Albanien

Europa 08.06.13

Historie: Det moderne Albanien svarer hovedsagelig til oldtidens Epeiros og Illyrien. Under folkevandringen trængte slaviske stammer ind i stor mængde. I 7. århundrede erborede serberne Nord-Albanien, der til 1360 forblev en provins af Storserbien. I 9. århundrede besatte bulgarerne Syd-Albanien, men fordreves 1018-19 af byzantinerne. Fra da anvendes betegnelsen Albanien, især af byzantinerne. Fra 11. århundrede var den gamle befolkning til dels atter selvstændig, en gren af den byzantinske kejserslægt, komnenerne, herskede i Epeiros til 1318. Da tyrkerne 1431 erobrede Janina, begyndte Albaniens islamisering, dog var landet uafhængigt 1443-77 under geg-høvdingen Skanderbeg (s.d.). Efter hans død blev Albanien tyrkisk provins, og talrige albanere blev muhammedanere. Det tyrkiske herredømme var dog ret overfladisk, de rige albanske godsejere holdt sig uafhængige som en slags feudalaristokrati. Albanernes fejdelyst og frihedstrang værnede dem noget mod overgreb, mange gik i tyrkisk eller italiensk krigstjeneste. Fra ca. 1770 brugtes albanerne, arnauterne, af Tyrkiet til kampen mod oprørerne på Morea. Først 1832 fjerner tyrkerne den sidste indfødte albanesiske statholder og begynder at indordne Albanien under det almindelige statsstyre. Navnlig skatteopkrævning og militærudskrivning fremkaldte talrige oprør gennem hele 19. århundrede. Da Berlin-kongresen 1878 gav dele af Albanien til Serbien og Montenegro, dannedes en albansk liga af høvdinge, og oprøret 1880-81 dæmpedes kun ved et formeligt felttog. Abdul-Hamid II (s.d.) begunstigede Albanien stærkt, tillod udvidelse af det lokale selvstyre og holdt livgarde af arnauter, der i det hele bevarede en privilegeret særstilling. Efter revolutionen 1909 greb ungtyrkerne energisk ind mod Albaniens nedarvede anarki, men deres planer om rigets administrative og kulturelle enhed stødte på stærk modstad, særlig i det albanske krav om eget sprog i undervisningen. Som følge af nye skattepålæg og ny rekrutteringslov udbrød opstande, der til stadighed fastbandt store hærstyrker. Trods stor eftergivenhed fra tyrkisk side kunne opstandene ikke kues, og den derved åbenbarede svaghed i det ungtyrkiske statssystem gav signalet til 1. balkankrig (s.d.) oktober 1912. November samme år proklameredes Albaniens uafhængighed i Valona med Ismail Bey som provisorisk regent. Ambassadørkonferencen i London efter krigen gjorde, på østrigsk-italiensk antiserbisk forlangende, Albanien til et uafhængigt fyrstendømme, men dets meget vilkårlige grænser vakte stort misnøje i Serbien og Grækenland. Til regent valgtes fyrst Vilhelm af Wied med titelen Mbret. Marts 1914 tiltrådte han regeringen, men indre uroligheder, til dels forårsaget af den intrigante høvding Essad pasha (s.d.), tvang ham bort september 1914, og Albanien blev republik under Mustafa Bey som midlertidig præsident, men allerede i november samme år annekterede Grækenland Epeiros, og landets tilstand blev efterhåndenganske anarkistisk. Essad Pasha, den mægtigste blandt de albanske høvdinge, blev en tid præsident og søgte at organisere et militærherredømme udfra Durazzo. Juni 1915 besatte serbiske og montenegrinske tropper det meste af Albanien, og italienerne fik december samme år i land i Valona. Januar-februar 1916, efter Serbiens nederlag, besatte østrigerne landet og holdt det, til de selv oktober 1918, efter Bulgariens sammenbrud, ble fordrevet af italienske, franske og serbiske tropper. Albaniens politiske skæbne vil blive afgjort på fredskonferencen i Paris 1919. (HK1/1920)