|
Den
engelsk-amerikanske invasion af Fransk Nordvestafrika den 11. november
fremprovokerede en hurtig reaktion fra Aksemagterne i Tunesien. Fra luften
og havet strømmede tyske og italienske styrker ind for at gribe
franske militære og flåde-installationer. Tyske bombe- og jagerfly
fløj ind til tunesiske flyvepladser. Den tyske general Jürgen
von Arnim koncentrerede størstedelen af aksemagternes styrker
i de nordlige byer Tunis og Bizerte, som også var vitale flådebaser.
I slutningen af november havde Arnim 15.000 veludrustede tropper, inkl.
den 10. panzer-division. Denne hurtige opbygning truede det allierede
mål at rykke østpå fra Algeriet for at erobre før
Aksemagterne og således afskære baglandet for feltmarskal
Erwin Rommels
Panzerarmee Afrika, som trak sig tilbage fra Libyen.
I kapløbet om Tunesien foretog general Dwight
Eisenhowers allierede styrker dybe gennemtrængninger inden
de blev kastet tilbage. Mod nord nåede general Kenneth
Andersons underbemandede britiske 1. armé Jefna, 52 km sydvest
for Bizerte, og Tébourba, 19 km før Tunis, den 28. november.
Men voldsomme kontraangreb fra aksemagterne skubbede briterne 30 km tilbage
på syv dage. Mod syd blev det amerikanske II korps under general
Lloyd
Fredendall i Sbeitla/Gafsa-sektoren i det centrale Tunesien. Et fransk
korps kommanderet af general George
Barré forbandt den allierede styrkedes to blokerede fløje.
Den 24. december beordrede Eisenhower de allierede til
at indtage defensive positioner foran aksemagternes brohoved som strakte
sig fra kysten sydpå gennem Medjez-el-Bab, Qusseltia og Faïd
til Mareth-linjen mod sydøst. For at sætte fart på
organiseringen af den allierede linje, overtog Anderson kommandoen over
hele fronten den 24. januar. To uger senere blev Eisenhower øverstbefalende
for alle allierede styrker i Afrika, med general Sir Harold
Alexander, chef for de britiske styrker som rykkede frem fra Libyen,
som hans næstkommanderende og kommandør for landstyrkerne
(nyligt navngivet 18. armégruppe).
Der var kun få kampe i løbet af vinteren,
men i februar indledte aksemagterne et pludseligt angreb. Tidligt på
måneden havde Rommel, i sin flugt fra den britiske 8. armé
i Libyen, trukket sig tilbage bag Mareth-linjen. Her blev de tyske pansertropper
genforsynet med Mark VI Tiger tanks på 56 tons (4 tommer panser,
88mm kanon, 2 tunge maskinkanoner). Den 14. februar stødte Rommels
10. og 21. Panzer-division fra det erfarne Afrikakorps ud fra Faïd
mod Kasserine-passet, porten til forbindelsesknudepunktet ved Tebessa.
Dette vitale punkt blev holdt af elementer af Fredendalls 1. panserdivision
og 168. regiment-kampgruppe. De uerfarne amerikanere blev drevet 34 km
tilbage på ni dage, idet de mistede 192 dræbte, 2.624 sårede,
og 2.459 fanger og savnede. Netop som aksemagternes fremstød tydede
på at blive en større succes, blev det sløvet af stivere
amerikansk modstand, hjulpet af stærk luftstøtte og et modangreb
fra nord af den britiske 6. panserdivision. Rommels styrke led tilsvarende
tab og begyndte den 22. februar at trække sig tilbage til deres
oprindelige positioner. To uger senere overtog general George
Patton kommandoen over II korps, som blev opbygget til at omfatte
1, panser- og 1., 9. og 34. infanteri-division.
Det tyske angreb ved Kasserine viste sig at være
den sidste succesfulde offensiv fra aksemagterne i Afrika. Den 26. marts
gennembrød den britiske 8. armé (Bernard
Montgomery) Mareth-linjen og trængte den 6. april gennem det
fjendtlige forsvar ved Gabés. Den følgende dag mødte
en patrulje fra Montgomerys 4. indiske division en patrulje fra den 9.
amerikanske division, hvilket forband alle Alexanders landstyrker for
det endelige angreb i Tunesien.
Den 8. armé fortsatte sit fremstød op
langs med østkysten og indtog Sfax den 10. april, Sousse den 12.
april og angreb aksemagternes positioner ved Enfidaville en dag senere.
Den 8. armé udkæmpede nu en opdæmmende aktion, mens
det allierede hovedfremstød stiftede til nord. Her rykkede det
II korps op fra syd og udgjorde, nu anført af general Omar
Bradley, den venstre (nordlige flanke). (Patton var ved at organisere
den 7. arme til den kommende invasion af Sicilien). Den 1. panserdivision
fra Bradleys korps kæmpede sig vej ind i Mateur den 3. maj; den
9. infanteridivision indtog Bizerte fire dage senere. Mod syd smadrede
panserenheder fra den britiske 1. armé, hjulpet af tre erfarne
divisioner fra Montgomerys armé, sig vej mod Tunis den 6. maj.
Den 7. panserdivision tilbagelagde 48 km på 36 timer for at erobre
byen den 7. maj.
Tre af aksemagternes divisioner, som var fanget mellem
allierede styrker i Bizerte og Tunis, overgav sig den 9. maj. Den 10.
maj trængte den britiske 6. panserdivision sydpå tværs
over foden af Kap Bon-halvøen. To dage senere fik denne styrke
forbindelse med den 8. armé og det XIX franske korps mod syd. De
håbløst isolerede aksemagtstyrker overgav sig i flokke.
Under hele slaget om Tunesien angreb den britiske luftmarskal Sir Arthur
Tedders luftvåben i Middelhavet uophørligt aksemagternes
fly og tropper. Den amerikanske general Carl
Spaatz' taktiske fly gennemførte op til 2.500 missioner om
dagen.
De sidste af omkring 250.000 aksemagtstyrker overgav
sig den 13. maj, inkl. Afrikakorpset berømt fra ørkenen,
den 5. Panzer-armé (von Arnim) og den 1. italienske armé
(Giovanni
Messe, som havde det nominelle ansvar for krigsskuepladsen i Tunesien).
Aksemagternes døde og sårede talte omkring 40.000. Den britiske
1. armé led 23.000 tab, den 8. armé omkring 10.000. Amerikanske
tab var 18.500, inkl. 2.184 dræbte. Det seks måneder lange
slag om Tunesien sluttede kampagnen i Nordafrika. Den allierede sejr hjalp
med at åbne søfartslinjerne i Middelhavet mod østen
og banede vejen for en invasion af Sicilien to måneder senere.
|
|