Bosnien

Historie: I oldtiden beboedes Bosnien af de indoeuropæiske illyrer. Som romersk provins fra Augustus' tid hørte Bosnien først til Illyrien, senere til Pannonien og Dalmatien. Ved Romerrigets deling fulgte Bosnien med Østrom og blev efter folkevandringens slutning (626-640) oversvømmet af slaviske stammer, serber og kroater. Fra ca. 1100 kom Bosnien hyppigt under ungarsk overhøjhed, samtidig greb bogomilernes (s.d.) kætteri stærkt om sig, navnlig i overklassen. I 14. århundrede vandt Bosnien større uafhængighed, og Stefan Tyrtko (d. 1391) tog kongenavn 1376. Snart svækkedes riget ved indre splid, fra ca. 1400 kom tyrkerne, krævede årlig tribut og erobrede 1463 det meste af Bosnien og resten 1528. Størstedelen af den grundejende adel, bogomilerne, antog islam. En del af underklassen fulgte dem, men i øvrigt kom bønderne (kmeter) under den indfødte lensadels tunge år og led hårdt ved de talrige tyrkisk-østrigske krige. Med Tyrkiets nedgang i magt vågnede modstanden mod dets styre. Mahmud II.s reformer i administrationen fremkaldte hyppige rejsninger blandt de muhammedanske bosniaker (1821-51), indtil de kraftigt kuedes af Omar Pasha, der som guvernør (vali) 1851-60 brød lensadelens magt og reorganiserede styret, navnlig skattevæsenet. De ny tilkomne skatteafgifter til staten trykkede kmeterne svært, især de kristne. 1875 udbrød opstand i Herzegovina, snart også i Bosnien. Tyrkerne kunne ikke kue oprøret, der blev medvirkende årsag til den russisk-tyrkiske krig 1877-78. Berlintraktaten af 13. juli 1878 gav Østrig ret til militær besættelse og forvaltning af Bosnien, men den østrigske hær mødte voldsom modstand, før okkupationen fuldbyrdedes oktober 1878. Bosnien underlagdes den østrigske finansforvaltning, men dennes bureaukratiske styre fremkaldte oprør (1881-82). 1882-1903 bragte finansminister von Kallays despotiske, men administrativt dygtige styre og 1903-11 baron Burian (s.d.) orden og velstand i hele Bosnien. Dets hjælpekilder udnyttedes, retsvæsen, undervisning og religiøse forhold ordnedes under hensyntagen til muhammedansk ret og tro. Alligevel vedvarede muhammedanernes modstand mod det østrigske tvangsstyre, og de kristne serbo-kroater håbede fra Serbien en redning fra det forhadte Østrig. Efter den ungtyrkiske revolution proklamerede Østrig annektion af Bosnien-Herzegovina 7. oktober 1908. Dette brud på berlintraktaten vakte den største harme i Tyrkiet, Serbien (s.d.) og Rusland. Tyrkerne boykottede østrigske varer, og Østrig gav ca. 40 mio. kr. i erstatning for de tyrkiske statsgodser. Serbiens og Ruslands modstand blev brudt ved Tysklands hjælp. Men i Serbien dannedes hemmelige selskaber og sammensværgelser i storserbisk ånd. Fra disse kredse udgik mordet på den østrigske tronfølger Franz Ferdinand 28. juli 1914, hvorefter verdenskrigen påfulgte. Under krigen holdtes enhver national bevægelse nede med hård hånd. Efter Østrigs sammenbrud proklamerede en nationalforsamling i Agram (Zagreb) den jugo-slaviske stats uafhængighed med Dr. Korosetz som premierminister 30. oktober 1918. Stærke kræfter arbejdede for en forening af serber og jugo-slaver (s.d.), og december samme år erklæredes den serbo-kroato-slovenske stat for oprettet. Ved freden i St. Germain-en-Laye 10. september 1919 (endnu juni 1920 ikke ratificeret) afstod Østrig Bosnien og sine øvrige sydslaviske provinser til den nye storserbiske stat. (Se i øvrigt Jugo-Slaver og Serbien). (HK2/1920)