Yellow Tavern

Virginia, USA

Nordamerikanske Borgerkrig, 1864

Som general Ulysses S. Grant flyttede sin store føderale hær fra Wilderness til Spotsylvania, sendte han kavalerikorpset under general Philip Sheridan på et angreb mod Richmond. Med 10.000 kavalerister red Sheridan af sted den 9. maj, idet han cirklede vest og syd for den konføderale hær under general Robert E. Lee. J.E.B. Stuart, den konføderale kavalerichef, inddelte sin mindre styrke på 4.500 mand i to grupper, hvoraf en under general James Gordon fulgte efter Sheridan, mens Stuart med den anden foretog en afstikker østpå for at opfange de føderale ved Yellow Tavern, 10 km nord for Richmond. Den 11. maj ramte Sheridan den blokerende styrke og drev den bort. Stuart blev dødeligt såret af et pistolskud fra menig John Huff. På samme tid slog Sheridans bagtrop den konføderale styrke bag sig på flugt, og dræbte Gordon.
   Sheridan pressede videre frem, passerede nord om Richmond og derpå sydpå til James-floden, hvor han modtog forsyninger fra general Benjamin Butlers føderale hær ved Halifax Landing den 14. maj. Sheridan red nordpå tre dage senere og sluttede sig igen til Grant langs med North Anna-floden den 24. maj. Angrebet kostede de føderale 625 mand. Dets vigtigste resultat var drabet på den spektakulære men rastløse Stuart.