Preussens
opgang under den Østrigske
Arvefølgekrig (inkl. de to første schlesiske krige) fremkaldte en
ny gruppering af europæiske magter. Storbritannien (George
II), som frygtede et fransk angreb på Hannover, dannede en alliance
med Frederik
II (den Store) af Preussen. I opposition stod en koalition af Østrig
og det Tysk-Romerske Rige (Maria
Theresia), Frankrig (Ludvig
XV), Rusland (Elizabeth),
Sverige og Sachsen. Med kendskab til den ring, som var organiseret mod
ham, slog Frederik til først. Den 29. august 1756 marcherede han ind i
Sachsen og indledte derved den Tredje Schlesiske Krig, bedre kendt som
Syvårskrigen (i Nordamerika blev konflikten mellem Storbritannien og Frankrig
kaldt den franske og indianske krig) allerede to år gammel. Det var den
første rigtige verdenskrig.
Den preussiske hær besatte Dresden den 2. september,
mens den sachsiske styrke på 18.000 mand faldt 15 km tilbage mod sydøst
til Pirna på Elben. For at hjælpe de nødstedte sachsere, ilede feltmarskal
grev Maximilian
von Browne op fra Böhmen med en østrigsk hær på 30.000 mand. Frederik
rykkede længere op ad Elben for at møde ham med en hær af lignende størrelse.
De to styrker stødte sammen ved Lobositz (Lovosice), i det nordvestlige
Böhmen, om morgenen den 1. oktober. En tæt tåge og et ujævnt terræn brød
slaget op i en række træfninger på bataljonsstørrelse. I denne type kamp
viste de preussiske troppers disciplin og hårdnakkethed sig overlegen.
Østrigerne blev slået tilbage med et tab på 3.000 mand. Frederiks tab
var lige så svære.
Den preussiske sejr ved Lobositz beseglede den sachsiske hærs skæbne ved
Pirna. De overgav sig den 15. oktober og blev øjeblikkeligt tvangshvervet
til preussisk tjeneste. Dette sluttede kampagnen for 1756. Krigen var
nu officiel erklæret i alle lande og Frederik forberedte at tage offensiven
igen det følgende år.