Førtes mellem Danmark og Sverige 1563-70. Årsagen var strid om indflydelsen på Livlands affærer i forbindelse med nedarvet fjendskab, næret af de to unge kongers irritabilitet. Bagved lå en mere eller mindre bevidst stræben efter hegemoniet på Østersøen. April 1563 besluttede Frederik II krig, juni samme år sluttede han forbund med Lübeck, og august rykkede en hær på ca. 28.000 mand, mest tyskere, under Grev Günther af Schwarzburg ind i Sverige. Danskerne tog Elfsborg, men nåede ikke videre. Til søs slog de svenskerne ved Øland. 1564 gjorde Erik XIV indfald i Norge, men dreves tilbage; danskerne gik ind i Småland uden resultat. Til søs sejrede Herluf Trolle ved Øland. 1565 blev Daniel Rantzau dansk øverstkommanderende; Erik erobrede Varberg, men Rantzau vandt 20. oktober den glimrende sejr ved Axtorna. Til søs stod to for Danmark uheldige slag ved Femern og Bornholm. 1566 førtes landkrigen ved gensidige hærgninger og mindre tog; den dansk-norsk-lybske flåde forliste ved Gotland. 1567 gjorde venskerne forgæves indfald i Norge; oktober tiltrådte Rantzau sit glimrende tog til Östergötland, hvorfra han vendte tilbage 1568. 1569 erobrede danskerne Varberg, hvor Rantzau faldt. Imidlertid var begge parter trætte af den resultatløse krig, og december 1570 sluttedes fred i Stettin med gensidig opgivelse af erobringerne. (HK9/1925)