|
Under den
kortvarige Nicias-fred i den Store Peloponnesiske Krig, besluttede Athen
af angribe Syracuse, en spirende siciliansk bystat venligsindet mod de
allierede i den Spartanske Liga. I sommeren 415 f.Kr. sejlede 134 krigsgalajer
mod Syracuse under det kombinerede ledelse af tre athenske generaler.
Men Alcibiades,
den dygtigste af de tre og nevø til Pericles,
blev kaldt tilbage til Athen undervejs, pga. en anklage om helligbørde.
Derefter faldt Lamachus
under et tidligt baghold, hvilket efterlod Nicias,
en forsigtig og uerfaren leder, som invasionen eneste kommandør.
I efteråret besatte den athenske flåde Syracu-ses
havn og landsatte mere end 20.000 tropper for at lægge byen under
belejring. Som det var gammel skik begyndte den angribende styrke af bygge
en dobbelt omringende mur - den inderste mur skulle holde de belejrede
inde, den ydre mur var placeret for at holde enhver styrke ude som forsøgte
at komme til undsætning; angriberne holdt området mellem de
to mure. Flere athenske tropper gik i land i foråret 414. Syracuse
syntes fortabt, men Nicias frem-skyndte sin konstruktion så trægt
at en spartansk styrke på mere end 2.000 under Gylippus
var i stand til at forstærke byen gennem en ufærdig sektion
af murene. Derefter erobrede Gylippus, sammen med den syracusanske kommandør
Hermo-crates,
det højtliggende område bag byen (Epipo-lae) i 414 og begyndte
at bygge kontramure. Denne konstruktion blokerede for omringelsen af byen
og klemte athenerne inde i det lavtliggende område nær havnen.
Flere forstærkninger nåede Syracuse fra Corinth, Thebes og
andre peloponne-siske byer.
Athen svarede igen i foråret 415 ved at sende
den erfarne general Demosthenes
med 5.000 tropper og 70 galajer for at forstærke Nicias. Demosthenes
indledte et massivt natangreb mod Epipolae og dets vestlige ende ved Euryalus.
Størstedelen af det højtliggende område var blevet
erobret da den athenske bølge pludseligt brød sammen. Under
retræten tilbage til havnen led angriberne svære tab. Demosthenes
ønskede at indstille belejringen, men Nicias vaklede hele sommeren.
Imens blev den athenske flåde på 160 skibe gradvist ødelagt
i en serie af flådeaktioner ud for kysten. Da det blev for sent
at undslippe til havs, forsøgte athenerne at trække sig tilbage
til det indre af øen. Angrebet under march blevde sidste overlevende
af Athens styrke på 40.000 mand dræbt eller taget til fange.
Demosthenes og Nicias blev henrettet og de 6.000 fanger solgt som slaver.
Dette voldsomme 2 år lange slag viste sig at være
et af de mest afgørende i historien. Det sluttede de athenske håb
om at brede sig vestpå for evigt - dominansen af det vestlige Europa
ville blive overladt til Rom og Kartago at kæmpe om to århundreder
senere. I Grækenland bidrog katatro-fen ved Syracuse i høj
grad til Athens endelige nederlag i den Store Peloponnesiske Krig.
|
|