Portugal

Europa
16.02.13

De større slag og krige udkæmpet af nationen Portugal er oplistet herunder.

Historie: Den ældste befolkning, vi kan spore i Portugal, er ibererne, de nuværende baskers forfædre. Fra 5.4. århundrede f.Kr. indvandrede keltiske stammer fra Frankrig og gjorde sig til herrer over størstedelen af Spanien og Portugal. Efter 200 f.Kr. fulgte romerne, der efter voldsomme kampe gjorde Portugal til romersk provins (Lusitanien) 138 f.Kr. Portugal romaniseredes fuldstændig, og latin fortrængte det oprindelige sprog, så at ved år 100 e.Kr. forstod befolkningen ikke mere keltisk. Da Romerriget opløstes, besattes Portugal af alaner og sveber og blev derefter ca. 420 del af det vestgotiske rige, indtil dette 711 styrtedes af araberne. Disse beherskede hele landet, indtil de kristne fra Umajjade-dynastiets fald 1031 kunne begynde tilbageerobringen nordfra; ca. 1100 fik grev Henrik af Burgund Portucalia (egnen om Portus Cale, nuværende Oporto) til len af Alfons VI af Kastilien og gjorde yderligere erobringer fra araberne, så at sønnen Alfons I Henriques (1112-85) efter sejren ved Ourique 1139 kunne kalde sig konge af Portugal og fratage araberne Lissabon. — I den følgende tid fæstnedes Portugals stilling som selvstændigt rige, Alfons III, 1248-79, erobrede Algarve og kaldte sig »Konge af Portugal og Algarve«. Under hans søn Dionysius (s.d.) 1279-1325 oprettedes universitetet i Lissabon 1290, senere flyttet til Coimbra. Tidsrummet præges for øvrigt mest af stridigheder med gejstligheden, der allerede tidlig vandt stor rigdom og magt. De lavere stænder blev fremhjulpet både af Dionysius og Pedro I d. Grusomme 1357-67 (s.d.). — Da den burgundiske mandslinje uddøde, valgte stænderne Pedro I.s uægte søn Johan I 1385-1433 (s.d.). Under denne erobredes Ceuta 1415, Madeira koloniseredes, og de store opdagelsesrejser tog fart, især under prins Henrik Søfarerens ledelse. Tanger erobredes 1471, Azorerne og Kap Verde-øerne besattes, og under Johan II 1481-95 og Emanuel I 1495-1521 blev Portugal ledende kolonimagt ved Spaniens side. 1498 fandt Vasco da Gama vejen til Indien, hvor erobrerne Almeida og Albuquerque (s.d.) skabte det store kolonirige: Diu, Goa, Ceylon og Molukkerne, samt handel på Kina og Japan. 1500 førtes Cabral til Brasilien, der også erobredes for Portugal. Herved lededes vigtige handelsveje over Lissabon, som blev verdenshandelens brændpunkt. Et stort kulturelt og litterært opsving (se Camões) fandt også sted med en kortvarig blomstring af videnskab og kunst; men samtidig steg præsteskabets magt, inkvisitionen indførtes 1536 under Johan III (1521-57), og jesuitterne vandt stærkt indpas. Med Sebastian (1557-78), der faldt i nederlaget ved Alkazar i Marokko, og farbroderen Henrik (1578-80) uddøde det uægte burgundiske hus. — Filip II af Spanien (i Portugal Filip I) tiltvang som tronen og søgte at gøre Portugal til en spansk provins; desuden mistedes flere rige kolonier, især Molukkerne til hollænderne, og under trykket af spansk embedsmandsvælde rejstes en opstand af Johan af Bragança, der kronedes som konge (Johan IV 1640-56) og fordrev spanierne; først 1668 anerkendtes Portugals selvstændighed af Spanien. Sin gamle magt nåede Portugal dog ikke igen, kommercielt blev det afhængigt af England, især ved Methuen-traktaten af 1703. I det indre var kongerne enevældige ved den mægtige gejstligheds hjælp, mens stænderne, Cortes, mistede al indflydelse og under Johan V (1706-50) slet ikke mere indkaldtes. Under Josef I (1750-77) styredes Portugal af den almindelige Pombal (s.d.), der med energi afbødede virkningerne af jordskælvet 1. november 1755. Alle hans mange reformer og virksomhed for folkeoplysning ophævedes straks af Josef I.s datter Marie I (1777-1816), så at det begyndte fremskridt atter afløstes af ustandselig tilbagegang. Hertil kom napoleonstidens ulykker. 1807 besatte Junot Lissabon, og kongefamilien flygtede til Brasilien. Efter 7 års kampe fik Wellington fordrevet franskmændene, og de følgende år udbyttedes Portugal fuldstændigt af englænderne under Lord Beresford, indtil de fordreves ved en revolution 1820. Kongen, Johan VI (1816-26) vendte tilbage og underskrev den af Cortes vedtagne forfatning af 23. september 1822. Følgen blev Brasiliens løsrivelse under kejser Pedro I, mens Portugal siden da har været skuepladsen for endeløse forfatningskampe og militæropstande. Navnlig var Carta de lei af 1826 meget omstridt i henved 30 år, allerede 1827 ophævedes den af Dom Miguel (s.d.), der søgte at fortrænge Marie II da Gloria, 1826-53 (s.d.), under hvem chartister (s.d.) og septembrister (forfatningen af 23. september 1822) stadig stredes om magten, især under førerskab af Costa Cabral og Saldanha (s.d.). Under Pedro V 1853-61 og Ludvig I 1861-89 fortsattes det politiske virvar, dannelsen af et moderat parti (Regeneradores) 1871 bevirkede kun, at dette og Fremskridtspartiet (Progressistos) skiftedes til at misregere landet til større fordel for politikerne end for staten, så at den økonomiske misère nåede så vidt, at staten 1892 kun kunne betale 1/3 af renterne af gælden og 1898 måtte gå på akkord med sine kreditorer. Kong Carlos I, 1889-1908, var ganske uden evner til at føre udviklingen ind i et bedre spor, dette søgte derimod ministerpræsidenten João Franco (s.d.), idet han ved et diktatur 1907-08 fjernede partipolitikerne fra magten, ryddede op i korruptionen og gennemførte en række finansielle reformer. Følgen blev imidlertid hårdhændet undertrykkelse af alle frihedsytringer og stigende ophidselse, der endte med mordet på kongen og kronprins Ludvig Filip 1. februar 1908. Carlos' anden søn Manuel II, 1908-14, blev konge. Franco flygtede til udlandet, og efter kort tids ro under blandingsministeriet Ferreira do Amaral februar-december 1908 fortsattes de gamle partistridigheder. 4. oktober 1910 udbrød oprør i Lissabon, kongefamilien flygtede, republikken proklameredes med Theophilo Braga (s.d.) som provisorisk præsident (oktober 1910-august 1911); i løbet af 1911 anerkendtes republikken af de fleste andre stater. Ved dekret 21. april 1911 adskiltes stat og kirke; en grundlovgivende nationalforsamling sammentrådte juni 1911 og vedtog 17. august samme år en forfatning efter fransk mønster med en præsident på 4 år valgt af kamrene. 24. august valgtes Arriga til præsident med João Chagas som premierminister, der erklærede at ville følge en republikansk og antiklerikal politik. Royalistiske opstande ledet af Couceiro blev hurtigt slået ned oktober samme år og juli 1912. Politiske fanger blev i tusingvis fænslede og slet behandlede. Januar 1913 fik dr. Afonso Costa og hans radikale partivenner magten. Med stor strenghed undertryktes alle monarkistsammensværgelser, men partisplittelsen lammede stadig parlamentets virksomhed, og arbejderurolighederne tog til. Februar 1914 dannedes et forsoningsministerium under Bernardino machado, men ved verdenskrigens udbrud forværredes de politike forhold ved kampen for og imod deltagelse i krigen. Efter forskellige uroligheder, bl.a. lod demokraterne flåden bombardere Lissabon maj 1915, nedlagte præsident Arriaga magten og afløstes af Bernardino Machado august 1915. Dr. Costa blev atter premierminister november samme år. Under virksomt tryk fra engelsk side besluttedes det at beslaglægge alle tyske skibe i portugisiske havne februar 1916, hvorpå Tyskland erklærede Portugal krig 9. marts, Østrig 16. marts. Et nationalt samlingsministerium dannedes under dr. Almeida. Portugals deltagelse i krigen var dog yderst spagfærdig. Et mindre troppekorps sendtes til Nordfrankrig, og i tysk Sydvestafrika deltog portugiserne i indkredsningen af de tyske tropper. Trods krigsdeltagelsen fortsattes de indre stridigheder uanfægtet. Under en revolution december 1917 fængsledes præsident Machado, de revolutionæres fører major Sidonio Paes blev præsident og valgtes ved folkeafstemning april 1918, men blev allerede myrdet december samme år. En måned efter proklameredes kongedømmet i Oporto og hele Nordportugal, men allerede i februar genoprettedes republikken ved en modrevolutionær bevægelse. Efter Paes's mord har dene ene regering hurtigt afløst den anden uden at formå andet end øge forvirringen og ødelægge statens finanser. Følgen af de trykkede økonomiske forhold har været idelige striker, ofte voldelige, og alvorlige sociale uroligheder. 28. juni 1919 medundertegnede Portugal Versaillesfreden, men en trykkende gæld var Portugals hovedresultat af deltagelsen i krigen. (HK7/1924)

Alfons 1. (Alfonso Henrieques) 1139-1185
Sancho 1. 1185-1211
Alfons 2. den Tykke 1211-1223
Sancho 2. den Lade 1223-1248
Alfons 3. 1248-1279
Dinis (Dionysius) 1279-1325
Alfonso 4 1325-1357
Peter I den Grusomme (Pedro) 1357-1367
Fernando I 1367-1383
Johan I 1383-1433
Edvard (Duarte) 1433-1438
Alfons V Afrikaneren 1438-1481
Johan II den Fuldkomne 1481-1495
Emanuel I den Store (Manuel) 1495-1521
Johan III Jesuitten 1521-1557
Sebastian 1557-1578
Henrique 1578-1580
Filipe III -1640
Johan IV 1640-1656
Johan V 1706-1750
Josef I 1750-1777
Pedro III 1777-
Marie I 1777-1816
Pedro I 18xx-1826
Johan VI  
Miguel I (Dom Miguel) 1828-1834
Maria II 1826-1853
Pedro V 1853-1861
Ludvig I 1861-1889
Carlos I 1889-1908
Manuel II 1908-1910