Wagram

Ă˜strig

Napoleonskrigene, 1809

I seks uger efter tilbagetrækning fra Aspern-Essling, opbyggede Napoleon I sine franske styrker ved Wien og sydpå langs med den højre bred af Donau. I juni 1809 blev han forstærket af en armé under sin stedsøn, Eugène de Beauharnias, som havde drevet østrigerne ud af Italien. Derpå om natten den 3.-4. juli sammenstuvede kejseren størstedelen af sine 189.000 tropper på Löbau-øen, nær den fjerne bred. Den følgende nat begyndte hans forreste elementer at gå i land på den østlige side af Donau, idet de skubbede svag østrigsk modstand tilbage for at udvide deres brohoved. Kl. 13:00 den 5. juli var Napoleon nået over i styrke og trængte nord- og østpå mod den østrigske hær på 136.000 mand under ærkehertug Karl Ludvig, broder til den østrigske kejser Franz I. Karl opgav Marchfeld (slette), men da franskmændene angreb hans hovedlinje langs med Wagram-plateauet om aftenen, slog østrigerne fremrykningen tilbage.
   Den følgende dag fandt der svære kampe sted langs med hele den 8 km brede front. Karl indledte et angreb fra sin højre fløj langs med floden, med det mål at afskære franskmændene ved deres overgangspunkter. Men angrebet slog fejl overfor modstandene fra marskal André Massénas IV korps. Imens blev Karls egen venstre flanke nådesløst skubbet ind af marskal Louis Davouts II korps. Derpå ved middagstid angreb general Jacques Macdonald, i en hul rektangel på tre divisioner (8.000 mand) den østrigske højre midte og splittede trods grusomme tab fjendens linje vest for Wagram. Karls hær begyndte at falde tilbage nordpå. Senere på eftermiddagen gjorde Karls broder, ærkehertug Johan, en forsinket tilsynekomst fra Pressburg (Brasislava) bagved franskmændene. Men han blev hurtigt drevet tilbage. For udmattede til at forfølge Karl indtil dagen efter, sov franskmændene på slagmarken den nat. De havde lidt næsten 34.000 tab, østrigerne mellem 40.000 og 43.000. De fleste af de dræbte faldt under den tungeste koncentration af artilleriild indsat hidtil i nogen krig. Napoleon havde brugt 488 kanoner, Karl 446.
   Efter fire dages retræte bad Karl, som var blevet lettere såret ved Wagram, om en våbenhvile den 10. juli. (Ærkehertugen, som havde været Napoleons standhaftigste modstander i mange år, ville aldrig kæmpe igen). Selvom kejser Franz I planlagde at genoptage krigen, kunne han ikke sende en ny hær i felten og underskrev den 14. oktober Schönbrunn-traktaten, som afstod 83.000 kvadratkilometer af østrigsk territorium. Nu stod kun to forhindringer i vejen for Napoleons totale herredømme over det kontinentale Europa; den britisk-støttede opstand i Spanien og Alexander I af Ruslands fjendskab.