Det første slag under den Nordamerikanske
Frihedskrig mod syd var egentlig kun en opstand mod den kongelige
guvernør i Virginia, jarlen af Dunmore (John
Murray). Dunmore ophidsede plantageklassen ved at forøge en
lille styrke af britiske regulære soldater med negerslaver og kontraktansatte
tjenestefolk. Med omkring 1.200 under sin kommando etablerede han sit
hovedkvarter i Norfolk. I december 1775 marcherede oberst William
Woodford, i spidsen for et Virginia-regiment af militsfolk samt 200
frivillige riffelskytter, mod Norfolk. Dunmore afsendte en styrke på
600 mand under kaptajn Samuel Leslie for at blokere Woodfords fremrykning
ved Great Bridge over Elizabeth-floden, ni km syd for byen.
Den 9. december prøvede Leslies blandede gruppe
at fremtvinge en krydsning af broen. De blev koldblodigt stoppet af en
tilintetgørende ild fra Woodfords tropper på vestbredden.
Derpå skyndte militsfolkene fra Virginia sig selv over broen og
jog royalisterne på flugt, som mistede 60 mand i dræbte og
sårede. Woodford led kun mindre tab. Fem dage senere marcherede
den patriotiske oberst ind i Norfolk. Dunmore og hans tilhængere
flygtede til britiske skibe i havnen. Den 1. januar 1776 nedbrændte
Dunmore bevist størstedelen af Norfolk med ild fra sine flådekanoner.
Derefter forlod han Virginia for at slutte sig til den britiske flåde.