Kirkestaten

Historie: Tidligere navn på de landstrækninger i Mellem-Italien, der stod under Pavens verdslige herredømme. Dette grundlagdes, da Pippin 754 og 756 slog langobarderne og gav Stefan II dukatet Rom, eksarkatet Ravenna og Pentapolis (Rimini, Pesaro, Fano, Sinigaglia, Ancona), men først i 9. århundrede vandt herredømmet fastere form. Leo IX vandt Benevent, Nicolaus II erhvervede sig lenshøjhed over normannerfyrsterne i Syd-Italien, og under Gregor VII (1073-85) testamenterede markgrevinde Mathilde af Tuskien sine godser til Kirkestaten. Innocens III (1198-1216) fik både Otto IV.s og Frederik II.s stadfæstelse på Patrimonium St. Petri, eksarkatet, Pentapolis, Ancona, Spoleto, Bertinoro og Mathildes arv, hvorved et fast terriorialt grundlag skabtes. I 13. århundrede gik pavemagten sejrrig ud af kampen med hohenstauferne, men dens herredømme over Kirkestaten var ret løst, under pavernes ophold i Avignon (fra 1309) var det rent nominelt. Først efter skismaets ophør bragte Martin V (1420) herredømmet på fode. I den følgende periode bekæmpede paverne adelsslægterne til fordel for deres børn og frænder (nepoter), og nepotismen kulminerede under Alexander VI (1492-1503), hvis søn, Cesare Borgia, med vold og list tilintetgjorde småfyrsterne i Romagna. Den kraftige Julius II (1503-13) hævdede det vundne land for pavestolen overfor Venezia og Frankrig. I det hele bandt Kirkestaten pavernes kræfter, og mens de optoges af diplomatisk spil mellem kejseren og Frankrig, voksede reformationen sig stærkt hinsides Alperne. Først med jesuitterordenen (1540) og Trident-konciliet (1545-63) vaktes en modreformation. 1598 indlemmedes Ferrara, 1626 Urbino, men det 17. århundrede var en forfaldsperiode. Innocens XI (1676-89) gjorde ende på nepotismen og afværgede en økonomisk ruin, men trods enkelte materielle fremskridt var Kirkestatens stilling dog svag i 18. århundrede og befolkningen nedsunken i sløvhed og uvidenhed. Den franske revolution skabte uro. Ved freden i Tolentino (1797) måtte Pius VI (1774-99) afstå Bologna, Ferrara, Ancona og Romagna, der ved Campo Formio-freden 17. oktober samme år indlemmedes i det Cisalpinske Republik. 1798 blev Kirkestaten besat af franskmændene og paven ført fangen til Frankrig. 1799 genoprettedes Kirkestaten, og Pius VII (1800-23) udsonede sig med Bonaparte ved konkordatet 1801, men 1808 besatte Napoleon igen landet og indlemmede det 1809 i Frankrig. +++(HK6/1923)