Yom Kippur-krigen
Mellemøsten

Fjerde israelsk-arabiske Krig, 1973 01.11.16

Seks år efter at Israel havde ydmyget sine arabiske naboer i Seksdageskrigen, indledte Egypten og Syrien samtidigt angreb fra vest og nordøst. Den 6. oktober 1973, hvilket fangede Israel med overraskelse om aftenen før Yom Kippur, angreb syrerne Golan-højderne, mens egypterne krydsede Suez-kanalen ind i Sinai-halvøen.
   Af de to angreb udgjorde den syriske invasion mod nord den mindste fare for Israel. Under ledelse af præsident Hafez al-Assad rykkede to syriske panserdivisioner med ledsagende infanteri over den 120 km lange våbenhvilelinje ind i Golan. Undertallige faldt de israelske tanks og infanteri tilbage i tre dage. Derpå gik nyligt mobiliserede reserver til modangreb på syrerne, støttet af nærstøttefly, og genvandt frem til den 10. oktober de oprindelige grænsestillinger. Israelsk panser trængte hårdt ind i Syrien og slog en kombineret panserstyrke fra Syrien, Irak og Jordan. Selvom farten blev sat ned, var israelerne inden for 30 km fra den syriske hovedstad Damaskus, da en våbenhvile trådte i kraft den 20. oktober.
   Imens mod vest viste de israelsk-egyptiske kampe sig at være ikke blot mere voldsomme men også mere langvarige. Under kommando af general Ahmed Ismail åbnede egypterne deres offensiv med et kraftigt bombardement af den israelske Bar-Lev linje på den østlige bred af Suez-kanalen. Under dække af dette angreb rykkede egyptiske tanks og infanteri over kanalen, og skabte tre separate brohoveder. To fulde panserdivisioner krydsede kanalen uden alvorlige tab. Da israelske fly forsøgte at slå pontonbroerne ud, led de svære tab fra russisk fremstillede jord-til-luft missiler (SAM). Andre russiske våben – panserværnsmissiler forsynet med panserbrydende sprænghoveder – ødelagde i snesevis af israelske kampvognsforstærkninger som kom gennem Mitla- og Giddi-passene i Sinai. Et israelsk modangreb den 7. oktober var ikke i stand til at fordrive de solide fjendtlige brohoveder. Men egyptiske bestræbelser på at rykkede længere østpå ind i Sinai slog også fejl. For at opretholde offensiven sendte egypterne deres 3. armé over kanalen i et nyt fremstød mod syd. Et bittert kampvognsslag omfattende 2.000 køretøjer den 14. oktober bragte svære tab af tanks på begge sider (Egypten mistede så mange som 250 tanks på en dag). Derefter gik israelerne i offensiven. General Ariel Sharons division krydsede Suez mod vest den 15. oktober, ovenfor den 3. armés brohoved. Under svære kampe trængte Sharon frem og afskar fire dage senere Cairo-Suez vejen. Den 35.000 mand store egyptiske styrke øst for kanalen var nu i en farlig situation uden håb om nye forsyninger. Da en våbenhvile stoppede kampene den 22. oktober, havde israelerne ødelagt størstedelen af SAM-stillingerne i Egypten og havde besat 3.900 kvadratkilometer af fjendtligt territorium, inkl. kanalbyen Adabiya. Efter sporadiske krænkelser, holdt våbenhvilen på alle fronter, og Israel trak sine tropper tilbage til grænserne før krigen (men af alle de arabiske nationer underskrev kun Egypten nogensinde en fredstraktat med Israel).
   Tabene i mandskab og udrustning afspejlede kampene voldsomhed. Syrien mistede 8.000 mand i dræbte og 860 tanks. Egypten havde 5.000 dræbte i kamp og 580 tankstab. Da de kom Syrien til hjælp, mistede Irak 278 mand og 125 tanks, Jordan 23 mand og 25 tanks. Israel mistede 2.000 mand i dræbte og mistede mere end 500 tanks og mere end 50 kampfly.