Estland

Europa 15.11.13

Historie: Estland var i 11.-12. århundrede genstand for danske og tyske kolonisationsforsøg; 1208 satte sværdriddernes orden sig fast i landet, men måtte kæmpe med ester og russere. I dette forhold greb Valdemar Sejr ind, han kom 1219 til Estland, erobrede det og tog det til len af pavestolen. Ordenen måtte 1238 anerkende Danmarks besiddelse af landet, men gjorde stedse krav på en del af det. Forbindelsen med Danmark var meget løs, Estland var tysk kultiveret, og en stor esteropstand 1343 kuedes af ordenen. 1346 solgte da Valdemar Atterdag Estland til denne. Efter ordenens opløsning søgte russerne at erobre Estland, men dette gav sig 1561 under Sverige, den danske prins Magnus' forsøg på at skabe herredømme mislykkedes, og Estland havde under Sverige et par lykkelige århundreder. 1721 måtte Sverige afstå det til Rusland, som det siden tilhørte til den nyeste tid, oprindeligt med en vis selvstændighed; i 19. århundrede indførtes dog russisk lov, og under de to sidste kejsere forsvandt Estlands særstilling næsten helt. Næsten al jord ejedes af tyske baroner, og livegenskabets ophævelse under Alexander I bragte ingen virkelig bedring. Mod tyskerne og de især i 80'erne stærke russificeringsbestræbelser rejste sig stadige oprør; de kulminerede i revolutionen 1905, der blev slået ned. Efter den russiske revolution erklærede Estland sig 12. april 1917 for autonomt, alle 20-årige fik valgret til en lovgivende forsamling, adelens privilegier ophævedes, og en ansvarlig regering indsattes. September 1917 trådte Landdagen sammen, men bolsjevikkernes sejr i Rusland truede friheden, og tyskerne i Estland dannede december 1917 en særlig landdag, der ville tilslutning til Tyskland. Den folkevalgte Landdag proklamerede uafhængigheden februar 1918, og brestlitofsk-freden 3. marts samme år fastslog Estlands rømning af russere, men tyskerne i landet indkaldte tyske tropper, der besatte Estland. Store fortysknings- og kolonisationsplaner forberedtes, og i april rettede tyskerne i Estland, Livland og Kurland en opfordring til kejser Vilhelm om at danne en monarkisk østersøstat. Begivenhederne på vestfronten fjernede denne fare, men efter våbenstilstanden 9. november strømmede bolsjevikkerne ind og indtog det meste af landet. Med stor tapperhed og udmærket hjulpet af finnerne drev Estland dem tilbage, i april 1919 samledes den lovgivende forsamling, og i maj var faren overstået. 4. juni vedtoges den ny foratning. Krigen med Rusland fortsattes imidlertid, og ententens politik gik ud på at alliere randstaterne med Denikin og Judenitsj mod bolsjevikkerne. De ledende estiske politikere indså imidlertid, at fred med Rusland var nødvendig, der sluttedes våbenstilstand 31. december 1919 og i februar 1920 fred i Dorpat. Forsøgene på at danne en fælles-baltisk alliance er siden mislykkede. Indadtil har ventsrepartierne magten, og der er ved at danne sig et stærkt socialrevolutionær parti. det vigtigste problem er jordspørgsmålet, hvor et kompromis er opnået til socialisering og udstykning af de store goder. Ledende er premierministeren, den fremragende politiker Jaan Tönnision; i øvrigt kan nævnes gesandten i Helsingfors, dr. Oskar Kallas. (HK3/1921)