Historie: Arabiens indre historie har altid været ret ukendt og gennemvævet med sagn og myter. De mange stammer deles af de arabiske genealoger i to hovedgrupper, nord- og sydarabere. Dækkede af ørkenen formåede araberne stadig at bevare uafhængigheden over for oldtidens erobrende stormagter. Deres rolle i historien var tværtimod den at sende det befolkningsoverskud, landet ikke kunne ernære, på plyndringstog ind over de omliggende kulturstater. Arabien er sandsynligvis semitternes oprindelige hjemstavn, og Syriens og Mesopotamiens befolkning er de i tidernes løb »aflejrede arabere«. Den bekendte Hammurabi er således det sjette led i et dynasti af arabisk oprindelse; Hyksosindfaldet i Ægypten, aramæernes indvandring i Syrien og israelitternes erobring af Palæstina er kun at forstå som arabiske ørkenstammers indtrængen i frugtbarere egne. — I Syd-Arabien fandtes allerede i babylonisk-assyrisk tid riger fra ca. 1500 f.Kr., det sabæiske omkring Saba fra ca. 800 f.Kr. og det noget yngre katabanske. Talrige indskrifter fra disse riger er fundet og tydet i nyeste tid. Deres rigdomme skyldtes mellemhandelen på Indien og Afrikas østkyst, der i lange tider gik over Syd-Arabien, indtil Ptolemaierne i Ægypten skaffede sig direkte forbindelse. Samtidig opstod i Nord-Arabien det nabatæiske rige (ca. 200 f.Kr.-105 e.Kr.) omkring Petra, der tilrev sig en del af handelen. I den sidste tid på sabæerne i stadig strid med Kataban og afløstes ca. 115 f.Kr. af Himjaritterne, hvis hovedsæde også var Saba. Romerne søgte flere gange forgæves at trænge ind i Arabien, således Ælius Gallus (24 f.Kr.), kun Trajan formåede at erobre det nabatæiske rige, men allerede under Hadrian blev det opgivet. Senere opstod småriger i grænseegnene som Zenobias omkring Tadmor, Palmyra, der erobredes af romerne 271 e.Kr., og senere ghassanidernes i Østjordanlandet under byzantinsk og lahmidernes i Hira under persisk overhøjhed. Ca. 300 e.kr. underkuedes himiaritternes rige af abessinierne. Også Byzans og Persien søgte at vinde indpas i det rige Sydarabien, og ca. 600 var Yemen en tid persisk provins. Med abessinierne trængte kristendommen ind i Syd-Arabien, og den i de arabiske sagn navnkundige konge Abraha var en ivrig kristen. Også i Nord-Arabien fandtes i tiden før Muhammed adskillige kristne, mest arianere og nestorianere foruden en del jøder.
Med Muhammed (død 632) følger det sidste store folkeudbrud fra Arabien. Han er den eneste, der har kunnet samle hele Arabien under ét septer. Under hans efterfølgere, kaliferne, trådte moderlandet hurtigt i skygge. Tyngdepunktet flyttedes under umajjaderne til Damaskus og med abbasierne til Bagdad og Persien, mens de religiøst indifferente beduiner atter gik op i de gamle stammestridigheder, hvor ismailitter og jemenitter rasede mod hinanden. Kalifens overhøjhed var kun nominel, storsjerifen i Mekka beherskede Hidjaz, og lokale dynastier, som ejjubider og tahirider holdt sig, til tyrkerne erobrede det nordlige Arabien (1538). Disse måtte kæmpe med stadige oprør, mistede en tid Mekka, tog den tilbage 1631, men kunne ikke hævde besiddelsen af Yemen. Ca. 1740 stiftede Abd-ul-Vahhâb vahhabitternes sekt (s.d.), der tilsigtede en fuldstændig reformation af Islam. De underkastede sig størstedelen af Arabien og erobrede Mekka (1803). Deres magt blev derpå tilintetgjort af Ibrahim Pasha (1818) og har siden indskrænket sig til Central-Arabien, Nedjd, omkring Riad. Vest-Arabien stod nu under Ægypten, indtil Europas intervention 1841 overdrog bevogtningen af de hellige steder til sultanen, mens England 1839 besatte Aden. Først 1872 efter Suezkanalens åbning kunne tyrkerne besætte Yemen, men måtte stadig kæmpe mod oprør af den stedlige imam. 1876 besatte tyrkerne el-Hasâ på østkysten. For at styrke sit politiske og religiøse herredømme over Arabien optog Abdul Hamid II (s.d.) planen om hidjazbanen, der 1901-08, delvis bekostet ved religiøs offervillighed, førtes frem fra Damaskus til Medina, samtidig med at bagdadbanen skulle omfatte Arabien østfra. Med tyrkernes vilkårlige og korrupte fremmedherredømme forsonede araberne sig dog aldrig, og endnu mindre med ungtyrkernes forsøg på at indføre ensartet styre i hele riget (jf. Albanien). Heller ikke repræsentationen i det tyrkiske deputeretkammer tilfredsstillede dem. Nye oprør udbrød mod tyrkerne, 1908 i Asir af en mahdi, Sejjid Idris, og 1910 i Jemen af imamen Jahja. Denne sluttede dog 1911 forlig med tyrkerne mod delvist selvstyre og løfter om reformer. I Central-Arabien var vahhabitternes magt i 2. halvdel af 19. århundrede gået stærkt ned, og Muhammed ibn Rasjid i Hail, der fik støtte hos tyrkerne, besatte 1891 Riad og fordrev herskerslægten Ibn Saud (s.d.). Denne flygtede til Sjeiken i Kuveit, Mubarrak, med hvem England for at krydse de tyske Bagdadplaner sluttede en overhøjhedstraktat 23. januar 1899. Mubarrak bekrigede nu Ibn Rasjid-slægten (s.d.) og genindsatte Ibn Saud i Riad, så at de 1913 kunne forjage tyrkerne fra el-Hasâ. Dog anerkendte tyrkerne 1914 Adbulaziz Ibn Saud som pasha og Vali i Nedjd. – Under Verdenskrigen er tyrkernes magt i Arabien stadig sunket, og Englands indflydelse steget med erobringerne i Eufratlandet og Palæstina. Efter Suezkanalens åbning er Arabien som tidligere i historien atter nøglen til handelsvejen på Indien, og for det britiske verdensrige ville et stærkt tyrkisk militærvælde i Arabien være en truende fare: derfor Englands modstand mod banerne til Jemen og over Bagdad til Kuveit, da de ville krydse planen om en bane fra Kairo til Kuveit. Et led i engelsk storpolitik er også oprettelsen af et arabisk kalifat med centrum i de hellige stæder, Mekka og Medina. Derfor støttede England uafhængighedslysten i Hidjaz, hvor storsjerifen fra gammel tid havde bevaret en vis selvstændighed. Juni 1916 erklærede storsjeriffen, emir Husein ibn-Ali, sig uafhængig og tog med engelsk hjælp magten i Mekka, Djidda og det sydlige Hidjaz; et fremstød mod Medina mislykkedes. November samme år tog han titelen konge af Hidjaz og anerkendtes i december af England, Frankrig og Italien. Juli 1917 tog kong Husein Akaba og støttede general Allenby (s.d.) ved erobringen af Sydpalæstina, I september 1918 bidrog hans sønner med betydelige beduinstyrker til Allenbys store sejr over tyrkerne, afskar Hidjazbanen ved Dera'a syd for Damaskus og tog det vigtige knudepunkt Ma'an. Medina, der nu var afskåret, overgav sig januar 1919 til Huseins søn, emir Abdullah. På fredskonferencen i Paris 1919 repræsenteredes Hidjaz som uafhængig stat af Husseins søn, Emir Faisul, der deltog i fredsforhandlingerne i Versailles. – De politiske forhold i Arabien er nu (juli 1919) følgende: Oman og Hidjaz anerkendt som selvstændige stater; Jemen, Asir, Nedid, Haïl og Kuveit faktisk uafhængige under ledelse af indfødte religiøse eller verdslige herskere, Hadramaut og Adens omegn under engelsk protektorat. De forhadte og foragtede tyrkeres herredømme over araberne synes brudt for stedse. (HK1/1920) |
|