Cremona I

Borgerkrigen i Italien, som katapulterede Aulus Vitellius til hersker over Romerriget, fremprovokerede en lige så voldsom reaktion i Østen. I Egypten, Syrien og Judæa sluttede legionerne sig sammen til støtte for Titus Flavius Vespasian som kejser. De 40.000 tropper i provinsen Pannonia, vest for Donau, sluttede sig til denne koalition. Uden at afvente yderligere støtte, marcherede Antonius Primus med denne styrke rundt om spidsen af Adriaterhavet og invaderede Italien.
   Vitellius afsendte en kejserlig hær under Caecina for at afvise denne trussel. Men Caecina fortsatte, trods den kendsgerning at han havde overlegne antal, med at falde tilbage, først til Adige-floden og derefter til Po. Derpå forlod han sin hær fuldstændigt og flygtede. Den aggressive Primus forfulgte de lederløse kejserlige tropper vestpå og indhentede dem inden de kunne søge tilflugt inden for Cremonas mure. Her ventde de frustrerede vitellianere om og kæmpede voldsomt tilbage. Slaget rasede i en dag og en nat. Til sidst spredte Primus' tropper deres modstandere og gik ind i byen. Cremona blev plyndret og brændt ned.
   Primus marcherede nu mod Rom, som også var målet fort en anden vespasiansk styrke under Mucianus, guvernøren i Syrien, som var gået i land i Italien med legionærer fra Østen. Vitellius forsøgte at abdicere, men hans venner gjorde modstand mod den dobbelte invasion af hovedstaden. Store dele af Rom blev ødelagt og Vitellius dræbt, inden modstanden blev knust den 21. december. Vespasian stod, selvom han endnu ikke var ankommet fra Jerusalem, sejrrig. Rom fik sin fjerde kejser det år.