Montenegro

  
Europa 01.10.14
Historie: I 14. århundrede dannede Montenegro et slavisk fyrstendømme Zeta, afhængigt af Serbien; 1421 valgtes Stefan Crnogorac til vojvod. Han udførte tilrige bedrifter mod tyrkerne, og Montenegro, »de sorte bjerge«, fik navn efter ham. Sønnen Ivan grundede ca. 1480 klosteret Cetinje; fra 1516 styredes Montenegro af gejstlige »vladiker«, indtil Danilo Petrovic gjorde vladikatet arveligt i sin familie efter hårde kampe mod tyrkerne (1711). Samtidig begyndte et intimt forhold til Rusland og deraf følgende afhængighed; Peter I Petrovitj (1782-1830) gav en staslovbog 1798, men havde vanskeligt ved at tæmme de vilde krigere, der med iver styrtede sig ud i alle russisk-tyrkiske krige. Peter II Petrovitj (1830-51) fremmede civilisationen trods den vedvarende krigstilstand. Brodersønnen Danilo I 8s.d.) fik ved stormagternes hjælp Montenegros grænser fastsat. Efter hans mord 1860 fulgte Nikita (s.d.). Trods en uheldig tyrkerkrig opnåede Montenegro ved Ruslands hjælp gennem en lille landstrækning at få adgang til havet 1866, og efter at have gjort store erobringer i den russisk-tyrkiske krig mere end fordobledes landet ved Berlin-kongressen 1878, og dets uafhængighed anerkendtes. Siden var forholdet til Tyrkiet venskabeligt, hvorimod Østrig blev arvefjenden, og 1908 var stemningen stærkt ophidset mod dette land pga. Bosniens anneksion. Til Italien var forholdet hjerteligt, 1883 afsluttedes en handelstraktat, fornyet 1900, og havnen ved Antivari (1905) blev bygget for italienske penge. Et stort fremskridt i Montenegros økonomiske forhold var det, at fyrstens indtægter 1902 skiltes fra statens. December 1905 indførtes en konstitution, dog bevarede den patriarkaisk styrende fyrste stadig stor indflydelse.Østrigs anneksion af Bsonien oktober 1908 fremkaldte en lignende ophidselse i Montenegro som i Serbien, og Montenegro opnåede at slippe for de sidste rester af østrigsk formynderskab. 20. august 1910 proklameredes Montenegro som kongerige og satte dermed slutstenen på århundredes udholdense frihedskampe. Som medlem af Balkanforbundet til deling af Tyrkiet åbnede Montenegro krigen mod dette 8. oktober 1912 uden dog at spille større militær rolle. Først efter lang belejring og ved serbisk hjælp overgaves Skutari til Montenrgro af Essad Pasha (s.d.) 22. april 1913, men som følge af stormagternes af Østrig fremkaldte modstand rømmedes byen allerede 5. maj samme år til fordel for Albanien. I 2. Balkankrig støttede Montenegro Serbien og medunderskrev freden i Bukarest 6. august 1913. Montenegro fik sit område omtrent fordoblet. I verdenskrigen 1914-18 samarbejdede Montenegros gær med den serbiske; efter dennes nederlag trængte østrigerne januar 1916 også ind i Montenegro, kong Nikita anmodede forgæves om fred og flygtede over Italien til Frankrig, hvor han døde 1921. Montenegros hær, som Nikita havde forsøgt at trække tilbage til Albanien med den serbiske, blev fanget og landet besat af østrigerne. Disses planer gik ud på dannelsen af en sydslavisk vasalstat, eventuelt med Nikitas søn Mirko som regent. Ledende landflygtige montenegrinere ønskede dog en sammenslutning med Serbien og vedtog i et møde på Korfu 2. juli 1917 oprettelsen af et samlet storserbisk rige. Efter det østrigsk-bulgarske sammenbrud september 1918 trængte allierede tropper ind i Montenegro. Trods våbenstilstanden 11. november 1918 tillod de allierede dog ikke kong Nikita at vende tilbage til Montenegro. Serbiens krav om at indlemme landet mødte stor sympati hos de allierede, især i Frankrig. Montenegro blev tilmed helt okkuperet af serbiske tropper. 20. april 1919 vedtog skupsjtina'en at afsætte kongen og erklære Montenegro forenet med Serbien. Nikita vedblev at protestere, men montenegrinerne selv synes at have betragtet sammenslutningen som en naturlig følge af udviklingen under og efter verdenskrigen. (se videre Serbien) (HK7/1924)