Skotland

Storbritannien, Europa 03.02.15

Historie: Den ældste befolkning i Skotland var rimeligvis et iberisk folk af samme race som baskerne; af romerne kaldtes de picter (picti = malede, dvs. tatoverede). Efter dem fulgte briterne, der i århundrederne f.Kr. befolkede landet syd for Clyde. Ca. 80 e.Kr. erobrede Agricola, romersk statholder i Britannien, de skotske lavlande; ved mur og skanseværk, først fra Clyde til Forth, senere på Hadrians tid fra Solway til Tyne (Pictervolden), søgte romerne at værne sig og briterne mod de vilde picter. Omkring 400 opgav romerne forsvaret af volden. Fra 4. århundrede nedsatte erobrere fra Irland sig på vestkysten af det nuværende Skotland og øerne, hvor de grundede et eget rige; de kaldtes skoter, et keltisk navn af samme betydning som picti. — Ca. 560 kom munken Columba (s.d.) fra Irland til Vest-Skotland, som kristnedes i de følgende 50 år. Klosteret på øen Iona blev et centrum for irsk kultur og opfattedes som hoved for hele kirken; denne iro-skotiske eller kuldeiske kirke formede sig kulturelt og administrativt meget forskellig fra den romerske, idet den organiseredes som klosterkirke med bisper og præster som abbedernes underordnede. Fra den udgik et stort kultur- og missionsarbejde ikke alene blandt picter og skoter, men tillige blandt briterne. Fra ca. 700 trængte dog romerkirkens skikke og meninger også igennem i Skotland. — Til de tidligere folkeelementer kom fra 6. århundrede et nyt, angelsachserne, der bosatte sig øst for briterne i Lothian indtil Firth of Forth; fra dem bredte sig engelsk sprog i lavlandene, mens det keltiske holdt sig i højlandene mod nord og vest. En angelsachsisk konge Edwin grundede på denne tid Edwinesburgh, nu Edinburgh. Kulturstandpunktet var endnu lavt, samfundet bestod af en række halvvilde klaner med udpræget stammefølelse; korndyrkning og kvægavl var hovednæringsvejene. — Efter at skoternes konge, Kenneth Mac Alpin, havde kuet picterne, samlede han skoter og picter i et rige, Skotia (844); under kampen mod normannerne føjede han hertil det sachsiske lavland, hvormod han ikke kunne hindre de nordiske vikinger i at danne egne riger på Hebriderne og Orknøerne. 945 forlenedes Malcolm I med Cumberland og Strathclyde for at hjælpe angelsachseren Edmund mod de danske, hvorfor senere det engelske kancelli regnede hele Skotland for len af England, en teori, de skotske konger bestred i talrige kampe i den følgende tid. Som modtræk mod England stillede paven Skotland direkte under sig og unddrog det ærkebiskoppen af Yorks overhøjhed. Malcolm II (1005-34) udvidede Skotland med Northumberland 1017 og beholdt det mod at anerkende Knud den Store. Hans dattersøn Duncan (s.d.) myrdedes 1040 af Macbeth, føreren for det keltiske element, men denne blev fordrevet af Malcolm III Canmore (1054-93), der fik hjælp hos sin svoger Edgar i England. Mange angelsachsere kaldtes til Skotland, engelsk kultur trængte ind, romerkirken sejrede helt, lovene blev nedskrevne, møntvæsenet ordnedes, og en købstadordning blev givet; dog bevarede højskotterne talrige keltiske sæder og skikke. Ved et tog ind i Skotland tvang Vilhelm Erobreren Malcolm til at hylde sig. Efter forskellige tronstridigheder blev David I konge 1124-53. Skotland omdannedes til en feudal stat efter normannisk mønster. Byer voksede frem, mange engelske og flamske købmænd indvandrede. Kirken fik gennemført tiende. De følgende konger deltog hyppigt i Englands indre stridigheder og havde ofte stykker af Nord-England til len. I 13. århundrede blev forholdet mere fredeligt pga. kongehusenes slægtskab. — Efter Alexander II (1214-49) fulgte hans søn Alexander III (1249-86), med hvem Kenneths mandslinje uddøde. Han måtte hylde Edvard I af England som lensherre, derimod kom Hebriderne under Skotland mod en årlig afgift til Norge. Efter Alexanders datterdatter Margrete (s.d.), pigen fra Norge (d. 1290), optrådte talløse tronkrævere. Parlamentet valgte Edvard I til voldgiftsmand, men han fik stormændene til at anerkende Englands overhøjhed, tog alle slottene i sin magt, lod sig hylde rundt om i landet og tildømte John Baliol kronen, hvorpå denne hyldede Edvard som lensherre 1292. Da Edvard ville gøre sine lensrettigheder gældende, forholdt skotterne sig afvisende og gjorde oprør 1294, så snart den engelsk-franske krig udbrød. Paven løste Baliol fra troskabseden, og Skotland indgik forbund med Frankrig. Efter nederlaget ved Dunbar 1296 blev Baliol engelsk fange, Skotland til Inverness underkastedes, den hellige sten i Scone, hvorpå de skotske konger altid kronedes, sattes i den engelske kroningsstol, og Skotland regeredes af engelske statholdere. Mod det engelske voldsherredømme rejste folket sig ført af en fredløs ridder, William Wallace. Med sin bondehær slog han englænderne ved Sterling september 1297 og tog styret som »rigets værner« i Baliols navn. Juli 1298 blev Wallace slået ved Falkirk, blev senere fanget og dræbt 1305. Edvard gav en forfatning for Skotland, indsatte atter statholdere og lagde Skotland retslig under konge og parlament i England. Fremmedherredømmet smeltede skotterne sammen i fælles had mod englænderne i syd. 1306 kronedes Robert Bruce som Robert I (1306-29) på Scone; han blev først slået og jaget, vandt siden frem især ved adelens tilslutning. 1314 slog hans skotske fodfolkshær det engelske rytteri ved Bannockburn, og Skotland var frit. 1323 sluttedes våbenstilstand og 1328 fred i Northampton: Skotlands uafhængighed anerkendtes, og Bruces søn David ægtede Edvard III.s søster. 1326 indkaldte Bruce Skotlands første egentlige parlament, hvori byerne første gang er repræsnterede. I tronstridighederne efter Bruces død indblandede Edvard III sig, slog skotterne 1333 og indsatte Edvard Baliol, der til England måtte afstå landet syd for Firth of Forth. Ved fransk hjælp kom David II Bruce tilbage 1342, var en tid fanget af englænderne, men vandt sluttelig hele Skotland undtagen Berwick-upon-Tweed. Med David II uddøde 1371 bruces æt på mandssiden. — Stænderne valgte nu Robert II Stuart (1371-90), dattersøn af Robert Bruce. I sin meste tid førte han krig med England, under hans svage søn Robert III (1390-1406) og under dennes søn Jakob I.s fangenskab i England førte hertugen af Albany (d. 1420) faktisk styret. Da Jakob I (1406-37) slap fri, førte han en energisk kamp mod de hensynsløse stormænd, inddrog talrige len og satte domstolen Court of session over baronernes domstole, blev derfor myrdet af stormændene. Under sønnen Jakob II (1437-60), en tid umyndig, kæmpede kongemagten idelig med de urolige, voldsomme stormænd, der i spidsen for klanerne optrådte som selvstændige fyrster, især douglas'erne og sidelinjen Angus. Jakob III (1460-88), gift med Margrete af Danmark, fik 1469 Shetlandsøerne af Christiern I i pant for medgiften; fortsatte kampen mod lensmændene, men faldt efter nederlaget ved Stirling. Jakob IV (1488-1513) arbejdede ivrigt på landets udvikling, søgte at fremme handel og søfart og skabte en god lille krigsflåde. Flamlænderne drev hele handelen, der bestod i lidt udførsel af naturprodukter og indførsel af industrivarer. Trods ægteskabet 1503 med Margrete af England bekrigede han dog svogeren Henrik VIII, men faldt ved Flodden 1513. — Ved udgangen af middelalderen var Skotland et fattigt, barbarisk land. Byerne var små, borgerstanden næsten uden indflydelse. Adelen havde hele magten, til den stod landbefolkningen i et patriarkalsk afhængighedsforhold. De magtløse konger søgte hjælp hos højgejstligheden, men lov og ret gjaldt intet overfor feudalvildskaben. Klanhøvdingene førte blodige slægsfejder, blodhævn og plyndringstog hørte til dagens orden. Det middelalderlige skotske parlament evnede ikke at ave stormændene, lavadelen havde ingen magt som i England, parlamentet havde kun ét hus sammensat af kirkeherrer, stormænd og byrepræsentanter, men vovede kun at sige ja til de bestemmelser, The Lords of the Articles vedtog. I fejdetider mødte kun det stærkeste parti i parlamentet. Ordnet skattevæsen var ukendt, kongen levede af »sit eget«; alle reformarbejder strandede under de hyppige regentskaber for børnekongerne. Bønderne var fattige og tyngedes af tiende til præsterne og feudalafgifter til herremændene. Udenrigspolitisk fremkaldte hadet til England en nær tilknytning til Frankrig. — Med Jakob V (1513-42) indtrådte på ny en formynderregering, og de sædvanlige indre stridigheder blussede op. 1528 overtog Jakob selv regeringen, og for at vinde magt støttede han sig til den katolske gejstlighed mod adel og reformation. Mod Henrik VIII, der kærvede overhøjhed over Skotland, søgte han hjælp hos Frankrig og paven, og 1542 udbrød regulær krig. Ved Jakobs død efter et skotsk nederlag fulgte datteren Marie Stuart (1542-67). Atter styredes Skotland af skiftende formynderregeringer, fra 1554 ledet af Marie af Guise. Det fransksindede parti, i begyndelsen ledet af kardinal Beaton (s.d.) fik efterhånden overtaget; samtidig førte Henrik VIII krige for at vinde Skotland; men opæggede kun det gamle had, og ved modsætningen til England blev katolicisme til patriotisme. — Overfor den indtrængende reformation viste den katolske kirke kun ringe modstandskraft, den skotske gejstlighed var uvidende og verdsligsindet. Den nye lære vandt ind hos borgerne, der harmedes over kirkens forfald, og hos mange adelsmænd, der misundte kirkens dens rigdom. 1557 sluttedes et antikatolsk Covenant mellem flere mægtige lorder. Sjælen i bevægelsen var J. Knox, fanatisk calvinist og glødende agitator. Regentinden var klog og mådeholdende, dog måtte Knox fortrække til Gent i flere år. Båndet til Frankrig knyttedes fastere, da Marie Stuart 1558 ægtede dauphinen Frans og hemmeligt lovede at overdrage ham magten. Ved hans tronbestigelse sendtes flere franske tropper til Skotland og reformationen truedes med undergang. Da Marie tillige satte England i sin titel, indgik Elisabeth hemmelig aftale med de skotske lorder 1560, og ved engelke skibe og tropper blev den lille franske hær tvunget bort. Marie af Guide døde (juni samme år), og lorderne ordnede alt: parlamentet vedtog august 1560 en calvinsk trosbekendelse lavet af Knox, messer forbødes under streng straf, og kirkegodset kom for størstedelen i adelens hænder. — Reformationen havde dermed sejre, men på bekostning af det traditionelle forbund med Frankrig, og Skotlands politi førtes ind på ny baner, idet det religiøse fællesskab med England gjorde sig gældende. Ved Frans II.s død december 1560 vendte Marie Stuart tilbage til Skotland; trods sin katolicisme måtte hun tage protestantiske rådgivere, deribalndt halvbroderen Murray (s.d.) og til Elisabeth kom hun i venskabeligt forhold. Ægteskabet med den katolske Darnley og senere forbindelsen med Bothwell bragte de protestantiske lorder til at tvinge Marie til abdikation til fordel for hendes 1årige søn Jakob VI (1567-1625), i hvis navn Murray skulle styre. Allerede 1570 myrdedes Murray og 1571 hans efterfølger Lennox, Darnleys fader. Skotland syntes en tid at skulle opløses under religionsstridighederne og de mægtige adelsætters fejder; dog fastholdt de vekslende regeringer en engelskvenlig politik rettet mod de katolske lande. – 1578 overtog Jakob VI styret; men hans uværdige yndlingeregimente vakte megen misnøje. Veden overenskomst med Elisabeth 1585 til støtte for protestantismen fik han løfte om at arve England, og ved hendes død 1603 indtrådte Personunionen mellem de to lande som udviklingens naturlige følge. Jakob VI tilstræbte en realunion med fællesborgerskab og frit handelssamkvem, men England ville ikke, han opnåede kun, at postnati, dvs. de der var født efter 1603 blev engelsk statsborgere. Først 1707 gennemførtes realunionen med fælles parlament og tronfølge, 45 skotter fik plads i det engelske Underhus og 16 i Overhuset. Dog vedblev Skotland at beholde egne love og egen kirke. 1715 og 1745 fandt to mislykkede opstande sted til gunst for stuarterne, men ellers har Syd-England dannet et enigt Storbritannien uden indre strid. Se i øvrigt England, Historie. (HK8/1925)