Fønikien

Fønikien (græsk Phoiniké) og føniker (græsk Phoinix), flertal phoinikes) er en benævnelse, som skriver sig fra grækerne (lige fra Homer); betydningen er muligvis »de med purpurfarven«, sigtende til en af deres industrielle frembringelser. Folket af dette navn boede ved Middelhavets østkyst, dets østgrænse var Libanon, i øvrigt var dets grænser ret flydende. Selv kaldte fønikerne sig efter den by (fx Sidon eller Tyrus), hvor de hørte hjemme. På en tid, da Sidon var den, i al fald med hensyn til klutus og kultur, mest ansete by, blev »sidonier« i udlændinges mund enstydigt med føniker (således i reglen i gamle testamente). For øvrigt betegnede fønikerne sig, sikkert med rette, som kanaaniter; deres sprog (som til sidst blev afløst af det aramaiske) var væsentlig det samme so »kanaans sprog« (hebraisk). En mængde indskrifter, dog først fra 9. århundrede og senere, og overvejende fra kolonierne, er bevaret; de har stor sproglig interesse, mindre historisk medderes mange gude- og kongenavne. Nogle sprogprøver findes endvidere i Palutus' komedie »Poenulus«. Ligesom de øvrige kanaaniter var de rimeligvis oprindelig udvandrere fra Arabien (»ved det erythræiske hav«, Herodot I, 1). – Historie. Ægypterne, som siden ca. 1500 f.Kr. (Thutmosis III) havde været herrer i Fønikien, blev gjort rangen sridig af de fra nord kommende hetitter (Chetitter, s.d.) og af amoritterne. Brevene fra Amarna (s.d.) indeholder bl.a. fønikiske bykomgers nødråd til ægypterne om hjælp. Vistnok øgede Sethos I og Ramses II den ægyptiske indflydelse; sidstnævnte sluttede en overenskomst med chetitterne (s.d.). Men snart indtrådte nye vanskeligheder, og Ægypten måtte opgive sit overherredømme. Da det nu også gik tilbage med chetitternes magt, kunne fønikerne selv blive de rådende. Ca 1000 f.Kr. træder Tyrus i forgrunden; kong Hiram I drev handelsforetagender i fællesskab med Salomon. Ca 800 grundlagdes Karthago i Nord-Afrika som en koloni afhængig af Tyrus, som derved vandt betydelig indflydelse omkring det vestlige Middelhav. De nærgående assyrer holdt man sig fra livet ved at betale dem tribut. Siden udholdt Tyrus en 5årig belejring (ca. 700); også babylonerne forsøgte forgæves at erobre byen (ca. 580); dette lykkedes først Alexander den Store, der gjorde en ende på persernes herredømme i Fønikien. Siden blev især seleukiderne de rådende; men efterhånden opnåede de fønikiske byer selvstyre. Og heri foretog helle ikke romerne nogen væsentlig forandring. – Fønikerne har spillet en rolle af verdenshistorisk betydning derved, at de bragte de to store kulturcentrers, Babyloniens og Ægyptens, skatte og frembringelser (deriblandt måske også bogstavskriften) vestpå og derved i væsentlig grad befordrede middelhavslandenes kultur. Dette gjorde de først og fremmest i egenskab af købmænd. Deres omdømme som sådanne var vidtstrakt (se Ezekeil Kap. 27). Kolonierne, som de grundede på Cypern, i Sydfrankrig og Nordafrika, var handelspladser, ikke centrer for politisk indflydelse; deres handel synes i alt overvejende grad at have været maritim. Selv om de selv producerede metal-, ler-, glas- og tekstilvarer af betydning, har de først og fremmest været som et stort omsætningscentrum for Vestasiens og middelhavslandenes produkter. (HK4/1922)