Germantown

Pennsylvania, USA

Nordamerikanske Frihedskrig, 1777

Efter at have manøvreret general George Washington væk fra Philadelphia mod nordvest, vendte den britiske kommandør, general Sir William Howe, tilbage for at besætte byen den 26. september 1777. Til at bevogte sin nyligt vundne gevinst, posterede Howe 9.000 tropper ved Germantown. Washington indkaldte forstærkninger til at opbygge sin hær til 8.000 kontinentale og 3.000 militsfolk. Den 4. oktober var han stærk nok til at indlede et firgrenet angreb mod de britiske linjer. Hovedangrebet kom i midten, hvor general Nathanael Greene kommanderede den venstre kolonne, general John Sullivan den højre. Yderst til venstre og højre skulle henholdsvis general William Smallwood og general John Armstrong indkredse Howes flanker og lukke en knibtang bag (sydvest for) Germantown.
   Den indledende fremrykning af de to midterste kolonner trængte ind i Germantown. Men i Sullivans sektor, langs med Skippack Road, barrikaderede 120 rødfrakker sig i overdommer Benjamin Chews store stenhus. Denne pindsvinestilling opholdte den amerikanske reservestyrkes fremrykning. Derefter skød en division fra Greenes kolonne og general Anthony Waynes tropper fra Sullivans kommando, som var forvirret af kraftig tåge og røg, på hinanden. Begge enheder brød sammen i panik og slaget var tabt. Først Sullivan og derefter Greene begyndte at falde tilbage. (Ingen af de to knib-tangsbevægelser øvede nogensinde indflydelse på slaget). Hele den amerikanske hær trak sig tilbage med et tab på 152 dræbte, 51 sårede og 400 fanger. Howe led 520 tab. Washington indtog vinterkvarter ved Valley Forge, hvor hans mænd led frygtelige strabadser. Briterne tilbragte vinteren komfortabelt 38 km derfra i Philadelphia.