Jeanne d'Arc

Joan of Arc
Frankrig, 1412-31
30.10.16
Jeanne d'Arc

Fransk helgen og nationalheltinde; bondedatter fra Domremy i Lorraine. Følte sig fra sit 13. år af himmelske stemmer kaldet til kamp for Frankrig mod englænderne (Hundredårskrigen), opnåede 1429 med stort besvær adgang til hoffet, hvor kongen og hans gejstlige rådgivere efter mange betænkeligheder lod sig overbevise om hendes mission. Man overlod hende en hær, hvormed hun befriede Orléans fra engelsk belejring; heraf tilnavnet Jomfruen fra Orléans. vandt en ny sejr ved Patay 1429 og førte hæren til Reims, så at Charles 7. kunne krones i domkirken dér. Men kongens ubeslutsomhed og hoffets skinsyge gjorde, at man derefter kun stillede utilstrækkelige styrker til hendes rådighed, og ved undsætningen af Compiègne 1430 blev hun fanget af burgunderne og solgt for 10.000 franc til englænderne. De stillede hende for en nordfransk, gejstlig domstol under forsæde af biskoppen af Beauvais; anklagerne var kætteri og trolddom, og det blev især brugt mod hende, at hun på sine rejser og felttog havde båret mandedragt. Efter et drejdigt forsvar brød hun sammen, da dommen lød på kætterbålet; hun underskrev en tilståelse og fornægtede sin himmelske inspiration. Hun blev derpå benådet med livsvarigt fængsel; men to dage senere trak hun tilståelsen tilbage og iførte sig på ny mandsdragt, vistnok tvunget og narret dertil af englænderne, der ønskede hende henrettet. Den 30. maj 1431 blev hun brændt i Rouen. 1450 lod den franske regering kætterprocessen genoptage, og 1456 blev dommen omstødt. I Frankrig blev hun snart betragtet som en helgen, men først 1920 anerkendt som sådan af kirken.