Gustav I

Konge af Sverige. Landets første konge efter løsrivelsen fra Kalmar-unionen i 1523.

• Brunkeberg, 1471

Gustaf I, svensk konge 1521-60 (G. Eriksson Vasa), født på Lindholmen i Uppland. Gustaf, som var af anset adelig slægt (navnet Vasa er af senere oprindelse), kom som ung til Sten Sture den Yngre og deltog i Brännkyrka-slaget 1518. Samme år var han blandt de gidsler, Christiern II bortførte. Han holdtes fangen hos Erik Banner på Kalø, men undslap 1519 til Lübeck, hvorfra han kom tilbage til Sverige under danskernes fremtrængen i landet. Det stockholmske blodbad berøvede ham hans fader og andre frænder, og selv i fare flygtede han fra Räfsnäs Gård til Dalarne, hvor han forgæves søgte at vække oprør. Mismodig var han allerede på vej mod Norges grænse, da dalkarlene, opskræmte ved rygter om Christiern IIs grusomhed og om udskrivning af tunge skatter, indhentede ham, og kårede ham til fører. Rejsningen bredte sig hastigt, og 1521 valgtes Gustaf til rigsforstander, 1523 til konge, og snart efter faldt Stockholm. Unionen var definitivt forbi. Men en kæmpeopgave lå for, ved små midler og i kamp med uregerlige bønder (oprør 1525, 27-29, 31-32) at grundfæste kongedømmet og økonomisk ophjælpe landet. Reformationens røre gav ham lejlighed til på Västeräs-rigsdag 1527 at fremtvinge, at en stor del af kirke- og klostergodset kom under kronen. Han blev kirkens herre, og Guds ord skulle prædikes rent. Herved skabtes et mellemstade, men Gustaf fik rige midler, og ved grevefejden slap han fri for en tung gæld til Lübeck. Hans magt stod nu fast, og hans hang til enevælde trådte skarpere frem. Dog fremkaldte hans forsøg på at hævde herredømet over al bondejord 1542-43 den farlige dackefejde i Småland, som kun ved kraftanspåndelse sloges til jorden. Efter sejren gjordes kronen på Västerås-rigsdag 1544 arvelig i Gustafs slægt, og reformationen gjorde et nyt skridt fremad. 1542-44 havde Gustaf ved Danmarks side deltaget i kejserkrigen, men efterhånden forværredes forholdet mellem nabolandene, og Gustaf fulgte med mistænksomhed og skinsyge Danmarks færd. 1555-56 førtes en krig mod Rusland. Gustaf var en udpræget hersker, veltalende, myndig og magt- og pengegrisk, fyldt af en levende ansvars- og pligtfølelse. Hans energi, praktiske sans og strenge økonomi hjalp landet på fode, forsvarsvæsenet ordnedes, finanserne sattes i god stand. Agerbrug, bjergværksdrift og handel udvikledes, overalt satte hans livsvækkende handlekraft spor. Men med årene voksede Gustafs mistænksomhed og egenrådighed stærkt, og med bekymring forudså han landets skæbne under sønnen Erik (XIV.s) styrelse, hvorfor han gav sine yngre sønner hertugdømmer og en næsten uafhængig stilling. Gustaf var gidt 3 gange: 1) med Katarina af Sachsen-Lauenburg, død 1535 (sønnen Erik), 2) Margaretha Lejonhufvud, død 1551 (10 børn, deriblandt Johan Magnus og Karl), 3) katarina Stenbock, død 1621. (HK4/1922)