Maximilian Karl Leopold Maria Ferdinand I

Bulgarien, 1861-1948
08.12.12

Bulgarsk fyrste 1887-1908 og zar 1908-18. Født prins af Sachsen-Coburg-Gotha. valgt til fyrste af Bulgarien 1887, afkastede Tyrkiets overhøjhed 1908 og tog zar-titel. Førte en alt for ærgerrig erobringspolitik i Balkankrigene og på Central-magternes side i 1. verdenskrig. Abdicerede 1918 til fordel for sønnen Boris 3.

Konge af Bulgarien 1909-18 (fyrste 1867-1908), yngste søn af østrigsk general prins August af Sachsen-Koburg-Gotha (1818-81) af den ungarske linje af Koburg-Koháry og Ludvig Filips datter prinsesse Clémentine af Orléans (1817-1907); tjente først i den østrigsk-ungarske hær; valgtes juli 1887 af Sobranjen til fyrste af Bulgarien og tiltrådte regeringen august samme år, på grund af Ruslands modstand uden at være statsretligt anerkendt af sultanen og stormagterne. Ferdinands kraftige holdning gav Bulgarien en fastere stilling, medens premierministeren Stambulof tilvejebragte indre orden og ro. Ferdinand ægtede 1893 prinsessse maria Louise af Bourbon-Parma (1870-99), og fødelen af en tronfølger, Boris, 1894 styrkede hans stilling, så at han ved at fjerne Stambulof samme år, og lade Boris optage i den græsk-ortodokse kirke kunne udsone sig med Rusland og derved opnå officielt anerkendelse 1896. Gift igeen 1908 med prinsesse Eleonora af Reuss Köstritz (f. 1860). Proklamerede sig 5. oktober 1908 i Tirnova som uafhængig konge af Bulgarien (ØstRumelien indbefattet), brød derved Berlinkongressens traktat af 1878 og ophævede egenmægtigt vasalforholdet til Tyrkiet. Anerkendtes april 1909 som konge af stormagterne. Foråret 1912 indgik Ferdinand med russisk billigelse forbund med Serbien, Grækenland og Montenegro imod Tyrkiet. Oktober samme år erklæredes krigen, og Tyrkiet blev fuldstændig slået (se Balkankrigen), men da det erobrede Makedonien skulle fordeles, lod Ferdinand sig rive med af Daneff (s.d.) og krigspartiet til at lade general Savof (s.d.) angribe serberne og grækerne (se Bulgarien). Ferdinand, der ansås for en klog, beregnende politiker, led stort prestigetab ved denne lejlighed og holdt sig i begyndelsen af Verdenskrigen forsigtigt tilbage. Det sejrrige tyske angreb på Serbien i forening med hævnfølelsen bevægede de ledende bulgarske politikere og med dem Ferdinand til atter at overfalde serberne (oktober 1915) og okkupere det attråede Makedonien. Da nederlagets time kom overfor Ententens Salonikihær september 1918, søgte Ferdinand forgæves ved fuldstændig kapitulation 30. september at redde sin krone. 3. oktober måtte han abdicere til fordel for sønnen Boris (s.d.) og drog til Østrig. (HK3/1921)