Antiochia I

Tyrkiet

Første Korstog, 1097-98

Efter en besværlig fire måneder lang march gennem fjendtligt territorium, nåede korsfarerne sletten ved Antiochia den 20. oktober 1097. Den stærkt forsvarede by lå på den sydlige bred af Orontes-floden under Silpius-bjerget. Den tyrkiske høvding Yaghi-Siyan havde kommandoen. Korsfarerne stormede over Jernbroen øst for Antioch, og vendte derefter med strømmen for at slå lejr nord for byen. En lang belejring begyndte. Kommandoen over den europæiske hær lå stadig i krigsrådet, hvis to hovedkrigere var Bohemund af Taranto og hans rival om det øverste lederskab, Raimond IV af Toulouse.
   Belejringen var lige så svær for korsfarerne at udholde som for tyrkerne. Hungersnød og sygdom svækkede begge sider. Den 29. december foretog garnisonen et beslutsomt udfald for at hæve belejringen, men blev slået tilbage af de kristne riddere. To dage senere blev en tyrkisk undsætningsstyrke fra Damaskus slået tilbage. Der opstod en større trussel mod korsfarerne den 9. februar 1098, da en stor tyrkisk undsættelseshær fra Aleppo rykkede frem til nærheden af Antiochia. Bohemund standsede angrebet med et sønderknusende fremstød med 700 beredne riddere. I marts 1098 foretog garnisonen det sidste resultatløse udfald. De faldt derefter tilbage for at afvente ankomsten af den store tyrkiske hertug i området, Kerboga af Mosul, som rykkede frem mod Antioch med en tilsyneladende uovervindelig styrke. Til held for korsfarerne forsinkede Kerbogar sin ankomst med tre uger i en frugtesløs belejring af Edessa {Urfa), som blev holdt af Balduin af Boulogne.
   I mellemtiden overtalte Bohemund en forræder i garnisonen til at hjælpe sig med at åbne broporten for de kristne om natten den. 2.-3. juni. Korsfarerne strømmede ind i byen. I et orgie af mord, blev hele Antioch indtaget, på nær citadellet, inden næste aften. Yaghi-Siyan blev dræbt. Fire dage senere ankom Kerbogars tyrkiske hær og overtog citadellet efter de oprindelige garnisonstropper. Han indledte et voldsomt angreb fra citadellet ned af bjerget mod byen, men blev slået tilbage efter voldsom kamp.
   Idet han forudså et hurtigt sammenbrud for europæerne, som manglede mad, forberedte Kerbogar sig på at belejre byen. Den tyrkiske leder havde ret angående korsfarernes manglende evne til at modstå en lang belejring, men han undervurderede deres kampevner. Den 29. juni marcherede Bohemund med hele sin styrke, nu hovedsageligt til fods, over Orontes-floden. Med smarte manøvrer foran fjenden, rykkede korsfarerne frem mod den tyrkiske hær, som flygtede næsten med det samme. Tusinder af de flygtende soldater blev indhentet og dræbt langs flodbredden. Kerbogar vendte tilbage til Mosul med kun nogle få overlevende fra sin engang magtfulde hær. Efter dette afgørende slag overgav tyrkerne i citadellet sig med det samme. Efter at have hvilet og reorganiseret sig i seks måneder, var korsfarerne klar til at rykke frem mod deres endelige mål, Jerusalem.


[Antioch | Antakya]