Uruguay

Sydamerika 09.02.13
Som provins af det spanske vicekonerige Buenoes Aires kaldtes Uruguay Banda Oriental, løsreves fra Spanien 1811 og indlemmedes i det portugisiske Brasilien 1821. Efter en krig mellem Argentina og Brasilien blev Uruguay uafhængigt 1828. General Rivera, præsident 1830-35, tilhørte gauchopartiet Colorados, dvs. de farvede, general Oribe, præsident 1835-38, derimod de store grundejeres parti Blancos, dvs. de hvide. Indtil nu har Uruguays indre historie været en stadig kamp om magten mellem Blancos og Colorados. 1853 og 1864 søgte Brasilien forgæves at indlemme Uruguay, og 1865-70 deltog Uruguay i den store krig mod Paraguay (s.d.). Efter en urolig periode med flere præsidentmord og store underslæb, der ødelagde finansvæsenet, bedredes forholdet noget under præsident Cuestas 1897-1903, efter at partierne var forsonede 1897. Præsidenterne Batlle y Ordoñez 1903-07, 1911-15, C. Williman 1907-11 og F. Vieira 1915-19 valgtes konstitutionelt, og en vis udvikling fandt sted på flere områder. 1917 fulgte Uruguay de Forenede Stater, erklærede Tyskland krig oktober samme år og beslaglagde tyske handelsskibe, der lå i Montevideo. Marts 1919 indførtes en ny forfatning, der skilte stat og kirke og decentraliserede administrationen på visse områder. Præsident blev Baltasar Brum (1919-23), der som Vieiras udenrigsminister havde ført en stærk ententevenlig og pan-amerikansk politik. Uruguay medunderskrev Versaillesfreden 28. juni 1919. (HK9/1925)