Kina

 
Asien 25.11.14

De sørre slag og krige udkæmpet af hvad der nu er de to kinesiske nationer er oplistet herunder. For tidligere historie, se Mongolske Krige.

Historie: Den ældre tid. Kina er det nutidsrige, der har den ælste skrevne historie. De gamle kinesiske annaler fører os tilbage til 3.000 f.Kr.; men hvad de fortæller, er i høj grad uhistorisk og sagnagtigt. Den ældste mytiske historie begynder med 5 store herskere, der skal have grundlagt staten og samfundet. Den første, Fuhi, levede ca. 2.800 f.Kr. Ligeledes tilhører de to ældste dynastier Hsia og Sjang sagnenes verden, den historiske tid begynder først med kejserhuset Tsjou 1122-255 f.Kr. Dettes stifter Wuwang lagde grunden til Kinas lovgivning og knyttede forbindelse med Korea. Under hans mere tyranniske efterfølgere udviklede Kina sig til en lensstat ligesom Japan langt senere. Allerede på denne tid optår den lærde stand, og Kina kan allerede da opvise sine store kulturbærende filosoffter Laotse, Kongfutse og Mengtse (s.d.). Det næste dynasti Tsin (255-06) bæres af en dygtig kriger, tyrannen Jihoangti, der knækker lensvæsenets magt, grundlægger enevælden og deler Kina i 36 provinser; tillige udvider han riget indtil Jangtsekiang og påbegynder opførelsen af den store mur mod mongolernes indfald. — I Han-dynastiet (206 f.Kr.-20 e.Kr.) indes flere dygtige regenter som Wuti og Kvang Wuti, under hvem rigets politiske enhed fæstnes. Videnskab og litteratur opnår en rig blomstringsperiode, Kongfutses lære vinder stor udbredelse, og samidig begynder buddhismen at trænge frem fra c. 65 e.Kr. under Mingti. I dette tidsrum erobres Mongoliet og syd for Jangtsekiang Jynnan, Kvantung og Tongking. Efter 220 opløses Kina i 3 riger, og den følgende tid præges af opløsning og tatarernes angreb. I Nord-Kina dannes et tatarrige ca. 420, mens et ægte kinesisk rige holder sig i syden. 581-617 samles atter hele Kina under Sui-dynastiet, der hurtigt afløstes af Tang-dynastiet (618-907). Dettes 2. kejser, Taitsung (627-649), var en dygtig hersker, der erobrede Tibet og Kasjgar, og under hvem fred og orden skaffede kulturen en ny opblomstring. De næste århundreder, Sung-dynastiernes tid, det nordlige 960-1127 og det sydlige i Nanking 1127-1279, er atter fyldt af uroligheder og stadig angreb fra tatarerne, indtil nogle stammer Khitan, 1125 afløst af Kin, beslægtede med de senere mansjuer, ca. 1050 erobrer Nord-Kina og fortrænger de kinesiske kejsere til Nanking i syd. Kineserne kalder mongolerne til hjælp, hvorpå disse erobrer Peking 1215 og omstyrter Kin-riget 1234. 1279 underlægger de sig også det sydlige kinesiske rige, og Kublai Khan (s.d.) grunder mongol-dynastiet Juan (1260-1368), der i over 100 år beherskede hele Kina. Dette herredømme var dog ilde set af kineserne, 1342 rejste Tsjujuentsjang sig til oprør, fordrev undertrykkerne og grundede huset Ming (1368-1644); som kejser tog han navnet Hungwu (1368-98). Denne regnes for Kinas ypperste hersker, under hvem den nuværende regeringsform i det væsentligste uddannedes; dog herskede Ming-dynastiet kun over det egentlige Kina, mens Mongoliet var ufahængigt. 1517 kom portugiserne til Kina og grundede kolonien Macao, senere hollænderne 1604; fri handelsforbindelse fik de dog ikke, un enkelte steder måte de handle, men alligevel begyndte nu en livlig udførsel af kinesiske varer, især te og porcelæn. I 17. århundrede begyndte atter de gamle barbarindfald fra norgrænsen. Mansjuerne besatte Liaotung-halvøen, hvor deres høvding Taitsung erklærede sig for kejser 1635. Under et alvorligt oprør, hvor Peking blev indtaget, kaldtes mansjuerne til hjælp, men denne tog de sig betalt ved at bemægtige sig hele Kina og indsætte et nyt kejserhus. — Tsing-dynastiet (1644-1912). Som det i reglen går i erobrede kulturstater, lod mansju-kejseren Sjuntsji (1644-61) de kinesiske embedsmænd, mandarinerne, fortsætte det gamle af Ming-dynastiet skabte forvaltningssystem og forbeholdt kun mansjuerne en herskende stilling, til dels isoleret fra de egentlige kinesere. Mansjuerne er dog aldrig gået helt op i kineserne, de har tilegnet sig deres kultur fuldtud, men den gamle racemodsætning eksisterer endnu både socialt og politisk. Efterfølgeren Kang-Hsi (1661-1722), en af Kinas størsteregenter, fæstnede yderligere mansjuherredømmet både i nord og syd. Mongoliet knyttedes fastere til Kina, ligesom Tibet og Korea, og 1683 erobredes Formosa. Med Rusland sluttedes en grænsetraktat 1689, og Kang-Hsi stillede sig i det hele venskabelig overfor europæerne, mens den næste kejser Jung-Tsjih (1722-35) var mere tilbøjelig til at følge afspærringssystemet. Det samme gjaldt Kien-Lung (1735-96), under hvem den specifikt kinesiske kultur nåede sit højdepunkt og sin bedste glansperiode. Mod tatarerne, Tibet og Burma førtes heldige krige, i det indre herskede fred og ro under et strengt, men retfærdigt regimente. I denne periode fæstnedes den hårdnakkede væren-sig-selv nok, der siden da har præget hele den kinesiske kultur og lukket enhver ydre indflydelse ude, således at al udvikling næsten synes standset. Kiaking (1796-1820) fortsatte afspærringspolitikken ved at optræde yderst afvisende overfor englænderne, men styrede i øvrigt grusomt og ødselt under idelige oprøsorsøg og forstyrrende sørøverier. Urolighederne fortsattes stadig under Taouang (1820-50), der personlig var mådeholden og velvillig. Under ham kom den første kamp med europæerne, det første led i den lange række ydmygelser, der måtte til for at lære kineserne isoleringsprincippets forkastelighed. Pga. Kinas voksende forbrug af Opiu var denne blevet en vigtig handelsvare for engelske købmænd. Kineserne søgte nu at lægge opiumshandelen hindringer i vejen, hvad der førte til åben krig med England 1840-42, og ved freden i Nanking måtte Kina afstå Kong-kong, betale 80 mio. kr. og lade 5 havne åbne for handel med England. 1844 afsluttedes ligeledes traktater om åbne havne med Frankrig og de Forenede Stater. Under den følgende kejser Hienfeng (1850-61) tog bevægelsen for at lukke for europæerne atter fart. Hertil kom desuden alvorlige indre forviklinger. 1849 udbrød det store Taipingoprør. Dette skyldtes en religiøs-politisk sekt, Taipingerne, der gjorde propaganda for Ming-dynastiet mod mansjuerne. Deres fører var Hung-hsiu-tsuen, en tidligere skolelærer; han udråbtes 1851 til kejser og stifter af dynastiet taiping, erobrede hele Kina syd for Jangtsekiang og tog Nanking til hovedstad. Samtidig greb imidlertid England ind; Kina havde ikke opfyldt sine forpligtelser efter traktaten og tillod sig adskillige overgreb overfor europæerne, hvorfor englænderne bombarderede Kanton og ødelagde den kinesiske flåde oktober 1856. Da fremmedforfølgelsen stadig vedblev, enedes Frankrig og England om en fælles optræden, besatte Kanton december 1857 og erobrede Takuforterne ved Peiho-flodens munding maj 1858. Den påfølgende fred i Tientsin 26. juni blev imidlertid kun afsluttet på skrønt af Kina uden ratificering. August 1860 landsatte derfor vestmagterne en hær og erobrede Peking, hvor freden sluttedes 24. oktober 1860. Kina måtte betale 80 mio. frank og åbne 4 nye havne. Peking rømmedes ikke, før fredsbetingelserne blev opfyldt. Fra nu af residerede engelske og franske gesandter i Peking. Samtidig med Tientsin-freden 1858 erhvervede Rusland Amur-provinsen ved en særlig overenskomst. Kort efter døde kejseren og efterfulgtes af sin 5-årige søn Tung-Tsjih (1861-75). Dennes onkel Kung og moder Tse-Hsi styrede det indsatte regentskab og tog selv magten. Kung indså nu, at isoleringspolitikken var umulig, og som leder af det nyoprettede udenrigsministerium (Tsunglijamen) trådte han i diplomatisk forbindelse med de europæiske magter, med hvem flere handelstraktater afsluttedes, bl.a. med Danmark 1863. Desuden sendtes en kinesisk studiekommission til Europa 1869. Da regeringen ikke selv kunne få bugt med Taiping-oprøret, bad den England og Frankrig om hjælp. Disse to magter greb da ind og fordrev taipingerne fra Shanghai, Ningpo og Nanking 1864, hvorpå opstanden kuedes 1865 med blodig strenghed. Dog vedblev taipinger at optræde i spredte røverbander vestpå. Samtidig løsrev Jarkand og Kasjgar sig under Jakub Begs ledelse. 1873 overtog Tung-Tsjih selv regeringen; med de fremmede gesandter kom han i personlig berøring ved at modtage dem i audiens for første gang juni 1873. — Kuang-Hsu (1875-1908), en brodersøn af Tung-Tsjih, var kun 4 år ved sin tronbestigelse, hvorfor enkekejserinden, Tse-Hsi, stadig beholdt magten i forening med prins Kung, der forestod tsunglijamen, indtil han fjernedes 1884. Flere gange i den følgende tid var Kina nær ved at indvikles i farlige krige, 1874 med Japan i anledning af Korea og 1882 med de Forenede Stater, da disse ville holde alle kinesiske arbejdere ude fra Nordamerika. Denne indskrænkning i indvandringsfriheden har også senere forvoldt spænding mellem de to magter. 1901 vedtog Australien en lov i samme retning. Med Frankrig indlod Kina sig i strid 1882 om Anam og Tonking, men ved freden juni 1885 måtte det indrømme Frankrig og protektoratet over disse lande. Derimod lykkedes det 1881 markis Tseng (s.d.) ved fredelige forhandlinger at bevæge Rusland til at tilbagegive Kuldsja, som det havde bemægtiget sig 1871. Disse hyppige ydmygelser overfor fremmede magter gav stadig de europæerfjendtlige følelser næring. 1891 brød således et stort oprør løs, og en del udlændinge myrdedes. På den anden side gjorde der sig nu, efter at Kuang-Hsu 1889 var blevet myndig, en tydelig bestræbelse gældende for at lære Europas materielle kultur at kende og anvende den i Kina. Jernbane- og telegraflinjer anlagdes trods befolkningens modstand, handelssamkvemmet med Europa voksede, og flere havne åbnedes for den internationale handel. Prins Kung fik atter ledelsen a tsunglijamen 1894. Uheldigvis afbrødes denne begyndende udvikling af den sørgelige krig med Japan, hvorved atter fremmedhadet blussede op i lys lue og hindrede alle foreformer foreløbig. Årsagen til den japanske krig var Korea, hvor begge magter ville have indflydelse. Kina besatte Söul for at understøtte kongen Ji-Höng mod det japansksindede fremskridtsparti. Japan erklærede da krig juli 1894. Marskal Jamagata fordrev først kinerserne fra Korea, admiral Ito slog den kinesiske flåde ved Jalu-mundingen og senere ved Haiyuntau, hvorefter marskal Ojama gik i land på Liaotung-halvøen og erobrede Port Arthur november 1894. General Nodsu havde imidlertid overskredet Jalu-floden (oktober) efter en let sejr og trængte marts 1895 frem til Niutsjwang, således at vejen toæ Peking lå åben. Da tillige Ojama havde erobret Weihaiwei (februar) og ligeledes Formosa var blevet besat, måtte Kina slutte præliminærfreden i Shimonoseki 17. april 1895, hvorved det afstod Formosa, Liaotung ig Pescadores-øerne, anerkendte Koreas uafhængighed og forpligtede sig til at betale 200 mio. tael i krigsomkostninger. Rusland, Frankrig og Tyskland tvang imidlertid Japan til ved den endelige fred 8. maj samme år at opgive Liaotung mod yderligere 70 mio. tael. Den af Japan begyndte plyndring af Kina fortsatte de følgende år, da Tyskland 1898 »forpagtede« Kiautsjau, mens Rusland samme år tog Port Arthur og Talienwan, England Weihaiwei og Frankrig Kuangtsju. Følgen heraf var en stærk fremmedfjendtlig bevægelse. Enekejserinden Tse-Hsi (s.d.) tilrev sig hele magten og tillod bokseropstanden (s.d.) at brede sig uhindret. Efter stormagternes tog til Peking august 1900 måtte Kina indgå en overenskomst 13. januar 1901 om at betale 450 mio. tael på 30 år og sende prins Tsjun (s.d.) på undskyldningsrejse til Tyskland. Med vicekongen i Tsjuli, Juanshikai (s.d.), som ledende mand påbegyndtes et omfattende reformarbejde på talrige områder: forvaltning, undervisning, trafik, hær og flåde, finanser m.m. Oktober 1907 befalede regeringen oprettelsen af provinsråd og lovede august 1908 et rådgivende rigsparlament til 1917. November 1908 døde Tse-Hsi og kejser Kuang-Hsu omtrent samtidig. Denne sidstes 2årige brodersøn Hsuan-Tung (1908-12) besteg tronen under formynderskab af sin fader, »Soneprinsen« Tsjun, under hvis regimente reformarbejderne syntes at få lov til at visne ganske roligt. Juanshikai afskedigedes øjeblikkelig, og mansjuaristokratiet syntes at ville tage styret igen. Oktober 1909 trådte de rådgivende provinslanddage første gang sammen i følge frfatningsediktet fra 1906, og året efter, 3. oktober åbnede prinsregenten et rigsudvalg i Peking på 200 medlemmer, 100 valgte af kronen, 100 af provinslanddagene. Prins Pulun blev forsamlingens præsident. Forsamlingen var kun rådgivende, men søgte at vinde myndighed til at føre en virksom kontrol med regeringen. Denne blev tvunget til i dekret af 4. november 1910 at love forfatningens indførelse i løbet af 3 år. Også på andre områder måtte regeringen vige for den offentlige mening, båret frem af rigsudvalget. Således kravet om, at kollegiesystemet afløstes af enkeltministre, ansvarlige overfor folkerepræsentationen. Regeringen opløste januar 1911 forfatningskommission og rigsudvalg og nedsatte en ny, noget reaktinært farvet forfatningskommission. Herimod protesterede en parlamentsliga, der forblev i Peking som et politisk parti, hvorefter regeringen april 1911 gennemførte den lovede ændring af ministerierne. Den parlamentariske bevægelse havde siden 1906 sat drøftelsen af europæiske ideer på dagsordenen i Kina. De ungkinesiske litteraters og agitatorers fører var Kang-ju-wei's gamle ven og elev, dr. Sun-jat-sen, der med sit hemmelige parti, Kuo-ming-tan, fra Japan virkede for mansjuernes fald og for at geninde Kina for kineserne. Særlig i Sydkina vandt de republikanske ideer fodfæste, støttede af de talrige hemmelige selskaber. Et opgør måtte komme mellem kineserne og mansjurgeringen, der faktisk kun havde magtens skin tilbage. Udbruddet i efteråret 1911, skyldtes en mislykket rishøst i Jangtseprovinserne og regeringens jernbanepolitik. Da ediktet af 9. maj 1911 ophævede en række jernbanekoncessioner, rejste sig overalt en storm af forbitrelse. Medvirkende årsager var harmen over japanernes og russernes optræden i Mansjuriet og vestlige Mongoliet, forbitrelsen over det uansvarlige Mansju-kabinet, agitationen for fatningen og kravet om et grundlovgivende nationalparlament. Oprøret begyndte i den folkerige provins Sze-tsjuan og bredte sig hurtigt under løsenet: mansjuernes fordrivelse. I løbet af få dage var oprørerne herrer over Jangtsebyerne Wutsjang, Hankou og Han-jang, og regeringstropperne måtte trække nordpå ind i naboprovinsen Honan (10.-12. oktober 1911). Mansjuregeringen øjnede nu farens størrelse. Krigsministeren sendtes afsted med Nordkinas bedste soldater, og regeringen udnævnte Juan-shi-kai til vicekonge over provinserne Hu-peh og Honan. Men den »stærke mand« gjorde sig kostbar, og først den 27. oktober modog han hvervet som overfeltherre og kejserlig befuldmægtiget. Regeringens hensigt med Juans valg var naturligvis kun, at han skulle rage kastanjerne af ilden for det betrængte kejserdømme.
   Juan var Kinas klogeste og kraftigste organisator, men han ville hverken lægge sig for had ved at kue oprøret eller straks indføre republikken. Langsomt trængte han mansjuernes indflydelse tilbage. Den 29. december blev Juan i Nanking valgt til præsident for republikken Kina, hvor han stillede det mægligsforslag, at der skulle vælges en nationalforsamling, som skulle afgøre forfatningsspørgsmålet. Men i januat 1912 tilstilledes der Peking-regeringen af udenrigsministeren i Nanking, Wu-ting-fang, et ultimatum med fordring om kejserens abdikation. Det blev Juan klart, at der ikke var nogen vej udenom republikken. Han søgteat overtale dynastiet til abdikation; de to regeringer indgik en overenskomst om en republik med Juan som præsident. Kejseren skulle beholde kejsertitlen til sin død, have ne pension og behandles som en udenlandsk fyrste. Efter nogle forhandlinger med enkekejserinden og mansjuprinserne udstedtes den 12. februar det sidste højtidelige kejseredikt i den ærværdige, himmelske stil: abdikationsediktet, underskrevet af enkekejserinden.
   Kina som republik. Den 10. marts aflagde Juan ed som provisorisk præsident. Han havde nået sit mål, og kronen var sat på en halvtredsindstyveårig udvikling fuld af kampe, modgang og bitre skuffelser for dem, der ønskede Kina for kineserne. Juans krav om bevarelsen af Peking som rigshovedstad opfyldtes. I slutningen af marts nedlagde Sun-jat-sen og hans regering magten for sydens nationalforsamling, og spaltningen mellem nord og syd var lykkelig undgået. For visse stormagter, især Rusland og Japan, var den fredelige revolution en stor skuffelse. Japan havde den største lyst til at gribe ind for kejserdømmets sag. Men foreløbig havde Juan magten i hænde og gik meget forsigtigt til værks. Spørgsmålet var, om det store folk ville tilpasse sig til den nye styreform. Efter Juans edsaflæggelse udarbejdede Nankingforsamlingen en valglov og love angående underhusets og senatets forfatningsmæssige forhold.Parlamentsvalget fandt sted i løbet af efteråret, og kamrene indkaldtes til april 1913. Flertallet i parlamentet var revolutionært, og påvirket af mistillid vedtog det en forfatning, der lagde al regeringsmagt i parlamentets hånd. Juans hverv var vanskeligt: at skabe en fast regeringsmyndighed og fylde det tømte skatkammer. Men det var umuligt for ham at få sine medarbejdere og tilhængere ind i ministeriet, da dettes medlemmer skulle billiges af begge huse, og i disse var flertallet imod ham. Heller ikke udenlandske lån kunne sluttes uden parlamentets tilladelse. Uden selv at have nogen positiv, opbyggende politik stod Sydkinas revolutionsparti, Kuo-ming-tang, stejlt overfor alt, hvad Juan ville have sat igennem. Juan undertegnede da uden videre en låneoverenskomst med 5 af stormagterne. En del af sydpartiets ledere rejste nu et oprør imod ham; men med kraftig støtte af krigsministeren Tuan-tjsi-jui kuede Juan oprøret i løbet af et par måneder. Da men ikke kunne enes om grundloven, vedtoges den 3. oktober 1913 loven om præsidentavlget, og 8. oktober valgtes Juan til republikkens første præsident. Næppe var præsidenten fats i sadlen, før han tog tøjlerne med kraftig hånd. Alle medlemmer i parlamentet af Kuo-ming-tang partiet fjernedes. Et råd nedsattes til at revidere og forbedre den foreløbige forfatning. Ministeriet blev ansvarligt ovefor præsidenten, ikke for parlamentet. Underhusets magt indskrænkedes, april 1914 gennemførte han en ny forfatning, og endelig skaffede han sig de nødvendige midler ved omordningaf saltskatten, et hverv der med dygtighed udførtes af englænderen Sir Richard Dane.+++ (HK6/1923)