Helene

Dronning af Sparta, gift med kong Menelaus. Blev af Paris bortført til Troja.

• Trojanske Krig, 1204-1194 f.Kr.

Helene, personlighed fra gamle græske sagn, »den skønneste kvinde på jorden«. Det hedder, at hun var søster af dioskurerne, datter af Zeus. Hun ægtede Spartas konge Menelaos og havde datteren Hermione. I de homeriske kvad fortælles endvidere om den trojanske kongesøn, Paris, der tilskyndet af Afrodite drog til Sparta, blev gæstmildt modtaget, men fattede kærlighed til dronningen og lokkede hende til med mange kostbarheder at lade sig bortføre af ham til Troja, hvor hun i Iliaden tænkes at leve som hans hustru. Men fra Hellas udgik nu det store hævntog, som førte til den trojanske krig og til sidst Trojas fald. Da Paris faldt i denne kamp, ægtede hun hans broder Deifobos, men fulgte efter krigen med Menelaos tilbage til Sparta, hvor Odysseus siden så hende som dronning. Men også uden for de gamle episke kvad er hendes skæbne overordentlig ofte skildret i digtning gennem alle tider, op til vor egen tid. I græsk oldtidsdigtning berettes talrige, fra de homeriske mere eller mindre afvigende myter, således den, der taler om Leda som hendes moder, hvem Zeus kom til i svaneham, eller om den ed, som kong Tyndareos, Ledas ægtefælle, tog af alle de bejlere, som Helenes skønhed lokkede til, om at hjælpe den, hun valgte, om der skulle blive brug derfor. Også for kunsten var Helenes skikkelse en taknemmelig og yndet opgave at fremstille. Talrige vasebilleder viser hende; bedst af de bavrede kunstværker er et relief, nu i Napoli, der tillige bl.a. viser Eros. Berømtest var i oldtiden et maleri af Zeuxis, der sagdes til model for hendes skikkelse af have valgt det smukkeste hos 5 skønne kvinder. Vistnok var Helene oprindelig en halvt guddommelig heroine; hun dyrkedes således både i Athen, Sparta og flere andre steder. (HK5/1922)