Haakon IV (Haakonssøn)

Frillesøn af kong Haakon Sverressøn og Inga af Varteig, født efter faderens død 1204. Ved Ingas død blev han taget til konge på Øreting (1217), mens Skule, den afdøde konges halvbroder, der anså sig berettiget til tronen, skulle være hans formynder. Som myndig søgte Haakon at vinde Skule ved at give ham 1/3 af riget, ægte hans datter Margrete (1225) og senere ved at give ham hertugtitlen (1237). Men da Skule, stadig misfornøjet, lod sig hylde som konge på Øreting, tog Haakon kampen op mod ham, slog ham i Oslo og lod sine mænd forfølge ham til Nidaros, hvor han blev dræbt (1240). Dermed var tronstridighederne bragt til afslutning og kongedømmets udelelighed fastslået. Under Haakons fredelige styre gik landet frem i velstand og folketal. Kongen anlagde Marstrand, byggede Haakonshallen i Bergen, opførte kirker, klostre og hospitaler og anlagde fæstninger. 1261-62 lagde han Grønland og Island under Norge. Med den engelske konge sluttede han handelstraktater, med Nofgorods fyrste en grænsetraktat. Han holdt en større flåde end nogen anden samtidig fyrste, men deltog ikke i udenlandske krige. Hans eneste krigsforetagende mod en fremmed fjende gjaldt den skotske konge, som ville erobre Suderøerne og Man. Under toget døde han på Orknøerne. Haakon må regnes blandt Norges ypperste konger. Tilnavnet den Gamle tilladges ham af samtiden for at skille ham fra hans ældste søn Haakon den Unge (født 1234), som fik kongenavn 1240, men døde allerede 1257. (HK4/1922)

• Largs, 1263