De
barske muslimer, som havde erobret Spanien frem til 713, begyndte at angribe
nordpå ind i Frankrig fem år senere. I sommeren 732 førte
Abd-er-Rahman,
den arabiske emir af Spanien, en enorm invasionshær over
den vestlige del af Pyrenæerne. Ved Garonne-floden prøvede
hertug Eudes
(Odo) af Aquitaine at stoppe den muslimske flodbølge, men hans
frankere blev med lethed fejet til side. Abd-er-Rahman trængte videre
frem mod Loire-floden i spidsen for mere end 60.000 hårdtridende
kavalerister.
Heldigvis for frankerne havde Charles
Martel (Hammeren) fortsat sin faders, Pepin
II, samlingsprogram blandt de austrasianske og neustrianske frankere.
Han samlede nu skyndsomt frankisk infanteri og opstillede dem i en solid
firkant mellem Tours og Poitiers, lige i det anmarcherende muslimske kavaleris
spor. Angriberne strømmede frem idet de fæstede lid til den
taktisk som havde vundet dem så mange sejre i løbet af deres
århundrede med erobringer — lammende angreb, et overvældende
antal ryttere og en vild glød som kun kunne stoppet med drab. Trods
angrebets voldsomhed stod den frankiske firkant fast, mens fodsoldaterne
nedhuggede mænd og heste med deres sværd og økser.
Det var en af de sjældne gange i Middelalderen, at infanteri holdt
stand mod beredne angreb. Muslimerne angreb igen og igen – i to dage ifølge
arabiske kilder, syv dage ifølge kristne beretninger. Til sidst
tog faldet af Abd-er-Rahman selv dampen ud af det muslimske stormløb.
Under dække af natten begyndte angriberne at falde tilbage. Idet
han ikke stolede på sine udisciplinerede frankere under en forfølgelse,
tillod Charles Martel muslimerne at trække sig tilbage uhindret.
Men en forfølgelse var unødvendig. Det bratte tilbageslag,
døden for deres leder og de frygtelige tab markerede tilsammen
højvandsmærket for den muslimske invasion af det vestlige
Europa. De fortsatte deres retræte sydpå, krydsede Pyrenæerne
igen i 759 for aldrig at vende tilbage. Charles Martels sejr på
denne slagmark kaldes ofte en af de mest afgørende slag i historien.