USA
Klasse Antal Deplacement Bevæbning Længde Bygget George Washington SSBN 5 6.888 16 Polaris 115,8- 1957- Ethan Allen SSBN 5 7.880 16 Polaris 124,9 1959-63 > SSN Lafayette SSBN 19 8.250 16 Poseidon/Trident I 129,4 1961-64 Benjamin Franklin SSBN 12 8.250 16 Poseidon/Trident I 129,4 1963-66 Ohio SSBN 18 18.750 24 Trident I/II SLBM 170,7 1976-
Klasse Antal Deplacement Bevæbning Længde Fart Besætning Noter SSN Virginia SSN 2+4+ 7.800 12 VLS, 4 533mm TR 114,9 25 134 2000- Seawolf SSN (II) 3 - - - - - 1989-05 Los Angeles SSN 62 6.927 12 VLS, 4 533mm TR 109,7 30+ - 1972-96 Narwhal SSN 1 5.350 4 533mm TR 95,7 25 120 1966-69 Sturgeon SSN 37 4.640 4 533mm TR 89,0 30 119 1963-75 Thresher SSN 14 4.465 4 533mm TR 90,1 30 120 1959?-68 Tullibee SSN 1 2.640 4 533mm TR 83,1 20 56 1958-60 Halibut SSN 1 5.000 6 533mm TR 106,7 20 98 1957-60 Skipjack SSN 6 3.513 6 533mm TR 76,8 30 93 1956-61 Skate SSN 4 2.860 8 533mm TR 81,4 19 87 1955-59 Seawolf SSN (I) 1 4.287 6 533mm TR 102,8 20 101 1953-57 Nautilus SSN 1 3.520 6 533mm TR 97,5 - 105 1951-54
Glenard P. Lipscomb class SSN: 1 Triton class SSN: 1
Barbel-klassen SSS: 3 Darter-klassen SS: 1 Grayback-klassen SS: 1 Tang-klassen SS: 7 Corsair class: 23 (1944) - Tench class: 30 (1944) Balao class: 120 (122) (1943) Gato class: 73 (1940) Mackerel class: 2 (1939) Tambor class: 12 (1939) Sargo class: 10 (1937-40) Salmon class: 6 (1936) Plunger class (P class): 6 (1935) Pike class (P class): 4 (1933) SS 172- Cachalot class: 2 (1931) Dolphin class: 1 (1930) Narwhal class: 3 (1927) Argonaut class: 1 (1928) SS 166 Barracuda class: 3 (1921) SS 163-165 Schley class (T and AA class): 4 (1918) S class: 47 (1918) R class: 27 (1917) O class: L class: 11 (1916/17) K class
Ubådsaffyrede ballistiske atommissiler (SLBM = Submarine Launched Ballistic Missiles) udgør en tredjedel af USAs atomare triade og repræsenterer de mest succesfulde og usårlige strategiske våben i det amerikanske atomarsenal. SLBM-systemet blev udviklet i 1950'erne og udnyttede den samtidige udvikling af atomdrevne ubåde, raketmotorer med fast brændstof og små atomsprænghoveder til at frembringe et enestående ægteskab af neddykkede skibe og langtrækkende missiler med atomsprænghoveder - det ideelle sikre angrebsvåben til gengældelsesangreb. Arbejdet på den første amerikanske Polaris SSBN (Submersible Ship Ballistic Nuclear) begyndte i 1955. Fartøjet var faktisk en atomdreven angrebsubåd der var blevet skåret i to dele og fået tilføjet to rækker med hver 8 missilrør. Hvert rør indeholdt et 9 meter langt Polaris missil som blev affyret mens fartøjet var neddykket. Den nye ubåd var 116 meter lang og havde et deplacement på 6.800 tons neddykket. De har konstrueret til at tilbringe hele tiden under overfladen og med en fart på 25 knob var de faktisk hurtigere under bølgerne end på overfladen. Hvert Polaris A-1 missil havde en rækkevidde på 2.100 km og medførte et sprænghoved på et halvt megaton med en præcision på omkring halvanden kilometer. Efter den oprindelige plan skulle den første SSBN med sine missiler være operationel og på sin station engang i 1963 men programmet skred så hurtigt frem af den første Polaris-ubåd - George Washington - kom i tjeneste i november 1960. Flåden fortsatte hurtigt med produktionen af SSBN'er og søsatte i alt 41 ubåde selvom admiralerne ønskede 45. Det samlede antal missiler nåede et højdepunkt på 656 da USA søsatte den sidste ubåd, Will Rogers, i 1967. For at få den maksimale beskyttelse fra denne styrke holder USA til hver en tid halvdelen af flåden til søs. En ubåd tager ud på missioner af 60 til 100 dages varighed og forbliver på sin station - indenfor rækkevidde af sine mål i USSR - for størstedelen af tiden. Vedligeholdelses- og testplaner udformes således at hver båd til søs hele tiden har mindst 14 af de 16 missiler klar til affyring. Polaris-ubådsfolk har den udmærkelse at de som de eneste medlemmer af triaden som har affyret et missil medbringende et atomvåben under en test i 1962. Lige som de andre medlemmer af triaden har SLBM'er og SSBN'er gennemgået betydelige systemmæssige forbedringer igennem årene siden flåden indsatte de første ubåde. Fire klasser af SSBN'er, George Washington, Ethan Allan, Lafaette og Benjamin Franklin, blev efterhånden bygget til Polaris og senere Poseidon missiler. Nye navigationssystemer, som gør ubåden i stand til at bestemme sin position mere præcist og således levere sine missilsprænghoveder mere præcist, blev indført. Flåden prøvede også at anvende radiokommunikationssystemer med ultralav frekvens for at kommunikere med ubåde i stor dybde. Men de vigtigste forbedringer er kommet med de nye missiler som medføres på SSBN'er. Arbejdet på Polaris A-2 missilet begyndte i 1959 med den første flyvning i 1960. De nye missiler kunne bruge de samme affyringsrør men forøgede rækkevidden til 2.700 km, hvilket gjorde ubådene i stand til at ramme de samme mål men at gennemføre deres patruljer længere væk fra de sovjetiske kyster. Polaris A-3 missiler dukkede op i midten af 1960'erne og udnyttede mere effketivt brændstof til at forøge rækkevidden til 4.500 km. Desuden var missilet forsynet med 3 Multiple Reentry Vehicles (MRV'er) med en sprængkraft på 300 kilotons hver.
T-1 (SS-52; ex Schley), AA-1 klassen, Fore River SB Co. KL 21/6/16, SS 25/7/18, com 30/1/20, ud 5/12/22