Okinawa

Det sidste og største landslag under Stillehavskrigen fandt sted på Okinawa, en 2.055 kvadratkilometer stor ø som ligger mindre end 650 km under det sydlige Kyushu. Denne største ø i Ryukyo-kæden udgjorde den sidste vadesten til Japan under den lange amerikanske fremrykning tværs over den centrale og sydvestlige del af Stillehavet. Herfra skulle den planlagte invasion af Japans hjemøer komme – Kyushu i november 1945, Honshu i marts 1946 (et angreb som blev ophævet af den japanske overgivelse den 15. august 1945).
   Til at forsvare Okinawa mod de fremstormende amerikanere, indsatte general Mitsuru Ushijima mere end 100.000 tropper fra den 32. armé, hvoraf langt størstedelen gravede sig ned bag Naha-Shuri-Yonabaru linjen tværs over den sydlige femtedel af øen. Japanerne planlagde at kæmpe til døden bag denne linje for at give deres kamikaze selvmordspiloter tid til at ødelægge admiral Raymond Spruances 5. flåde, som beskyttede invasionen.
   Under den overordnede kommando af admiral Chester Nimitz, blev de amfibiske angrebsstyrker bragt til Okinawa under admiral Richmond Kelly Turner (som havde styret sådanne operationer siden Guadalcanal, 30 måneder tidligere). Angrebet blev overdraget den nyligt dannede 10. armé, kommanderet af general Simon Buckner Jr., veteran fra modoffensiven i Aleuterne i 1943. Den 26. marts erobrede den 77. infanteridivision (Andrew Bruce) øerne Kerama og Keise ud for Okinawas sydvestlige kyst. Selve invasionen ville komme seks dage senere på Hagushi-strandene på det vestlige Okinawa, 15 km over den japanske hovedforsvarslinje. Her ville marinegeneral Roy Geigers III amfibiske korps udgøre angrebets nordlige fløj – 6. marinedivision (Lemuel Shepherd) til venstre, 1. marinedivision (Pedro del Valle) til højre, mens den 2. marinedivision (Thomas Watson) foretog en skinlandgang på den sydlige spids af øen. Den 10. armés sydlige (højre) fløj bestod af general John Hodges XXIV korps – 7. infanteridivision (Archibald Arnold) og 96. infanteridivision (James Bradley) fra venstre til højre.
   Den 1. april ramte Buckners hær standene og rykkede hurtigt ind i landet mod kun let modstand. Ved nattefald besatte 50.000 tropper et brohoved 13 km langt og 4-6 km dybt. To dage senere havde 1. marinedivision sikret en korridor til den østlige kyst tværs over Okinawas 4 km brede liv. Til højre for dem var den 6. marinedivision svunget nordpå og stødte op langs begge kyster. Den 8. april havde den 6. nået den forrevne Motobu-halvø, som ragede vestpå ud i det Østkinesiske Hav. Det tog 12 dage at rydde dette stærke modstandscenter. Men frem til den 20. april var den nordlige 4/5 af Okinawas længde på 104 km sikret.
   Under erobringen af Motobu-halvøen var øen Ie Shima ud for kysten blevet invaderet af den 77, infanteridivision den 16. april. Efter en grusom fire dage lang kamp erobrede soldaterne øen, efter at have dræbt omkring 4.700 japanere. USAs tab var 258 øde og 879 sårede. En af de dræbte, den 18. april, var den amerikanske krigskorrespondent Ernie Pyle.
   Imens fandt det XXIV korps på den sydlige ende af øen langt hårdere modstand. Efter at være rykket østpå tværs over Okinawas bredde i løbet af de to første dage, vendte infanteristerne 90 grader mod syd, med den 7. på venstre og 96. på højre flanke. Den 8. april var den japanske modstand vokset kraftigt, og tre dage senere blev det XXIV korps stoppet af Naha-Shuri-Yonabaru linjens ydreværker. Derpå sendte Hodge den 27. infanteri-division (George Griner) ind på vestkysten til højre for 96. Den 19. april indledte XXIV korps et stort angreb, med tre divisioner i bredden, på en 8 km bred front. Men på 12 dage med ondartede, svingende kampe blev mindre end 3 km erobret. Derefter blev det III amfibiske korps beordret på linje for at danne den højre fløj, med 6. marinedivision på vestkysten, den 1. inde i landet. På venstre flanke beholdt 7. sin stilling på østkysten; den 77. rykkede ind til højre for den for at afløse de medtagne 27. og 96. divisioner.
   Den 4. og 5. maj sendte Ushijima et kraftigt modangreb mod den 10. armés venstre flanke. Indsatsen var katastrofal for japanerne, som blev nødt til at forlade deres stærke forskansninger og kæmpe i det åbne – 6.227 dræbte. XXIV korps led 714 tab. Seks dage senere genoptog Buckner offensiven trods gennemvædende forårsregn (den forfriskede 96. havde afløst den 7. på den yderste venstre). Med grusom, udmattende krigsførelse kæmpede begge amerikanske korps sig ind i og gennem de japanske forsvarslinjer. Den 23. maj stormede den 6. marinedivision ind i Naha for at omgå fjendens vestlige flanke. Den 1. marinedivision i midten tog Shuri-borgen den 29. maj. Til højre stødte XXIV korps ubønhørligt sydpå og omgik linjen mod øst.
   Den 4. juni foretog den 6. marinedivision et kyst-til-kyst amfibisk angreb på Oruka-halvøen mod sydvest. Halvøen blev erobret efter ti dages voldsomme kampe, mens det 8. regiment (oberst Clarence Wallace) fra 2. marinedivision sluttede sig til hovedfremstødet til den sydlige spids af Okinawa. Under denne sidste bitre fremrykning blev Buckner dræbt af fjendtligt artilleri den 18. juni og afløst af Geiger fra marinekorpset. Tre dage senere nåede den 10. armé den sydlige kyst og vendte derpå tilbage for at rydde de tilbageværende modstandslommer. Landslaget sluttede officielt den 2. juli.
   Den japanske 32. armé blev udryddet – mere end 100.000 dræbte og 10.000 sårede. USAs tab var også svære – 2.938 marinesoldater døde eller savnede og 13.708 sårede, 4.676 fra hæren døde eller savnede og 18.099 sårede.
   Til søs og i luften var slaget lige så sejrrigt som på land. Den 7. april blev verdens største slagskib Yamato, som sejlede sydpå mod kampen, sænket af amerikanske hangarskibsfly i det Østkinesiske Hav. En japansk let krydser og fire destroyere blev også ødelagt. Før slaget om Okinawa sluttede, blev yderligere 9 japanske skibe sænket. Nippon-flåden var praktisk talt udryddet. Japanske fly angreb den 10. armé og dets skibe ud for kysten under hele landslaget. Bombefly udrettede kun lidt skade, men i omkring 1.900 angreb dykkede kamikazes gennem luftforsvaret for at sænke 36 amerikanske skibe og beskadige yderligere 368. Disse angreb dræbte 4.907 flådefolk og sårede yderligere 4.824. Men under det tre måneder lange slag blev omkring 7.800 japanske fly ødelagt, mod en pris på 763 amerikanske fly. Japansk luftstyrke var blevet en skygge.
   Fra Okinawa forberedte de allierede sig nu for den projekterede invasion af Japan. General Joseph Stilwell overtog den 10. armé, som sammen med den amerikanske 1. armé (overflyttet fra Europa) kom under den overordnede kommando af general Douglas MacArthur. Admiral Nimitz fortsatte med at kontrollere alle flådeenheder. Men landangrebet på Japan blev unødvendigt da det amerikanske luftbombardement tvang den japanske regering til at acceptere en betingelsesløs overgivelse seks uger efter at slaget om Okinawa sluttede.