Trebbia-floden I
Italien

 
Anden puniske Krig, 218 f.Kr.

Under hans vanskelige seks måneder lange march fra Ny Karthago i Spanien, mistede den frygtindgydende Hannibal sandsynligvis 10.000 til 15.000 mand pga. dødsfald, deserteringer og militære aktioner, hvor de fleste tab kom under hans overraskende krydsning af Alperne i November. Ikke desto mindre rykkede han ud i Po-dalen med en formidabel hær på 20.000 infanteri, 6.000 kavaleri, og den ene eller to elefanter som havde overlevet den ekstreme kulde i bjergene.
   Publius Cornelius Scipio, som havde skyndt sig tilbage efter sit fejlslagne forsøg på at opfange Hannibal i Gallien, kommanderede nu de romerske udposter i Po-dalen. I december 218 f.Kr.
på Tincino-floden, en nordlig biflod til Po, stødte de romerske legioner karthagerne for første gang i krigen. En rask kavaleritræfning fulgte. De hurtige, erfarne afrikanke og spanske ryttere slog snart de beredne romere på flugt. Scipio, som var blevet såret under kampen og berøvet sin kavalerieskorte, trak sine legioner tilbage syd for Po.
   Den uafgjorde aktion gjorde Roms anden konsul, Tiberius Sempronius Longus, utålmodig. Mod Scipios råd krydsede Sempronius Trebbia (en sydlig biflod til Po) med 40.000 tropper for at angribe de indtrængende under en snestorm. Hannibal organiserede et forsvar som mere end gjorde det op for hans underlegenhed i antal. Hans kavaleri ramte de fremrykkende flanker hårdt, hvilket bøjede begge romerske fløje tilbage. Derpå anførte Mago, den karthanske kommandørs yngre border, fra en skjult regnkløft et voldsomt angreb mod fjendens bagland. De omringede romere kæmpede desperat, men ved dagens slutning havde mindre end halvdelen af dem kæmpet sig vej tilbage til lejren ved Placentia (Piacenza). Resten var flygtet, taget til fange eller var døde i den fygende sne.
   Den karthanske sejr ved Trebbia frydede de cisalpinske gallere, som i lang tid havde ført krig mod Rom. Omkring 10.000 galliske krigere sluttede sig nu til Hannibals hær for marchen sydpå mod Rom.