Yitzhak Rabin

Israel, 1922-1995

Israelsk politiker. Officer i den jødiske forsvars-organisation Palmach 1943-48, derefter i Israels hær; chef for generalstaben 1964-68. Hans indsats på denne post var afgørende for Israels knusende sejr i Seksdageskrigen 1967. Ambassadør i USA 1968-73. Skønt hans diplomatiske fremtræden voldte problemer, gjorde han et effektivt lobby-arbejde. 1973 medlem af Knesset for Arbejderpar-tiet, 1974 arbejdsminister under Golda Meïr, ved hendes tilbagetræden straks efter premierminister. Førte afspændingspolitik med delvis succes, men beordrede også den dristige Entebbe-aktion 1976. Da hans hustru viste sig indblandet i ulovlige valutatransaktioner, trådte han 1977 tilbage til fordel for Shimon Peres kort før valget, der bragte højreblokken til magten. I den følgende periode var han ikke blot i skarp opposition til Begins ekspan-sionspolitik, men også til Peres, som han angreb i sine memoirer 1979. Ikke desto mindre fik han posten som forsvarsminister i koalitionen 1984 og begyndte afviklingen af den kostbare Libanon-besættelse.