I krigens sjette år optrappede den britiske kommandør i USA,
general Sir Henry
Clinton, offensiven i syden. Clinton indskibede 8.500 tropper ved
New York City og sejlede til South Carolina, hvor han ankom den 11. februar
til Johns Island, 50 km syd for Charleston. Mens flåden blokerede
havnen, trængte Clinton og hans næstkommanderende, general
Lord Charles
Cornwallis, langsomt nordpå og krydsede Ashley-floden den 29.
marts. Imens havde den amerikanske kommandør i syden, general Benjamin
Lincoln, trukket alle tilrådighed værende tropper ind
i byen. Han havde nu 2.650 kontinentale tropper og 2.500 militsfolk til
at holde befæstede linjer på fem km. Uden for forsvars-værkerne
arbejdede de britiske angribere, opbygget til 10.000 mand samt 5.000 søfolk,
sig vej mod byen med paralleller.
Nordøst for Charleston, på den anden side
af Cooper-floden, havde Lincoln posteret general Isaac
Huger med 500 mand til at beskytte de amerikanske forbindelseslinjer
mod nord. Den 14. april blev denne styrke målet for et pludseligt
britisk fremstød. Oberst Banastre
Tarletons britiske legion, sammensat af både kavaleri og infanteri,
angreb Hugers lejr kl. 3:00 og ryddede den af vejen. Tarleton pressede
videre frem ned langs med den venstre bred af Cooper, idet han afskar
Lincolns sidste flugtrute. Den 8. maj var den britiske belejring komplet
og et sidste angreb afventede. På dette tidspunkt bad Lincoln om
en våbenhvile for at overveje betingelserne for overgivelse. Fire
dage senere marcherede den amerikanske hær ud af Charleston og nedlagde
sine våben. Antallet af fanger – kontinentale tropper, militsfolk
og bevæbnede civilister – kom op på 5.466 (89 kontinentale
var blevet dræbt og 189 såret under belejringen). Desuden
faldt et enormt lager af krigsforråd i hænderne på sejrherrerne.
For en pris på kun 265 tab havde Storbritannien vundet sin største
sejr i krigen mod de tidligere kolonier. Tre uger senere sejlede Clinton
tilbage til New York, efter at have efterladt Cornwallis til at fuldføre
underlæggelsen det den amerikanske syd.
|
|