Enver Bey (Enver Bej/Pasha)

Tyrkisk nationalist. Besluttede at forsvare Adrianopel trods sultanens forhandlinger med Rusland.

• Adrianopel VII, 1913

Tyrkisk militær og statsmand. Blev som ung officer grebet af den ungtyrkiske bevægelse og var sammen med Niazi Bej en af ophavsmændene til den ungtyrkiske militæropstand i Makedonien juli 1908. Til løn blev major Enver Bej militærattaché i Berlin og fik der et stærkt indtryk af den tyske hærs styrke og uovervindelighed. Da Italien angreb Tripoli oktober 1911, fik Enver kommandoen i Derna og fortsatte efter fredsslutningen oktober 1912 krigen mod italienerne for egen regning sammen med araberne. Under Balkankrigen vendte han hjem og blev chef for 19. armékorps. I spidsen for en ungtyrkisk revolte styrtede han januar 1913 Kiamil Pasha og skød, vistnok egenhændig, krigsministeren Nazim Pasha. Ungtyrkernes helt Mahmud Sjevket Pasha blev krigsminister, og efter hans mord fik Enver selv stillingen. Envers mål var fortsættelse, trods alt, af krigen, og han gjorde januar 1913 et mislykket landgangsforsøg mod bulgarerne ved Rodosto. Efter bulgarernes nederlag rykkede han i spidsen for en rytterdivision ind i Adrianopel 22. juli 1913. Enver blev efterhånden Tyrkiets mægtigste mand, blev Pasha og ægtede 5. marts 1914 Nadjiè Sultane, sønnedatter af sultan Abdul-Medjid. Til reorganisation af den tyrkiske hær fik Enver indkaldt en tysk militærmission under ledelse af general Liamn von Sanders. August 1914 virkede Enver energisk for Tyrkiets indtræden i krigen på tysk side, men mødte megen modstand hos de andre ministre og tronfølgeren prins Jusuf Izzeddin. I forståelse med tyskerne fremtvang han dog krigen ved flådeoverfalet på de russiske sortehavshavne oktober 1914. Enver blev nu vicegeneralissimus for hær og flåde. Mod tyske råd førte han felttoget i Kaukasus og led nederlag; hans planer om at angribe englænderne i Ægypten mislykkedes også, og for »flytningen« af armenierne april-december 1915 bærer han sikkert hovedansvaret. Tyrkiets ulykker i verdenskrigen gjorde Enver forhadt i civile kredse, hans politik led skibsbrud på alle punkter, 30. oktober 1918 måtte Tyrkiet kapitulere, og da den engelske general Wilson gik i land i Konstantinopel 13. november samme år, var Enver flygtet over det Sorte Hav til Baku. Herfra har han siden i forståelse med de russiske bolsjevikker arbejdet for sine stortyrkiske planer om sammenslutning mellem alle turanske folk (se Turanisme). — Enver er utvivlsomt en mand med idéer og initiativ, men tilligr en dilettant uden grundig militær og politisk uddannelse. Han blev derfor en politisk fantast uden evne til at forstå sin nations og sin egen begrænsning. (HK3/1921)