Flandern
Holland-Belgien-Frankrig
Tysklands
glubske overfald på Vesten begyndte med et fremstød på
højre fløj gennem Holland og Belgien af feltmarskal Fedor
von Bocks Armégruppe »B«. Tidligt den 10. maj erobrede
500 tyske luft-bårne tropper to vigtige broer over Albert-kanalen
og neutraliserede det vigtige defensive nøglepunkt ved Fort Eben
Emael. På samme tid kørte feltmarskal Walther
von Reichenaus 6. Armé på 23 divisioner gennem det smalle
sydlige hollandske fremspring og krydsede Meuse-floden ved Maastricht.
På andendagen omgik tysk panser den befæstede by Liège
og indtog derpå byen bagfra (vest). Belgiens 17 hårdt pressede
divisioner begyndte at falde tilbage til linjen ved Dyle-floden. Her fik
de tilslutning den 13. maj af den Britiske Ekspeditionsstyrke (BEF) på
9 divisioner (general John
Gort) og den franske Første Armé (Georges Blanchard).
Men næsten med det samme tvang de fremstormende Panzers de
allierede hær tilbage til Schelde-floden. Også denne linje
brød sammen den 20. maj. Hele den allierede Første Armégruppe
under den franske general Gaston
Billotte var ved at blive udmanøvreret og udkæmpet.
Imens var en endnu større katastrofe for de allierede
under opsejling. Bocks knusende angreb vestpå ind i Holland og Belgien
var kun et skinangreb for den tyske hovedindsats sydpå i Ardennerne.
Gennem dette skovklædte bjergrige område, som de allierede
anså for ufremkommeligt, førte feltmarskal Gerd
von Rundstedt sin Armégruppe »A« på 44 divisioner
den 10. og 11. maj. Idet de kun mødte begrænset modstand,
rykkede tyskerne 110 km frem for at nå den franske grænse
den 12. maj. De etablerede brohoveder over Meuse-floden ved Sedan den
følgende dag. Anført af general Paul
von Kleists Panzer-gruppe på 3 korps, vendte tyskerne
sig mod vest og brød igennem til godt kampvogns-terræn. General
Günther
von Kluges IV armé og general Siegmund Lists XII armé
støttede kampvognene. Den franske IX armé (André-George
Corap), som prøvede at blokere panserlavinen, blev hurtigt tilintetgjort
og dets næstkommanderende under slaget (Henri
Giraud) blev taget til fange. General Maxime
Weygand afløste nu (19. maj) general Maurice
Gamelin som fransk øverstbefalende, men slaget var allerede
tabt for de allierede. Gennem et 80 km bredt hul i de franske linjer kørte
Panzer-spydhoveder under general Heinz
Guderian 350 km vestpå på syv dage, for at nå kysten
ved Abbeville den 20-21. maj. Dette panserfremstød åbnede
en 100 km bred korridor bag de allierede venstre fløj i Belgien.
Det eneste stærke modangreb fra syd mod denne korridor af stål
kom fra general Charles
de Gaulles 4. panserdivision, ved Montcornet mellem den 17. og 19.
Mod nord angreb general Lord Gorts BEF mod Arras den 21.-22. maj. Begge
angreb blev slået afgørende tilbage.
Kleists kampvogne vendte nu nordpå langs med kysten
for at indtage Boulogne den 23. maj og Calais den 27. maj. De hårdt
pressede allierede i nordvest blev yderligere svækket den 28. maj
da kong Leopold
III overgav sin belgiske hær til den tyske VI armé og
blev interneret. Nu var evakuering fra havet det eneste håb for
at undslippe for den Britiske Ekspeditionsstyrke og resterne af den franske
I armé under Blanchard. De allierede faldt tilbage til deres sidste
resterende holdepunkt på kysten ved Dunkirk, hvor briterne havde
vundet midlertidig overlegenhed i luften.
Fra den 29. maj til 4. juni blev 338.000 allierede tropper
evakueret til England i næsten enhver tænkelig type flådefartøj.
(Af de 861 indsatte fartøjer blev 243 sænket). Yderligere
30.000 mand blev efterladt på den blodplettede strand, døde
eller som fanger. I det 26 dage lange slag om Flandern mistede de allierede
mere end en million mand i fanger alene; totale tyske tab var 60.000.
Det knusende allierede nederlag kostede 30 franske divisioner (inkl. næsten
alt deres panser i fire af de mistede divisioner), 9 divisioner i BEF
og en gruppe af Frie Polske Styrker. Døren var nu åben for
et frisk tysk stormløb ind i hjertet af Frankrig.
Belgisk sergent af infanteriet, 1940