Historie: Indtil 1856 bestod Rumænien af donaufyrstendømmerne Moldau og Valakiet; ved freden i Paris 30. august 1856 ophævedes det russiske protektorat over fyrstendømmerne, de tyrkisk udnævnte hospodarer hjemsendtes, og landene fik selv ret til at ordne deres anliggender. Dog bestemte stormagterne 1858, at bege lande skulle betale tribut til Tyrkiet og hver vælge sin hospodar, hvis udnævnelse skulle bifaldes af sultanen. Alligevel valgte landene lovgivende forsamlinger 1859 oberst A. Cusa til fyrste for derved at tilvejebringe en personalunion, hvorpå Cusa besteg tronen som Alexander Johan I (s.d.). I begyndelsen styredes landene med dobbelt administration, to ministerier osv., indtil med Tyrkiets billigelse fælles ministerium og landdag indrettedes december 1861, og en Nationalforsamling (februar 1862) trådte sammen i Bukarest. 1863 inddroges alle klostergodser uden dog i særlig grad at komme bønderne til gode; disses stiiling var yderst slet, og stridighederne om, hvorledes man lettst kunne skaffe dem selvejem har i høj grad præget Rumæniens indre udvikling siden da. Pga. uenighed med Landdagens konservative flertal gjorde fyrsten statskup 14. maj 1864 og omdannede forfatningen efter fransk mønster. Forfatningsøndringen billigedes ved almindelig folkeafstemning (700.000 mod 57.000). I forvaltning og retspleje indførtes betydelige reformer, ny lovbøger udstedtes efter fransk forbillede, livegenskabet afskaffedes 1864, og 500.000 familier fik jord til selvejendom mod et vederlag til godsejerne; men da loven gennemførtes dårligt, blev bøndernes stilling alligevel ikke synderlig bedre. 1865 gennemførtes den rumænske kirkes uafhængighed af den græske patriark, den gregorianske kalender indførtes, ligesom også borgerligt ægteskab og almindelig skolepligt. De pludselige og dårligt forberedte reformer medførte vanskelige finansforhold, og en udbredt misfornøjelse med fyrstens letfærdige og ødsle liv bevirkede en sammensværgelse 23. februar 1866, hvorved han blev taget til fange og tvunget til at abdicere. 20. april samme år valgtes prins Carl af Hohenzollern-Sigmaringen med 686.000 stemmer til arvefyrste som Carol I, hvilket valg først 5 måneder efter anerkendtes af sultanen og stormagterne. De urolige partiforhold under indre stridigheder fortsattes stadig, og grusomme jødeforfølgelser fandt hyppig sted, uden at regeringen hidrede det. De radikale og konservative partier skiftedes til at have magten, først den radikale Bratianu (s.d.), derefter den konservative Catargiu (s.d.) 1871-76 og atter Bratianu 1876-88. I den russisk-tyrkiske krig 1877-78 sluttede Rumænien sig til Rusland og erklærede sig uafhængigt 21. maj 1877. De ruænske tropper deltog med stor dygtighed i angrebet på Plevna, men ved freden måtte Rumænien alligevel afstå Bessarabien nord for Donau mod at få Dobrudja syd for Donau. Ved kongressen i Berlin anerkendtes Rumæniens uafhængighed, og 26. marts 1881 vedtog kamrene Rumæniens ophøjelse til kongerige. Efter krigen gennemførtes atter en række reformer; der skaffedes balance i statsregnskabet, og en lov vedtoges 1882 til forbedring af bøndernes forhold. Tabet af Bessarabien medførte tilslutning til det tysk-østrigske forbind ved en længe hemmeligholdt traktat af 1883. Pga. kong Carols barnløshed udnævntes hans brodersøn, prins Ferdinand, til tronfølger 1889. Efter Bratianus fald fulgte flere konservative ministerier, guldmøntfod indførtes 1889, agrarlovgivningen fremmedes, udstykningen f statsjorden påbegyndtes for at udvikle en selvejende bondestand, og en række handelstraktater afsluttedes med udlandet. 1895 kom det liberale parti atter til magten med Sturdza (s.d.), men holdt sig ikke længe, og siden da har konservative og liberale miniterier skiftet hyppigt. En frygtelig tørke 1899 forårsagede stor misvækst og tilføjede statens finanser et føleligt knæk, så at budgettet i flere år udviste et stort underskud. Trods talrige love og tilløb til forbedringer af bondestandens stilling er agrarsørgsmålet stadig brændende; de små jordbrugere er enten lejere af jorden eller i lommen på truster af storforpagtere, der misbruger deres magt til at udsuge befolkningen. 1907, 1908 og følgende år har der flere steder i landet fundet voldsomme bondeuroligheder sted af antisemitisk og revolutionær natur, idet navnlig jøderne hyppigt optræder som storforpagtere. Agrarspørgsmålet vil vanskelig kunne løses uden ved en virkelig udstykning af jorden til uafhæhngigt selveje. Det stærke jødehad, der indes i Rumænien, har bevirket, at jøderne stadig undertrykkes og længe udelukkedes fra at kunne erhverve indfødsret. 1905 kom Rumænien i en alvorlig konflikt med Grækenland pga. græske røverbanders overgreb mod rumænerne i Makedonien, og det diplomatiske samkvem mellem Grækenland og Rumænien var i nogen tid afbrudt. Balkankrigene 1912-13 (s.d.) gav Rumænien, under ledelse af et konservativt koalitionsminitserium (1912-14) Maiorescu (s.d.), påskud til at gribe ind overfor Bulgarien, der truede med at blive overmægtig på Balkan. Bulgarien led nederlag overfor koalitionen Serbien-Grækenland-Rumænien og måtte til Rumænien ved freden i Bukarest 10. august 1913 afstå Donau-fæstningerne Silistria og Tutrakan samt et stykke af Dobrudja. Efter Maiorescu fulgte januar 1914 et liberalt ministerium Jon C. Bratianu (s.d.). I kronrådet 4. august 1914 ved verdenskrigens udbrud stemte alle undtagen Carp (s.d.) for neutralitet trods forbundstraktaten med Tyskland-Østrig. I verdenskrigens to første år førte Bratianu en snu neutralitetspolitik behædnigt udnyttende situationen til gunstige handelsaftaler (korn og petroleium) med begge magtgrupper. Efter Brussilofs store sejre i Galizien juni-juli 1916 og det tyske nederlag ved Verdun mente Bratianu at have krigens slutning i sigte, og i kronrådet 27. august 1916 vedtoges Rumæniens indtræden i krigen på Ententemagternes side, efter at disse havde lovet Rumænien dets nationale krav på det ungarske Transsilvanien opfyldte. Rumæniens krigserklæring mod østrig medførte Tysklands mod Rumænien 28. august og Bulgariens 1. september. Under ledelse af general Avarescu trængte de rumænske hære langt ind i Siebenbürgen, men i forening med bulgarerne satte tyskerne ført af Mackensen et sejrrigt angreb an mod Silistria-Tutrakan over Donau ind i Rumænien og Falkenhayn tilføjede hærene i nord et tilintetgørende nederlag ved Sibiu-Hermannstadt. Hele Moldau med hovedstaden Bukarest besattes af fjenden, og regeringen med kongen måtte flygte til Jassy december 1916. Det følgende års store tyske sejre over de russiske hære efter sovjetstyrets indførelse tvang Rumænien til betingelsesløst at underkaste sig sejrherrerne. Disse dikterede december 1917 våbenstiltand i Focsani og 7. maj 1918 freden i Bukarest. Januar 1918 trådte Bratianu tilbage og afløstes af et ministerium Marghiloman, der undertegnede freden. Ved denne ratificeredes grænsen til fordel for Ungarn, Rumænien og hele Dobrudja afstodes til centralmagternes disposition (dvs. til Bulgarien), al produktion forbeholdtes centralmagterne, og disses okkupationstropper kunne forblive i Rumænien ad libitum. Samtidig forsøgte sovjetstyret i Rusland at fremkalde en bolsjevikisk revolution i Rumænien januar 1918, men dette mislykkedes og efterfulgtes af åben krig. April 1918 erklærede det væsentlig af rumænere beboede Bessarabien sig for tilslutning til Rumænien, hvilket kort efter fuldbyrdedes med centralmagternes tilladelse. Efter disses sammenbrud afløstes Marghiloman af et ministerium med general Coanda som chef 10. november 1918, og Rumænien erklærede på ny krig samme dag umiddelbart før våbenstilstanden. Efter denne 11. november rømmede centralmagternes tropper Rumænien og rumænske nationalforsamlinger i Transsilvanien og Bukovina erklærede sig for tilslutning til Rumænien, der umiddelbart efter okkuperede disse landsdele. De nye landvindinger, der omtrent tredoblede Rumæniens omfang og indbyggertal, bekærftedes ved fredstraktaterne med Tyskland 28. juni, Østrig 10. september, Bulgarien 29. november 1918, og Ungarn 4. juni 1920. Allerede december 1918 afløstes general Coanda af Bratianu, der på ny dannede en liberal regering, men trods de indbringende fredsslutninger blev han voldsomt angrebet i deputeretkammeret og måtte træde tilbage kort efter versaillesfreden 28. juni. Derpå fulgte flere kortvarige ministerier, indtil den fremragende politiker Ionescu 1921 blev ministerpræsident; efter hans død 1922 kom Bratianu til igen. De indre forhold i Rumænien er ikke undergået nogen bedring. Modsætningen mellem by og land er stor, ligesom det nye nationalspørgsmål, det tyske, volder besvær. Udadtil har Rumænien søgt at sikre sig ved en hele Balkan omspændende giftermålspolitik, og det står ligeledes Frankrig nær. (HK8/1925)

• Sarmizegetusa, 106
• Timisoara, 1849
• Focsani, 1789
• Rimnik, 1789
• Rumænien, 1916-17
• Balkan, 1944-45