Sir Charles Vere Ferres Townshend |
||
England, 1861-1924 | 22.07.12 | |
Engelsk general. Udmærkede sig allerede som ung kavaleriofficer ved sit glimrende forsvar af fortet Chitral på Indiens nordgrænse og deltog i mange felttog lige fra Gordonekspeditionen til den sydafrikanske krig. En tid gjorde han tjeneste som militærattaché i Paris. Fra verdenskrigen er Townshend navn knyttet til begivenhedene i Mesopotamien; han rettede et stød helt frem mod Bagdad, men styrken var for ringe og foretagendet utilstrækkeligt forberedt, og under tilbagetoget blev det engelske korps i december 1915 indesluttet af tyrkerne i Kut-el-Amara, hvor det under Townshends ledelse holdt stand i 5 måneder; men da undsætningsstyrkerne ikke kunne nå frem og forrådene i byen slap op, måtte Townshend overgive sig til tyrkerne, der lod Townshend internere i Anatolien. I fangenskabet vandt Townshend imidlertid tyrkernes fulde tillid og færdedes frit om i Konstantinopel, og i oktober 1918 blev han sendt som parlamentær for tyrkerne til den engelske admiral, der lå udenfor Bosporus, og forhandlede om våbenstilstandsbetingelserne. 1921 arvede Townshend værdigheden som den 7. Lord Townshend. (HK9/1925)
|