Affonso de Albuquerque

Portugal, 1453-1515 11.11.14
 

Portugisisk søfarer. Erobrede byen Goa i Indien.

Albuquerque, Affonso de, »den Store« (1453-1515), portugisisk erobrer og generalguvernør. Deltog 1503 i fætteren Franciscos tog til Ostindien og 1506 i Tristan da Gunhas erobring af øen Sokotra. Efter en kortvarig besættelse af Ormus 1507 drog han til Indien, hvor han efterfulgte Almeida (s.d.) som generalguvernør 1509-15. Albuquerque nærede planer om at danne et stort kolonirige. 1510 erobrede og befæstede han Goa, 1511 Malakka og efter et forgæves angreb på Aden 1515 Ormus overfor Oman. Ved disse støttepunkter beherskedes søvejene i det indiske hav, og araberne fordreves fra søhandelen. Albuquerque var en snarrådig og dristig kriger, en streng og hensynsløs hersker. Hans politik var overalt at forjage eller dræbe muhammedanerne, men derimod at knytte forbindelser med inderne. Han er en karakteristisk type på de store europæiske kolonierobrere, der uden skånsel bekriger og udnytte de indfødte. Albuquerqes strenghed skaffede ham fjender og bagvaskere hjemme, han blev afsat og døde kort efter på vej til Goa. (HK1/1920)