Colombia

• se Latinamerika

Historie: Colombia opdagedes 1499 af Hojeda og Vespucci og berejstes 1501 af Bastidas. Columbus udforskede en del af landet 1502 og 1513 gik Balboa (s.d.) over Panamatangen og opdagede Pacifikhavet. Spanierne koloniserede først nordkysten, hvor Bastidas anlagde kolonien Santa Marta 1525. Statholderen her, Gonzalo Jimenez de Quesada gjorde 1536 et tog til Bogotás højslettet, hvor han omstyrtede chibchaernes gamle kulturstater og anlagde Sante Fé (nu Bogotá), der blev hovedsatd i »Ny-Granada«. Dette gjordes 1547 til selvstændigt generalkapitanat, også omfattende Venezuela og Ecuador, og blev 1718 ophøjet til vicekongedømme. Chibchaerne, de indføte, blev slaver; inkvisitionen indførtes 1571, og Colombia styredes usselt af rådet for Indien. Handelen monopoliseredes til fordel for Sevilla. 1810 udbrød oprøret mod spanierne, og efter Simon Bolivars sejr ved Boyacá 1819 forenedes Ny-Granada med Venezuela til republikken Colombia under Bolivars præsidiat, hvortil sluttede sig Panama 1821 og Ecuador 1822. Pga. indre splid opløstes Colombia hurtigt igen (se Bolivar); 1829 trådte Venezuela og 1830 Ecuador ud af forbundet. Derpå konstituerede det nuværende Colombia sig 1831 som republikken Ny-Granada med general Santander til præsident (1833-37). Under den anden præsident dr. Marquez (1837-41) opvakte Obando borgerkrigen (1839-41), der styrtede landet i dyb elendighed og bevirkede, at Cartagena og Panama udskilte sig fra Colombia. Præsident Herran (1841-45) forenede atter det skilte, og under ham, og hans efterfølger Mosquera (1845-49) gik Colombia stærkt frem i økonomisk henseende; handel og samfærdsel udvikledes, og oplysningen forbedredes. I den følgende tid gennemførtes en del demokratiske reformer; under Lopez (1849-53) slaveriets ophævelse 1852 og under Obando (1853-57) forfatningsændringen af 1853. Ved denne blev hver provins suveræn, blot i føderativforbund med Ny-Granada. Følgen heraf blev det rene anarki, især i Ospinas præsidiat (1857-61), da separatismen ledet af den liberale general Mosquera ved en ny forfatning 1858 fik Colombia opløst i 8 selvstændige føderativrepublikker. I den følgendeborgerkrig sejrede de liberale, erobrede Bogotá og dannede et føderativt forbund: Colombias forenede Stater (september 1861) med Mosquera som diktaor 1861-63 og præsident (1866-67), hvorefter der i nogle år herskede forholdsvis fredelige tilstande. Rafael Nuñez (1884-95) indsattes af de liberale, men utilfredse med hans energiske styre gjorde de oprør, og en blodig borgerkrig rasede 1884-85. Nuñez kuede opstanden og gennemførte en ny forfatning (5. august 1886), som atter gjorde Colombia til enhedsstat med en stærkere, centraliseret styrelse. Efter Nuñez fulgte Miguel Caro (1894-98) og Sanclemente (1898-1900); denne sidste valgtes af de klerikale og måtte kæmpe med stadige oprør af de liberale, hvis leder Marroquin sejredeog blev præsident (1900-04). De indre uroligheder fortsattes, indtil De forenede Statr mæglede fred (november 1902). 1903 afsluttedes en overenskomst, ifølge hvilken Colombia mod erstatning skulle afstå en strimmel land omkring Panamakanalen (s.d.) til De forenede Stater. Da Colombias parlament ikke ville ratificere overenskomsten, udskilte departementet Panama (s.d.) sig som en selvstændig republik og anerkendtes af de Forenede Stater. 1904 valgtes rafael Reyes til præsident; hans embedstid besluttedes 1905 af repræsentationen forlænget til 10 år. Reyes har energisk hævdet roen i landet og stræbt at ordne finanserne, hvortil oprettelsen af en rigsbank (banco central) 1905 har bidraget en del. Reyes efterfulgtes af Restrepo (1910-14), Concha (1914-18) og Suarez 1918. Ligesom Venezuela holdt Colombia sig neutral under Verdenskrigen og undlod pga. fjendtskabet til de Forenede Stater at bryde med Tyskland. Colombias udvikling er nu i langt roligere spor end tidligere. (HK2/1920)

• Boyacá, 1819