Interventionen
af massive styrker af kinesiske kommunistiske »frivillige« (faktisk
den 3. og 4. felt-armé) havde drevet FN-styrkerne under general Douglas
MacArthur tilbage til den 38. breddegrad i slutningen af 1950. Her opstillede
general Matthew
Ridgway, som havde kommandoen med den amerikanske 8. armé (efter
at general Walton
Walker døde ved en trafikulykke den 23. december) sine tre korps
– fra venstre (vest) til højre – tværs over den koreanske
halvøs bredde: I (Frank
Milburn), IX (John
Coulter) og senere det X (Edward
Almond) længere mod øst. På den yderste højre
fløj holdt tre sydkoreanske korps – I, II og III – den
østlige ende af linjen. I alt havde Ridgway 365.000 mand fra 18 forskellige
nationer. Over for dem stod 485.000 kommunister bestående af general
Lin Piaos
kinesere og nordkoreanerne under premierminister Kim Il Sung.
Tidligt den 1. januar 1951 angreb de kommunistiske tropper,
hovedsageligt kinesere, FNs position efter et mortér- og artilleribombardement
der varede hele natten. Det tungeste angreb kom mod I og IX korps, som langsomt
blev tvunget tilbage. Trods grusomme tab rullede det kommunistiske angreb
fremad. Ridgway evakuerede Inchon og den sydkoreanske hovedstad Seoul den
4. januar. Mod øst opgav X korps Wonju den 10. januar under sin retræte
sydpå. Endeligt stabiliserede et stædigt FN-forsvar, hjulpet
af kraftig støtte fra luften, en linje tværs over halvøen,
omkring 120 km syd for den 38. bredde-grad den 24. januar.
Dagen efter indledte Ridgway et modoffensiv mod nord.
Dag for dag kæmpede FN-tropperne sig vej fremad tværs over en
front som pludseligt var blevet flydende. I et slag som var mere rette mod
opslidning end position drev FN-tropperne de kommunistiske styrker tilbage.
Mod vest blev Inchon og Kimpo-flyvepladsen base for F-86 Sabrejets som
havde fravristet kontrollen med himlen fra de russisk byggede MiG-15 fly),
blev generobret den 10. februar. Seoul blev omgået i øst og
indtaget uden kamp den 4. marts – den fjerde gang den nu ødelagte
by havde skiftet hænder. Omkring dette tidspunkt afløse general
Peng Teh-huai Lin Piao som kinesisk øverstbefalende i Korea, I slutningen
af marts krydsede Ridgways mænd igen den 38. breddegrad (med undtagelse
af den yderste venstre fløj). Denne fremrykning førte til
en uigenkaldelig uenighed mellem MacArthur, som ønskede at angribe
kinesiske baser i Manchuriet, og præsident Harry
Truman, som insisterede på at begrænse krigen. Den 11. april
afsatte Truman MacArthur. Ridgway blev øverstbefalende, mens general
James Van Fleet
overtog den 8. armé.
Imens opbyggede den kommunistiske fjende sin mandskabs-,
panser- og artilleristyrke for deres egen offensiv fra Jerntrekanten. Dette
åbne plateau – Chorwon, Kumhwa, Pyongyang – var en vigtigt
vejknudepunkt og holdeplads nær midten af halvøen, 30 til 50
km nord for den 38. breddegrad. Om natten den 22.-23. april indledte de
kinesisk-nordkoreanske styrker en større offensiv som ramte Seoul
hårdt og strakte sig østpå hele vejen til Det japanske
Hav. I en uge fremtvang omkring 350.000 kommunistiske tropper offensiven,
hvorunder de fleste angreb kom om natten. Van Fleet blev tvunget til at
opgive land, men havde den 1. maj stabiliseret en linje som dækkede
Seoul mod vest og derefter løb mod nordøst til et punkt over
den 38. breddegrad. Derefter stoppede kommunisterne angrebet for at omgruppere
og supplere deres svære tab. Men om natten den 15.-16. maj smadrede
en anden offensiv mod den højre (østlige) halvdel af FNs linje.
det sydkoreanske III korps i midten blev tilintetgjort, hvilket tvang FNs
X korps til at trække sig tilbage syd for den 38. breddegrad. Kun beslutsom
modstand fra den amerikanske 2. infanteridivision og 1. marinedivision (forstærket
af den amerikanske 3. infanteridivision) gjorde det muligt for van Fleet
at stoppe offensiven, den 20. maj, efter fem dages voldsomme kampe.
Dagen efter indledte den 8. armé en modoffensiv
langs med hele linjen. De udmattede, overudstrakte kommunistiske tropper
gav langsomt men støt efter. Hele territoriet tabt under fjendens
to forårsfremstød blev genvundet af FN-styrkerne. Den 11. juni
blev Chorwon-Kumhwa-basen i Jerntrekanten nået. Mod øst var
den såkaldte punchbowle nær Sohwa ved at blive ryddet. Den 15.
juni løb frontlinjen 30 km nord for den 38. breddegrad, med undtagelse
af længst mod vest. Under de næsten kontante kampe siden 22.
april menes kommunisterne at have mistet op imod 200.000 tab. FNs tab var
markant lavere.
Fjendtlighederne ophørte den 10. juli 1951 til
fordel for fredsforhandlinger. Da disse forhandlinger brød sammen
i august, genoptog Van Fleet sin begrænsede opdelte offensiv. Men
generelt brugte begge sider det meste af deres tid til at forbedre deres
defensive stillinger. Da fredsforhandlingerne blev genoptaget ved Panmunjon,
blev alle offensiver gradvist reduceret til aktive men defensive operationer
af begrænset omfang. I løbet af vinteren blev den 40. og 45.
infanteridivision afløst af den 24. infanteri- og 1. kavaleridivision.
I løbet af 1952 og den første halvdel af 1953 holdt patruljer,
forposttræfninger samt artilleri- og luftangreb (næsten udelukkende
af amerikanske fly) krigen kørende og forøgede tabslisterne
uden at ændre ved den generelle taktisk som blev anvendt. I denne
periode afløste general Mark
Clark Ridgway som FNs øverstbefalende. General Maxwell Taylor
overtog
kommandoen med den 8. armé. Begge sider fortsatte med at forøge
deres styrker indtil FNs styrke stod på 868.000 mand, kommunisternes
godt over en million.
Efter flere måneders forhandlinger, som primært
blev blokeret af FNs krav om frivillig repatriering af krigsfanger; syge
og sårede fanger blev udvekslet under Operation Little Switch mellem
den 20. og 26. april 1953. Endelig den 27. juli blev en våben-hvile
underskrevet, som afsluttede alle åbenlyse kampe. Den 8. armé
blev derefter vendt for at forstærke sin defensive linje langs med
den krigshærgede 38. breddegrad mellem de to koreaer og afventede
afgørelsen af en endelig fred. |
|