Kilderne til oprøret må søges i den århundreder gamle strid om hertugdømmernes forhold til kongeriget. Medlemmerne af det augustenborgske fyrstehus virkede for disses løsrivelse fra Danmark, og disse planer fremmedes i høj grad ved, at statholderværdigheden og posten som kommanderende general i hertugdømmerne i 1842 blev overdraget til prins Frederik af Nör, danskhedens erklærede fjende. Fra nu af begyndte det forræderske spil, hvor prinsen dels opmuntrede de statopløsende bevægelser og dels beroligede kongen med hensyn til disses betydning. 20. januar 1848 døde Christian VIII, og Frederik VII udstedte allerede 28. januar et reskript, hvorefter en fællesforfatning for monarkiet stilledes i udsigt; men dette tilfredsstillede ikke hertugdømmerne. Februarrevolutionen 1848 i Paris fremkaldte stærk bevægelse i København, og i hertugdømmerne ansås det separatistiske parti øjeblikket for gunstigt til at åbenbare sine hensigter. Efter larmende møder i Kiel og Rendsborg sendtes en deputation til kongen for at kræve Slesvigs indlemmelse i det Tyske Forbund. Regeringen, der hidtil ingen foranstaltninger havde truffet, befalede nu generalkommandoen fra Slesvig til Rendsborg, mandskab blev indkaldt, og i København blev 2 batailloner og 1 batteri gjort rede til at afgå til Rendsborg. 20. marts afholdtes det bekendte Casinomøde i København, et nyt ministerium dannedes, og dette affattede svaret til den holstenske deputatio, hvorefter man imødekom de udtalte ønsker for Holstens vedkommende, men bestemt afviste fordringen om Slesvigs adskillelse fra Danmark. Da deputationen kom tilbage, var oprøret i fuld gang under prinsen af Nörs ledelse. Rendsborg overrumpledes, og garnisonerne i Kiel, Slesvig, Glückstadt, Itzehoe og Plön faldt fra, Frederiksort faldt i oprørernes hænder.

   Kongen af Preussen støttede oprørsbevægelsen og befalede koncentration af et tysk korps ved Havelberg, mens 2 regimenter straks sendtes til Rendsborg. Det tyske forbund anmeldte også et hannoveransk korps på 10.000 mand i Harburg. 8/4 overtog prinsen af Nör kommandoen i Flensorg. I Danmark var stemningen ypperlig, og folket var rede til at bringe store ofre for danskhedens sag. Fra Jylland rykkede 8.000 mand under general Hedemann mod syd, mens flankekorpset, 3.000 mand under Schleppegrell, kom fra Als. De angreb oprørernes stilling ved Bov nord for Flensborg og slog dem på flugt 9/4. Fremrykningen blev fortsat til Danevirke, hvor den danske hær, 11.000 mand, 1. påskedag 23/4 udkæmpede slaget ved Slesvig med en overlegen, fjendtlig hær, preussere og oprørere, 19.000 mand under general Wrangel. De danske måtte vige i retning af Flensborg, hvorfra hovedstyrken gik til Als. De følgende dage blev hele Slesvig besat af forbundstropperne, og 2/5 rykkede de ind i Jylland, som dog 25/5 blev rømmet som følge af pression udefra. 28/5 foretog danskerne fra stillingerne ved Dybbøl et angreb på forbundstropperne og slog dem ved Nybøl, hvilket besvaredes med et fjendtligt angreb 5/6, som dog ikke førte til noget resultat. Vor hær bevarede derefter de rent defensive stillinger ved Haderslev og på Als, mens Wrangel forblev med sin hovedstyrke i og om Flensborg. 16/6 overtog general Krogh kommandoen over den danske hær i stedet for Hedemann, og i slutningen af juni stod vor hær ved den nørrejyske grænse. Den danske flåde blokerede imidlertidg de tyske havne, og Rusland, England og Sverige støttede Danmark — Sverige havde endog sendt et hjælpekorps til Fyn. Preussen var derved kommet i en vanskelig situation, og efter at våbenstilstanden var blevet sluttet i Malmö 1/9 ved Sverioges mægling, blev den preussiske hær trukket bort fra Slesvig. Våbenstilstanden udløb 3/4 1849, på hvilken dag fjendtlighederne atter begyndte. Den danske hær, der nu var 41.000 mand stærk under general Krogh med oberst Læssøe som stabschef, rykkede fra Nørrejylland og Als ind i Slesvig. Dette krigsår indledtes med den sørgelige katasrtrofe ved Eckernförde 5/4, hvor linjeskibet Christian VIII og fregatten Gefion efter en lang og heftig kamp med landbatterierne måtte stryge flaget, og linjeskibet, der var kommet i brand, sprang i luften. 13/4 besatte tyskerne (bayrere og sachsere) Dybbølhøjderne. På grund af uoverensstemmelser med krigsministeren fratrådte Krogh kommandoen 15/4 til fordel for general Bülow. 20/4 trængte oprørerne under Prittwitz ind i Nørrejylland og 23/4 udkæmpedes slaget ved Kolding. Bülow trak sig hen mod Fredericia, hvor oberstløjtnant Lunding var en dygtig og myndig kommandant. General Olaf Rye foretog imidlertid sit berømmelige tilbagetog op gennem Nørrejyllands østlige del, dragende fjenden efter sig, uden at denne erkendte hans styrke. Halvdelen af den tyske rigshær blev på denne måde draget bort fra den sydlige krigsskueplads, mens den anden halvdel stod i Sundeved overfor vore tropper på Als. Samtidig belejrede oprørerne under general Bonin Fredericia. Overgeneral Bülow, som var gået til Fyn efterladende nogle batailloner i Fredericia, fattede nu den plan i stilhed at samle størstedelen af den danske hær i Fredericia for ved et udfald at bryde belejringen, der blev ført med stor energi, skønt Lunding stred bravt imod. Rye indskibede sit korps på Helgenæs og førte det til Fyn, de Mezas brigade kom fra Als, og med Bülows egen styrke blev der 5/7 om aftenen samlet ca. 20.000 mand i Fredericia under Schleppegrell, Moltke og de andre førere. Kl. 1 om natten til 6/7 begyndte udfaldet, der gennemførtes med stor tapperhed. Insurgenterne blev slået. Tabene var store på begge sider. Olaf Rye faldt. Derefter sluttede Preussen præliminærfred med Danmark, og forbundstropperne rømmede Jylland. Under den anden våbenstilstand besatte preusserne den sydlige del af Slesvig, mens svenske og norske tropper holdt den nordlige del besat. Ved pres fra Ruslands side sluttede Preussen endelig fred med Danbmarkn 2/7 1850 og trak tropperne bord fra Slesvig, hvorefter insurgenterne var overladt til deres egen skæbne.

   I 1850 stillede Danmark en hær på 40.000 mand under general Krogh. Denne hær, som var besjælet af en fortrinlig ånd, slog nu den slesvig-holstenske hær under general Willisen i slaget ved Isted 24-25/7, hvor Schleppegrell og Læssøe faldt. Lige så heldigt blev angrebene på Danevirkestillingens fløje afslået ved Mysunde 12/9 og ved Frederiksstad 29/4-4/10, der forsvaredes henholdsvis af Oluf Krabbe og den prægtige soldaterskikkelse, nordmanden Hans Helgesen. Den slesvigske treårskrig var til ende, idet slesvig-holstenerne nedlagde våbnene i januar 1851. Det havde været en løftende periode for det danske folkm som i samdrægtighed havde stået last og brast for at forsvare danskhedens sag mod tyskernes anmassende overgreb.+++(HK3/1921)