Ecuador
Sydamerika 10.05.13

Historie: Ecuador hørte til inkaernes rige og kom med dette 1532 under Spanien; Ecuador styredes som præsidentskabet Quito, en provins af vicekongedømmet Peru. Efter flere tilløb til revolutioner 1809 og 1812 førte revolutionen i Guauaquil 1820 ved Bolivars hjælp til løsrivelse fra Spanien. I forening med Colombia og Venezuela dannede Ecuador forbundsstaten Colombia (1822), men udskilte sig snart derfra og konstituerede sig som selvstændig republik 1830 med general Juan José de Flores som præsident. Flores var konservativ og måtte stadig kæmpe med de liberales fører Vicente Rocafuerte. Efter endeløse stridigheder fik de klerikale magten med præsident Diago Boboa (1850-51), der genindkaldte jusuitterne. Noboa styrtedes a demokraten general Urbina (1851-56), der fik jusuitterne forjaget, slaveriet ophævet og flodskibsfarten frigivet. General Francesco Robles (1856-59) fortsatte reformerne med at give indianerne lige borgerrt med de hvide og indførte fransk mønt-, mål- og vægtsystem. En krig med Peru 1858 førte tl Robles' flugt, hvorpå det klerikalt-konservative parti indkaldte den forjagne Flores, og dennes svigersøn prof. Garcia Moreno blev præsident (1861-65). Moreno arbejdede energisk på Exuadors materielle ophjælpning, men et for Ecuador ugunstigt konkordat med paven vakte en del uvilje mod ham, hvoraf Colombias præsident Mosquera benyttede sig til at påføre Ecuador krig 1863. Efter en krig med Spanien (1865), ført i forening med Peru og Chile, og forskellige indre stridigheder blev Moreno igen præsident 1869-75; da han stillede Ecuador fuldstændig under jesuitternes indflydelse og fik vedtaget en afgift på 10 % af statsindtægterne til paven, blev han snigmyrdet. De liberale fik nu magten, og under general Veintimilla (1876-83) revideredes forfatningen i frisindet ånd, og konkordatet ophævedes 1878. Da Veintimilla ville opkaste sig til diktator, styrtedes han af de moderat-liberale og de klerikale, og under dr. Placido Caamaño (1883-88) og dr. Antonio Flores (1888-92) herskede roligere forhold. Under dr. Luis Cordero (1892-96) begyndte de politiske stridigheder igen, og en halvindianer general Eloy Alfaro fik ved en militærrejsning forjaget Cordero og blev præsident (1897-1901). Alfaro måtte stadig kæmpe med klerikale oprørsforsøg, men inddrog til gengæld kirkegods i mængde og udviste ordensmedlemmer. Efter en radikal præsident, general Leonidas Plaza (1901-05) og Lizardo Garcia (1905-06) valgtes Alfaro igen for tidsrummet 1906-10, og i disse år fandt en stærk udvikling sted under rolige forhold. Da den følgende præsident E. Estrada døde pludseligt december 1911, udbrød revolution mod den provisoriske regering, og under urolighederne blev Alfaro og andre lynchet i Quito. April 1921 valgtes general Plaza på ny til præsident, og under denne gjordes et energisk arbejde for at nedbringe den udenlandske gæld og skaffe ro i landet. I verdenskrigens 2. år led Ecuador stærkt under mangel på kul. Den nye præsident dr. A. Baquerizo Moreno (1916-20) søgte at bevare neutraliteten, men de økonomiske grunde medførte til sidst, at Ecuador fulgte Brasiliens eksempel og afbrød den diplomatiske forbindelse med Tyskland december 1917. (HK3/1921)