Ariel »Arik« Sharon

 
Israel, 1928-20xx)
26.04.13

Israelsk officer (generalmajor) og politiker. Var aktiv i det jødiske hjemmeværn Hahanah fra sin tidligste ungdom og har som officer deltaget i alle Israels krige og i talrige kommandoaktioner. Trådte 1973 ud af hæren, men genindkaldtes samme år for at lede Sinai-offensiven. Tilhører politisk det højreorienterede Herut-parti og var 1973 medstifter af Likud-blokken; 1973- 74 og atter fra 1977 medlem af Knesset. Den stærkt kontroversielle og nationalistiske Sharon var 1977-81 landbrugs-minister i Begins borgerlige regering med særligt ansvar for bosættelser; Sharon driver selv et stort landbrug og er en af Israels største meloneksportører. Som forsvarsminister 1981-83 ledede han Israels invasion i Libanon 1982, hvor han af en undersøgelseskomission blev gjort ansvarlig for de kristne falangisters massakre i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chetila ved Beirut, hvorefter han måtte gå som forsvarsminister. Han fortsatte som minister uden portofølje og blev 1984 handels- og industriminister i Shimon Peres' koalitionsregering.