Babylonien

Irak, Asien 01.10.22

Babylon
Historie:
Den berømte kongestad ved Eufrat (mellem 32. og 33. breddegrad, i nærheden af det nuværende Hilleh), var trods sin alder en af de yngste blandt de babylonske byer, men kom alligevel (navnlig gennem Hammurabis regering, va. 2100) til at spille den mest fremtrædende rolle; selv efter at have tabt sin fulde selvstændighed vedblev den, med sin beliggenhed ved skæringspunktet for de store internationale ruter mellem Ægypten, Lilleasien, Syrien og Iran, at være midtpunktet for hele den forasiatiske kulturverden. Den blev flere gange erobret, én gang endog ødelagt (af Sankerib 689) men atter genopbygget, og som hovedstad i det nybabylonske, kaldæiske rige smykket på det mest storartede (fornemmelig af Nabopolassar og Nebukadnezar). En vis betydning synes den at have bevaret lige indtil den sassanidiske tid (se for øvrigt Babylonien). +++ (HK1/1920)

Babylonien
Historie: Landet ved om mellem det nedre løb af Eufrat og Tigris. Navnet (dannet af bynavnet Babylon) er først opstået i Perserriget og siden ført videre gennem græsk tradition. Hos de senere græske og romerske forfattere kaldtes landet ofte Kaldæa; i det gamle testamente Sinear eller Babel; i islam Irak. En tilsvarende betegnelse synes at mangle i den gamle babylonske tid (jf. dog »Karduniash« i Tell-el-Amarnabrevene); som politisk begreb sammenfattes det som Sumer (den sydlige halvdel) og Akkad (den norldige halvdel). Babylonien er et alluvialland; i løbet af ca. 50 år viger havet 1 km; tidligere mundede Eufrat og Tigris hver for sig ud i den Persiske Bugt. Klimaet er i november og december temmelig koldt; fra januar til marts behageligt; om sommeren er temperaturen 40-60° C. Gennem et system af kanaler lededes i gammel tid oversvømningsvandet ud over sletten, som derved i høj grad frugtbargjordes. Især trivedes hvede og dadler. Husdyr: Kamel, hest, køer, får og geder; vilde dyr: Løve, sjakal, vildokse, vildsvin, vildhest, rådyr; floderne fiskerige. – Byer (nu mest ruinhøje) mod syd (de moderne benævnelser i parentes): Eridu (Abu Shahrein), Ur (Mugheir, al-Muqaljar), Isin (endnu ikke identificeret), Larsa (Senkereh), Erech (Warka), Shirpurla eller Lagash (Tello), Nippur (Nuffar); mod nord: Babylon(nær det nuværende Hilleh), Borsippa (Birs Nimrud), Kuta (Tell Ibrahim), Sippar (Abu Habba), Agade (ikke identificeret). – Vore tidligere, dels ufuldstændige, dels ensidige kilder til kundskab om det gamle Babylonien, nemlig det gamle testament, Herodot (5. århundrede f.kr.) og uddrag af et græsk værk af den babylonske præst Berosus (4. århundrede f.Kr.) har fra midten af 19. århundrede fået en uanet rig udfyldning gennem udgravninger: topografiske undersøgelser af Babylon, Borsippa, Nippur, Erech, Larsa, Ur og Eridu ved englænderne Loftus og Taylor under overopsyn af Sir Henry Rawlinson (1849-55) og ved den franske ekspedition under Fresnel og Oppert (1851-54); Rassams gravninger (1879-82) i Sippar (fund af soltemplet med et arkiv på ca. 50.000 lertavler), fortsat af Schell (januar-april 1894) for det ottomanske museum; E. de Sarzecs gravninger i Tello (1875-80, og senere); nordamerikanske ekspeditioner bl.a. under Peters, Hillprecht, Haynes til Nippur (1884-85, 1888-89, 1890, 1893-96, 1899-1900); det tyske orientselskabs gravninger (juni 1902-marts 1903 under ledelse af Koldewey i Fara og Abu Hatab (32. breddegrad) og i Babylon (siden 26. marts 1899). Hertil kommer især fundet (1887) i (Tell-el)Amarna ((s.d.) i Mellemægypten af ca. 300 tavler med babylonsk kileskrift, og fundet a talrige værdifulde babylonske indskrifter (deriblandt den berømte Hammurabi-stele, se nedenfor), engang røvet af elamiterne, i Susa, under de margans og Schells gravninger samme sted (siden 1897). +++(HK1/1920)