Leyte Golf
Filippinerne

Anden Verdenskrig, 1944 15.10.16

Den amerikanske invasion af Leyte den 20. oktober truede med at afbryde Japans vitale olieforsyning fra Ostindien. I en desperat indsats for at holde Filippinerne beordrede admiral Soemu Toyoda den japanske flåde til at gå i offensiven efter en begavet plan. Det efterfølgende slag blev en af de største og mest komplekse træfninger i den maritime historie.
   Den 22. oktober forlod admiral Jisaburo Ozawa de japanske farvande mod Filippinere med en styrke på fire hangarskibe, 2 slagskibe, 3 krydsere, og otte destroyere. Denne såkaldte Nordlige Styrke skulle tjene som madding for at trække admiral William Halseys Tredje Flåde væk fra Leyte Golf. (I forventning om at miste hele denne styrke, holdt Toyoda sine seks største hangarskibe tilbage i Japan). På samme tid konvergerede to andre japanske angrebsstyrker sig mod Filippinerne fra vest. Ifølge planen skulle disse styrker fordrive admiral Thomas Kinkaids Syvende Flåde og derpå tilintetgøre de ubeskyttede amerikanske angrebs-styrker i Leyte Golf. Angrebets venstre klog, Center-styrken, blev anført af admiral Takeo Kurita. Med 5 slagskibe, 12 krydsere og 15 destroyere havde Kurita retning mod Sibuyan-havet og San Bernardino-strædet, idet han planlagde at gå ind i Leyte Golf fra nord. Angrebets højre klog var faktisk to grupper – admiral Shoji Nishimura (to slagskibe, en krydser, fire destroyere) og admiral Kiyohide Shima (tre krydsere, fire destroyere). Denne Sydlige Styrke nærmede sig Leyte Golf fra syd gennem Sula- og Mindanao-havet.
   Den største svaghed for de amerikanske flåder, som beskyttede invasionen af Leyte, var kommandostrukturen. Halseys Tredje Flåde (16 hangarskibe, 6 slagskibe, 15 krydsere, 58 destroyere) blev ledet af admiral Chester Nimitz, øverstbefalende for Stillehavsflåden. På den anden side var Kinkaids Syvende Flåde (16 eskortehangarskibe, 6 slagskibe, 11 krydsere, 86 destroyere) del af Douglas MacArthurs Sydvestlige Stillehavs-kommando.
   Slaget åbnede den 23. oktober, to dage forud for den japanske tidsplan, da Kuritas Center-styrke blev angrebet af to amerikanske ubåde ud for Palawan i det Sydkinesiske hav. Darter og Dace sænkede to krydsere (inklusiv flagskibet, Atago) og lemlæstede et tredje. Den følgende dag foretog hangarskibsfly fra Tredje Flåde fem luftangreb mod Center-styrken i Sibuyan-havet. Fem krigsskibe blev beskadiget, og superslagskibet Musashi kæntrede med tabet af halvdelen af sin besætning på 2.200 mand. Kurita, som klagede til sine overordnede via radio over manglen på luftdække, vendte tilbage vestpå. Imens øst for Filippinerne angreb 76 fly fra Ozawas Nordlige Styrke den tredje Flåde og ødelagde hangarskibet Princeton, men med en pris på 56 japanske fly. Derpå bed Halsey på krogen og sejlede nordpå, hvilket blotlagde brohovedet på Leyte.
   Den følgende dag, 25. oktober, blev slaget ved Leyte Golf opsplittet i tre separate træfninger.
   Surigao-strædet. For at blokere den sydlige indsejling ind i Leyte Golf gav Kinkaid admiral Jesse Oldendorf kommandoen over den Syvende Flådes krigsskibe. I det tidlige morgenmørke den 25. oktober angreb Oldendorf den japanske Sydlige Styrke fra baghold, som den dukkede op fra Surigao-strædet. Amerikanske motortorpedobåde, destroyere og store krigsskibe ødelagde seks af Nishimuras syv skibe på mindre end to timer. Shima, som sejlede 65 km bagved med sin styrke på syv skibe, vendte sin kurs og trak sig tilbage, og mistede kun en let krydser. I hvad der måske var det sidste linjeslag i flådehistorien mistede USA en beskadiget destroyer.
   Kap Engano. Ved daggry den 25. oktober, efter den Syvende Flådes nattesejr i Surigao-strædet, lokaliserede Halseys Tredje Flåde den japanske Nordlige Styrke ud for Kap Engano i det nordøstlige Luzon. Fem voldsomme amerikanske luftangreb sænkede alle fire af Ozawas hangarskibs brugt som madding, plus en destroyer. Netop som den Tredje Flådes skibe var på nippet til at tilintetgøre hele den fjendtlige styrke, modtog Halseys nødopkald fra Leyte Golf og stoppede angrebet. Kuritas Center-styrke havde ændret kurs igen, passerede gennem San Bernardino-strædet, og truede med at ødelægge de næsten forsvarsløse amfibiestyrker i golfen. Halsey vendte omkring og startede et 500 km langt kapløb mod syd.
   Samar. Da Kurita igen rykkede ud gennem San Bernardino-strædet om morgenen den 25. oktober, vendte han sydpå mod Leyte Golf. Halvvejs nede langs med kysten af Samar-øen, stødte han på en styrke fra Syvende Flåde på seks eskortehangarskibe og syv destroyere og destroyereskortefartøjer under admiral Clifton Sprague. De amerikanske skibe forsøgte at flygte fra den stærkere, hurtigere fjendtlige styrke. Trods de desperate manøvrer fra hans skærmende fartøjer, plus voldsomme angreb fra hangarskibsfly, stod Spragues styrke i fare for total ødelæggelse. Men efter to timers kraftigt bombardement afblæste Kurita pludseligt jagten og trak sig tilbage nordpå mod San Bernardino-strædet. Kun hangarskibet Gambier Bay og tre eskortefartøjer var blevet sænket, mens japanerne havde mistet tre krydsere. Kuritas ekstraordinære tilbagetrækning forhindrede sandsynligvis en større katastrofe for de tyndhudede angrebsskibe fra Syvende Flåde. Den 26. oktober sluttede slaget ved Leyte Golf med at amerikanske hangarskibsfly sænkede yderligere en krydser fra Kuritas flygtende Center-styrke i Sulu-havet.
   Japan mislykkedes totalt i at nå sit hovedmål med at ødelægge de amfibiske skibe i Leyte Golf. Slaget kostede nipponeserne mere end 300.000 tons krigsskibe – tre slagskibe, fire hangarskibe, ti krydsere og ni destroyere – og ødelagde deres flådes kapacitet til at udkæmpe yderligere søslag. USA mistede 37.000 tons krigsskibe - en let og syv eskortehangarskibe, to destroyere og et destroyereskortefartøj. Et af eskortehangarskibene, St. Lo (foruden tre andre beskadigede hangarskibe), blev offer for de første kamikaze (guddommelig vind) angreb fra japanske piloter som selvmordsagtigt styrtdykkede deres fly ind i amerikanske skibe. Vejen var nu åben for yderligere allierede erobringer i Filippinerne og på øer endnu tættere på Japan.