To krige 1657-60 mellem Danmark-Norge og Sverige. Ved Brömsebro-freden 1645 havde Danmark og Norge lidt smertelige tab af land, og revanchelysten var stærk. Da Karl X Gustaf gennem sit felttog i Polen tilsyneladende havde pådraget sig det halve Europas fjendskab, blev den danske krigslyst vakt, skønt landet var utilstrækkeligt forberedt diplomatisk, finansielt og militært. Frederik III erklærede krig 1. juni 1657; det var yderst kærkomment for Karl Gustaf, der længe havde syslet med angrebsplaner mod Danmark og nu med ære kunne forlade Polen for att tala uti Herrans namn med bror lilla. Han gik i ilmarch til Jylland, nedkæmpede den tapre, men spredte modstand og stormede til sidst forsvarets hovedstilling, den nye og ufærdige fæstning Frederiksodde, nu Fredericia. Trods besættelsen af Jylland så det lyst ud for Danmark ved slutningen af 1657: kong Frederik havde sejret i Holland, og Henrik Bjelke havde fordrevet den svenske flåde fra havet; dermed kunne Øst- og Mellem-Danmark holde ud, til Polen, Brandenburg og kejseren kom til hjælp. I Norge generobrede Henrik Bjelkes broder Jørgen de landsdele, der var afstået 1645. Karl Gustafs eneste allierede var den forræderiske hertug af Gottorp. Da fik han én til: en usædvanlig hård vinter, som islagde de danske farvande og muliggjorde en enestående dristig og dygtig bedrift. På 14 dage, 30. januar-13. februar 1658, marcherede svenskerne fra Kolding til Køge over Hjels - Brandsø - Tybrind - Svendborg - Tåsinge - Langeland - Lolland - Falster - Vordingborg. Overalt hvor de kom frem, gik der panik i dansker-ne, og skønt Frederik III havde tilstrækkelige styrker ved København, tabte også han helt modet og bad om fred, allerede da Karl Gustaf stod på Fyn. Forhandlingerne førtes under svenskernes stadige fremmarch; Corlitz Ulfeldt var en af Sveriges forhandlere og fik personlige fordele indføjet i den fredstraktat, der blev underskrevet i Roskilde 26. februar 1658. Ved den blev hele Øst-Danmark (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm) afstået samt af Norge Bohus len og Trondheim len, hvorved Nord-Norge blev afskåret. Hertugen af Gottorp blev løst fra den danske overhøjhed, og endelig fik Karl Gustaf visse militære indrømmelser; de svenske krav havde endda oprindelig været langt større. Måske fortrød karl Gustaf snart, at han havde slækket på dem; i hvert fald opstod der tvivl om fortolkningen af traktaten, og skønt Danmark gav efter, besluttede svenskekongen at gøre ende på snakken ved at tage hele landet. Han lod som om hæren skulle afgå til krigsskuepladsen i Tyskland; men 7. august 1658 udskibede den sig i Korsør og rykkede på ny mod København.