Historie: New Zealand opdagedes 1642 af hollænderen Tasman og kaldte først Staatenland, men fik snart navnet Nova Zelandia. Koloniseredes fra 1814 af hvalfangere og engelske missionærer; særlig virksomt var selskabet »New Zealand Company« stiftet 1825. Okkuperedes 1839 af England, hvis overhøjhed over maorierne anerkendtes 1840 i forliget ved Waitangi. Som koloni indlemmedes New Zealand i Ny Syd-Wales, men blev snart selvstyrende med regeringssæde fra 1864 i Wellington. Ved forfatning af 1852 fik folkerepræsentationen en ret ubegrænset myndighed, yderligere forøget 1876 ved provinsernes tilintetgørelse. De rige guldfuld på Sydøen siden 1861 har ikke haft den betydning for indvandringen som i de australske stater. Efter en stærk depression 1879 og følgende år har den økonomiske udvikling været i rask fremgang; navnlig udførelsen af frossent fårekød (1882 for 19.000 £, 1892 1 mio., 1907 3,4 mio.) har i høj grad forøget landbrugets rentabilitet. Statsgælden er enorm og har været svært trykkende, men da pengene er anbragt i produktive statsforetagender: jernbane-, telegraf-, vej-, og vandforsyningsanlæg, er den økonomiske stilling nu god efter 1890ernes store opsving. — Den indre politik har ligesom finanspolitikken formet sig meget statssocialistisk, især siden den politiske revolution ved valgene december 1890, da det liberale parti vandt magten i alliance med arbejderne (se premierministrene Ballance 1891-93, R. Seddon 1883-1906, J. Ward 1906-12). Foruden en omfattende fabriks-, industri- og søfartslovgivning bør navnes lovene om tvungen voldgift i arbejderstridigheder 1894, alderdomsunderstøttelse 1898, alderdomspension 1913, ulykkesforsikring 1900 og statsbrandassurance 19038allerede 1869 indrettedes statslivsforsikring). Endvidere indførtes progressiv jord- og indkomstskat, og ved landlove af 1892, 1894, 1909 og 1912 skaffedes billig jord til fattige landboere. Desuden har kvinderne fået fuld kommunal og politisk stemmeret. I forholdet til moderlandet viser New Zealand ivrig tilslutning til de imperialistiske enhedsbestræbelser, navnlig Chamberlains toldplaner (se Ward), og sendte hjælpetropper til Sydafrika under Boerkrigen. 1897 fik New Zealand navn af Dominion of New Zealand. Den voksende frygt for Japans udvidelsestrang bragte New Zealand til at virke for et selvstændigt forsvar. ved forsvarsloven 1909 indførtes tvungen værnepligt i begrænset omfang, og 1910 kom Lord Kitchener til New Zealand for at orgsnisere dets forsvarssystem. På rigsforsvarskonferencen i London 1909 bestemtes det at oprette en stillehavsflåde, og 1912 færdigbyggedes for New Zealands regning slagkrydseren »New Zealand«. Ved søfartsloven 1913 oprettedes en særlig New Zealand-flåde, der i krigstid skulle være til disposition for moderlandet. Valgene1912 gav Reformpartiet overhånd over de Liberale, og W. F. Massey dannede ministerium. I verdenskrigen støttede New Zealand moderlandet med største energi og opofrelse. Et newzealandsk ekspeditionskorps okkuperede august 1914 tysk Samoa, og i kraft af versaillestraktatem (28. juni 1919) fik New Zealand december 1920 af Folkeforbundets råd overdraget mandat (s.d.) til at bestyre det vestlige Samoa. Trods stor tilstrømning af frivillige indførtes august 1916 tvungen værnepligt; i alt stillede New Zealand 124.000 mand i løbet af krigen, hvoraf 91.000 var frivillige og 100.000 sendtes over havet. New Zealands tropper deltog særlig i forsvaret af Ægypten og kæmpede med stor hæder på Gallipolihalvøen. I krigsårene 1914-20 steg New Zealands statsgæld fra 100 til 201 mio. £, hvoraf 85 rejstes i New Zealand. Men høje rpiser for landbrugsprodukter gav til gengæld store indtægter, al overskudsproduktion af levnedsmidler købtes af den britiske regering. Desuden søgte regeringen ved særlig lovgivning at holde priserne på livsfornødenheder nede. Efter krigen sørgedes der for de hjemsendte soldater ved at skaffe dem beskæftigelse og billig jord. Massey og den foregående premierminister, J. Ward, repræsenterede New Zealand på fredskonferencen i Paris og medunderskrev Versaillesfreden 26. juli 1919. Valgene december 1919 gav atter reformpartiet flertal i Deputerkamret (48 mod 18 liberale og 10 arbejdere). Koalitionsministeriet (dannet af massey august 1915) gik af, og Massey dannede atter partiministerium. September 1920 blev Viscount Jellicoe of Scapa generalguvernør på New Zealand. (HK7/1924)