Libanon

Mellemøsten

Israelske invasion og efterspil, 1982-83

Efter flere års politiske spændinger, primært med rødder i kraftige religiøse forskelle blandt adskillige sekter, udbrød der en borgerkrig mellem kristne og muslimer i Libanon i 1975. Efter et år med blodsudgydelser og ødelæggelse, rykkede syriske tropper ind fra øst for at hjælpe med et indføre en skrøbelig fred. En svag og splittet libanesisk regering kunne ikke forhindre den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i at danne sig egen halvautonome stat mod syd og i Vestbeirut. Derefter startede PLO en række paramilitære og terroristoperationer mod Israel på den anden side af den sydlige grænse.
   Endeligt den 6. juni 1982 indledte Israel en storstilet militær invasion af det sydlige Libanon, drev PLO-»hæren« væk fra grænsen og trængte videre for at angribe Vestbeirut. Da Syrien prøvede at lægge sig imellem, led de svære tab af sovjetisk-byggede jagerfly og SAM jord-til-luft missiler. Den fremrykkende israelske hær fangede et stort antal PLO-militærstyrker i den libanesiske hovedstad og påførte dem alvorlige tab. I august gjorde en våbenhvile 10.000 overlevende fra PLO under Yasir Arafat i stand til at trække sig tilbage under beskyttelse fra en multinational militærstyrke fra USA, England, Frankrig og Italien. PLO-kæmperne for fordelt mellem flere arabiske nationer. Derefter trak også den fredsbevarende styrke fra de fire lande sig tilbage.
   En katastrofe fulgte. Den valgte libanesiske præsident Bashir Gemayel, en maronit-kristen, blev myrdet den 14. september. I løbet af få dage massakrerede militsfolk, som menes at være libanesiske kristne, hundredvis af civile palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila nær Beirut. Den multinationale styrke vendte tilbage til Beirut-området senere samme måned, med 1.200 amerikanske marineinfanterister (senere forstærket til 1.600) til at beskytte den internationale lufthavn syd for byen. Den israelske hær trak sig tilbage sydpå bag Awali-floden. Men Syrien nægtede ubøjeligt at trække sine svært bevæbnede styrker tilbage fra Bekaa-dalen i det østlige Libanon.
   Ild fra snigskytter dræbte et dusin af den firenationers fredsbevarende styrke og sårede mange flere i de følgende uger. Den israelske hær led også tab, idet man mistede 490 dræbte og 2.700 sårede i de første 12 måneder i Libanon. Den 18. april 1983 blev den amerikanske ambassade i Beirut bombet, hvilket efterlod 63 mennesker dræbt, inkl. 17 amerikanere. Derefter den 23. oktober blev en bilbombe på 6.000 kg kørt ind i hovedkvarteret for det amerikanske marinekorps og endnu en ind i det franske hovedkvarter. De to enorme eksplosioner dræbte 241 marineinfanterister og 58 franske soldater. Den 3. november eksploderede en lignende bilbombe i en israelsk stilling i Tyre, som dræbte 29 israelske soldater og 32 arabiske civile.
   Imens var Arafat sluppet tilbage ind i Libanon og opbygget en styrke på mere end 4.000 PLO-soldater. Men denne gang gjorde palæstinensiske rebeller støttet af Syrien oprør mod Arafats ledelse. I en slags borgerkrig drev rebellerne det traditionelle PLO tilbage til den nordlige libanesiske havneby Tripoli. Efter seks dages belejring blev Arafat og hans loyalister evakueret af græske skibe under FN-beskyttelse. Størstedelen af PLO søgte tilflugt i Tunesien og Nordyemen.
   I begyndelsen af 1984 begyndte det amerikanske marinekorps at trække sig tilbage til skibe ud for kysten, hvor det sidste kontingent afgik midt på året. De israelske styrker planlagde også at trække sig tilbage fra det sydlige Libanon i 1985.