Efter flere
års politiske spændinger, primært med rødder
i kraftige religiøse forskelle blandt adskillige sekter, udbrød
der en borgerkrig mellem kristne og muslimer i Libanon i 1975. Efter et
år med blodsudgydelser og ødelæggelse, rykkede syriske
tropper ind fra øst for at hjælpe med et indføre en
skrøbelig fred. En svag og splittet libanesisk regering kunne ikke
forhindre den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) i at
danne sin egen halvautonome stat mod syd og i Vestbeirut. Derefter startede
PLO en række paramilitære og terroristoperationer mod Israel
på den anden side af den sydlige grænse.
Endeligt den 6. juni 1982 indledte Israel en storstilet
militær invasion af det sydlige Libanon, drev PLO-»hæren«
væk fra grænsen og trængte videre for at angribe Vestbeirut.
Da Syrien prøvede at lægge sig imellem, led de svære
tab af sovjetisk-byggede jagerfly og SAM jord-til-luft missiler. Den fremrykkende
israelske hær fangede et stort antal PLO-militærstyrker i
den libanesiske hovedstad og påførte dem alvorlige tab. I
august gjorde en våbenhvile 10.000 overlevende fra PLO under Yasir
Arafat i stand til at trække sig tilbage under beskyttelse fra
en multinational militærstyrke fra USA, England, Frankrig og Italien.
PLO-kæmperne blev fordelt mellem flere arabiske nationer. Derefter
trak også den fredsbevarende styrke fra de fire lande sig tilbage.
En katastrofe fulgte. Den valgte libanesiske præsident
Bashir
Gemayel, en maronit-kristen, blev myrdet den 14. september. I løbet
af få dage massakrerede militsfolk, som menes at være libanesiske
kristne, hundredvis af civile palæstinensere i flygtningelejrene
Sabra og Shatila nær Beirut. Den multinationale styrke vendte tilbage
til Beirut-området senere samme måned, med 1.200 amerikanske
marineinfanterister (senere forstærket til 1.600) til at beskytte
den internationale lufthavn syd for byen. Den israelske hær trak
sig tilbage sydpå bag Awali-floden. Men Syrien nægtede ubøjeligt
at trække sine svært bevæbnede styrker tilbage fra Bekaa-dalen
i det østlige Libanon.
Ild fra snigskytter dræbte et dusin af den firenationers
fredsbevarende styrke og sårede mange flere i de følgende
uger. Den israelske hær led også tab, idet man mistede 490
dræbte og 2.700 sårede i de første 12 måneder
i Libanon. Den 18. april 1983 blev den amerikanske ambassade i Beirut bombet,
hvilket efterlod 63 mennesker dræbt, inkl. 17 amerikanere. Derefter
den 23. oktober blev en bilbombe på 6.000 kg kørt ind i hovedkvarteret
for det amerikanske marinekorps og endnu en ind i det franske hovedkvarter.
De to enorme eksplosioner dræbte 241 marineinfanterister og 58 franske
soldater. Den 3. november eksploderede en lignende bilbombe i en israelsk
stilling i Tyre, som dræbte 29 israelske soldater og 32 arabiske
civile.
Imens var Arafat sluppet tilbage ind i Libanon og opbygget
en styrke på mere end 4.000 PLO-soldater. Men denne gang gjorde
palæstinensiske rebeller støttet af Syrien oprør mod
Arafats ledelse. I en slags borgerkrig drev rebellerne det traditionelle
PLO tilbage til den nordlige libanesiske havneby Tripoli. Efter seks dages
belejring blev Arafat og hans loyalister evakueret af græske skibe
under FN-beskyttelse. Størstedelen af PLO søgte tilflugt
i Tunesien og Nordyemen.
I begyndelsen af 1984 begyndte det amerikanske marinekorps
at trække sig tilbage til skibe ud for kysten, hvor det sidste kontingent
afgik midt på året. De israelske styrker planlagde også
at trække sig tilbage fra det sydlige Libanon i 1985.