Da centralmagternes
militære styrke stødt formindskedes i efteråret 1918,
forberedte den italienske øverstbefalende, general Armando
Diaz, en sidste offensiv mod østrigerne stationeret nord for
Piave-floden. På den venstre fløj (vest) skulle hans 1. og
6. armé fastholde opmærksomheden fra de østrigske
styrker under ærkehertug Joseph
i Trentino. Til højre stod fem andre italienske arméer,
som omfattede britiske, franske og amerikanske enheder, allerede klar
til at angribe den fjendtlige linje holdt af de østrigske tropper
under general Svetozar
Borojevic von Bojna. I alt havde Diaz 57 divisioner og 7.700 kanoner
til at angribe 58 divisioner og 6.000 kanoner.
Den italienske offensiv begyndte den 24. oktober. På
den venstre fløj af angrebssektoren, ramte den 4. armé (Gaetano
Giardino) hængslet mellem de to østrigske armégrupper
i Monte Grappa-området. I tre dage holdt østrigerne heftig
stand, men kampane trak reserver fra den nedre del af Piave, hvor Diaz
havde planlagt hans primære angreb. Her etablerede tre italienske
arméer små brohoveder nord for floden i løbet af angrebets
første tre dage — til venstre den 12. armé under den
franske general Jean
Graziani, i midten den 8. armé under general Enrico
Caviglia og til højre den 10. armé under den britiske
general Lord Cavan (Frederic
Lambart). Hvad der havde været en langsom fremrykning åbnede
sig pludseligt op om eftermiddagen den 28. oktober. Brohovederne blev
forbundet og et fremadgående fremstød blev begyndt langs
med hele linjen. Den 8. armé pressede fremad for at indtage Vittorio
Veneto den 30. oktober, mens til højre for den kastede den 10.
og 3. armé sig fremad mod Livenza-floden, som blev nået samme
dag. Diaz' tropper blev stoppet her i to dage, men fremtvang en flodkrydsning
ved Sacile den 1. november. Østrigsk modstand brød nu sammen
fra Trentino til Adriaterhavet. Mange enheder deserterede en masse. Italiensk
kavaleri og panserbiler indkredsede den flygtende fjende i flokke. Endeligt
ved slutningen af den 3. november underskrev østrigerne en våbenhvile
ved Villa Giusti, nær Padua, som sluttede kampene dagen efter. På
det tidspunkt var der taget omkring 500.000 fanger. De østrigske
arméer ophørte med at eksistere. Italienske tab udgjorde
38.000. Således sluttede krigen på den italienske front— en kamp som havde kostet italienerne i alt 650.000 dræbte og næsten
1.000.000 sårede.